Læsetid: 5 min.

Tissemænd

Den forgangne weekends store internationale kønskonference i Stockholm gav ét konkret politisk budskab: Afskaf kernefamilien!
5. september 2002

Kønskonference
STOCKHOLM – »A woman who wants to be like a man lacks ambition«. Det var en af de indledende paroler på den internationale, fantastisk velorganiserede megakonference Sexuality and Gender, som løb af stablen af Stockholm i den forgangne weekend.
Ordene kom fra en af den feministiske psykoanalyses ’grand old ladies, Joyce McDougall, som med sin cigardybe New Yorker-accent, mørke briller og blonderede nakkeknude er som taget ud af en Woody Allen-film.
McDougalls budskab til kvinderne var, at vi ikke skal give afkald på noget begær, hverken det seksuelle, professionelle eller moderlige. Og det var jo en herlig pep-talk at få, men vi sad nogle småbørnsmødre blandt publikum og manglede stadig svaret på, hvordan det overhovedet skal lade sig gøre at realisere al dette begær. (»En delikat balance,« sagde McDougall, og det lød også godt, men kan igen være svært at tænke sig realiseret, når man sidder i sin meget udelikate ubalance mellem arbejds- og familieliv.)
Jeg skulle frem til sidste dags sidste diskussion, før jeg fik bekræftet den løsning, der længe har foresvævet mig: Afskaf kernefamilien! Så længe kernefamilien er den bærende sociale mikroformation i vores samfund, lever vi i et patriarkat.

Det komplicerede køn
Konferencen Sexuality and Gender var arrangeret af COWAP, Kommitéen for kvinder og psykoanalyse, som er en kommité under det internationale psykoanalytiske selskab, IPA.
Konferencens perspektiv på kønnet var altså psykoanalytisk, og det er et perspektiv vi ikke kan komme uden om, hvis vi vil forstå hvilken (og hvilken stor) rolle kønnet spiller i vores sociale og individuelle liv. Psykoanalysen har den store force, at den er en udforskning af begæret og af det ubevidste; to voldsomme kræfter som ikke kan ignoreres i diskussionen om kønnet.
Konferencens alma mater, den svenske psykoanalytiker Irène Matthis, bød velkommen med stor varme og værdighed. Kyndigt slog hun fast, at den, der benægter, at vores biologiske køn har betydning for vores verdens- og selvoplevelse, fastholder en radikal splittelse mellem krop og bevidsthed.
Men Matthis (og hele psykonalysen) ved også at kønnet langt fra bare sidder i kroppen. Som Matthis sagde:
»Spørgsmålet om køn og seksualitet er meget mere kompliceret, end vi nogensinde har drømt om«. For hvem er f.eks. homoseksuel? Er det den, der har sex med en person af samme køn? Eller er det den, der har sex med en person af andet køn og samtidig (bevidst eller ubevidst) identificerer sig med denne anden kønsposition? (Eller er det bare sådan, som en munter analytisk fætter blandt publikum foreslog på gebrokkent engelsk, at »hvide kvinder tænker for meget«?)
Endelig plæderede Matthis for at spørgsmålet »Hvad er en kvinde?« (som i århundreder har været filosofiens og kunstens implicitte spørgsmål og i ét århundrede psykoanalysens eksplicitte) nu må suppleres med spørgsmålet: »Hvad er en mand?«. At det er på tide nu også at se kønsvæsenet i manden og ikke blot det universelle, kønsneutrale »menneske«, som det i årtusinder har været hans skæbne at inkarnere.
Manden som det universelle og kvinden som det partikulære var også et vigtigt punkt i den patriarkatsdiagnose, som blev stillet af den norsk-amerikanske litterat Toril Moi, der senest har udgivet hele to bøger om Simone de Beauvoir.
Beauvoir/Moi ser kvinden som fanget mellem to lige acceptable måder at definere sig selv på, enten »jeg er en kvinde«, hvormed hun låser sig inde i »kvindelighedens fængsel«, eller »jeg er et menneske«, hvorved hun udsletter sit køn.
Ellers var Mois store pointe (som blev diskuteret voldsomt), at det psykoanalytiske begreb om subjektets »kastration« burde erstattes med det filosofiske begreb om menneskets »endelighed«.
Mois forslag var forståeligt og velformuleret, men fratager psykoanalysen et af dens mest værdifulde organer: den kropslige metafor. Som en af tilhørerne, en analytiker fra Østrig, sagde til mig i den efterfølgende pause: »I need the word castration because of the dirt of it«. Vi har brug for psykoanalysen, fordi den ikke er bange for snavset.
En ældre og imponerende analytiker fra Paris, Colette Chiland, kunne berette om en lille pige, der virkelig havde forstået at erstatte kastrationen med en anden metafor. Pigen var en af børneanalytikeren Anna Freuds små klienter og havde efter en tids behandling kundgjort: »Jamen, frk. Freud, jeg vil slet ikke være en dreng, jeg vil ikke have nogen tissemand, men det jeg virkelig gerne vil være, det er en elefant.«

Vrede
En af konferencens store attraktioner er den franske litterat og psykoanalytiker Julia Kristeva. Men ak, hun har meldt afbud, så vi må klare os med en skriftlig version af hendes indlæg og en opsummering. Her bliver det tydeligt, at der er mange analytikere og terapeuter til stede, for situationen skal tydeligvis bearbejdes i de små diskussionsgrupper, hvori vi gennem hele konferencen har rig mulighed for at fordøje foredragene. »There was a lot of anger in the room«, rapporterer en af gruppernes ordstyrere efterfølgende. Vreden er ikke bare forårsaget af Kristevas fravær, men også af hendes respondent, konferencens eneste mandlige deltager, som mange åbenbart finder for tør og abstrakt, selv om han inkarnerer det der genkommende efterspørges: En mand som tager kønnet alvorligt.
Men denne mand er min helt: Den belgiske lacanianer Paul Verhaeghe, som i sine bøger har leveret nogle helt suveræne analyser af de patriarkalske fantasier om kvinden og kønnet. Det er i diskussionen med denne mand, og ud fra hans abstrakte, lacanianske begreber, at jeg får formuleret mig frem til det eneste konkrete, men til gengæld også radikale, politiske budskab jeg kan bære med mig hjem fra konferencen: Hvis vi vil afskaffe patriarkatet, må vi afskaffe kernefamilien.
Det patriarkalske kønsrollemønster, hvor manden betragtes som den aktive og kvinden den passive, er ifølge Verhaeghe dannet i forsvar mod fantasien om den opslugende mor, og denne (ubevidste) fantasi vil være voldsom og virksom så længe børn vokser op i den klaustrofobiske intimitet med deres plejepersoner (det være sig mænd eller kvinder), som kendetegner kernefamilien. Jeg konkluderer: Vi må have bofællesskaber, kollektiver, udvidede familier af enhver art; slå døre og vinduer op til den klaustrofobiske kernefamilie, hvis ikke den skal forblive det lumre drivhus for patriarkatets fundamentale fantasier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her