(2. sektion)
Fjernsyn
I skrivende stund ligner dette sommeren uden ende. Barometeret står på Smukt, og takket være konflikten i DR sendes genudsendelser i en løbende båndsløjfe.
Den, der er idømt ugens tv-anmeldelse, må forsage havegrillen og trække inden døre for at prøve at zappe sig til lidt åndelig næring på nogle af de mindre kanaler.
Der er jo så meget. Popstars. Popstars Down under, Popstars uncut. Lines Special om kronprinsens australske forbindelse. Ekstreme Parforhold. Biker Jens i USA. Babewatch. Baywatch. Og en masse gamle film, man har set. Flere gange.
Meget af det er konserves, så anmelderen satser på en nyskabelse, datingprogrammet Singles på TvDanmark 2. Det handler om yngre danskeres parringsadfærd. Vi er med som fluen på væggen, når de over en kop latte udveksler dybsindigheder om ja, hvad egentlig? Udenfor står det nævenyttige kamera parat til at opsnappe vurderinger som: »Det var enormt hyggeligt, men han er ikke lige min type.« Eller: »Hun er alletiders. Ligesom en dreng, men hun kan også vise nødder.« En af hannerne får det skudsmål, at han er »lissom lidt dybere«. Det skyldes, at han går på seminariet og bl.a. køber noget af sit tøj i genbrugsbutikker.
Og så skal der selvfølgelig stemmes om, hvem der er mest kikset og derfor skal sendes hjem.
Det er ikke til at bære, og fingeren tager magten og rammer slukkeknappen på remoten. Så hellere sætte sig udenfor i det mørke, som trods alt kommer tidligere end for en måned siden, og fundere lidt over fjernsynet som fænomen.
Cool eller hot
1960erne var tvs gennembrudsårti, og det var også det årti, hvor den canadiske samfundsforsker og medieguru Marshall McLuhan i bøger som The Gutenberg Galaxy og Understanding Media forudså, at kassen ville revolutionere verden og vores måde at tænke på.
Vi skriverkarle og børn af Gutenberg var dømt til undergang. Mediet er budskabet, og det nye medium var fjernsynet. Gutenberg og bogtrykkunsten havde gennem århundreder domineret den menneskelige diskurs og opfattelsesevne og gjort den lineær og fragmentarisk.
Men med tv var vi på vej ind i den globale landsby, hvor kloden blev bundet sammen i det elektroniske fællesskab, og hvor vores tænkemåde ville blive integreret og organisk. Gud ved, hvad McLuhan ville have ment om Singles?
Det var vist også ham, der skelnede mellem coole og hotte medier. Den lineære sats er cool, mens det elektroniske tv er hot. Fjernsynet taler til vores følelser og virker langt stærkere end ord på papir, mente han.
I mange år var tv det altdominerende medie. Det var det, vi havde set på skærmen, vi talte om næste dag. Hvis man var i stand til at læse indenad på TV-avisen, kunne man frit vælge en sikker opstillingskreds til næste folketingsvalg.
Når der sker noget voldsomt og oprørende, og når der er et kamera til stede, kan fjernsynet stadig sætte dagsordenen. Vi bærer alle på billederne af John F. Kennedys død i limousinen i Dallas; af Saigons politichef, der slukker en mistænkt Viet Congs liv på åben gade, som vi andre knipser et lys ud; af Nicolae Ceaucescus afsjælede legeme; af de to passagerfly, der tordner ind i tvillingetårnene i New York. Det er fælles gods, fælles erindring. Fordi vi har set det.
Snage-tv
Man siger, at USA tabte krigen i Vietnam på skærmen og i Amerikas gader. Der var billeder. Den var hot. Under Golfkrigen havde regeringens mediedoktorer lært at gøre krigen cool. Den var uden blod og uden nærhed og dermed på en måde ikke virkelig.
Der findes ikke ret mange af de øjeblikke, som gør tv hot. Derfor fylder desperate sælgere os med det, de håber ligner. Realityshows, snage-tv om rigtige mennesker og deres ægte følelser. Men vi har gennemskuet dem, og vi gider ikke lege med.
Spørgsmålet er, om fjernsynet ikke i sin nuværende form har sejret sig ihjel. Vi vil ikke sidde og blive fyldt med tomme kalorier for at vente på de få øjeblikke, der brænder gennem skærmen. Vi har fundet ud af, at det oftest er tv, der er cool, mens vi i Gutenbergs univers kan lege med og danne vore egne billeder, der kan være nok så hotte.
Det er jo på mode at tale om tabere og vindere. Det ser mere og mere ud til, at fjernsynet er mediet for taberne. I alt fald, når vi må undvære den journalistik, som nogle få fossiler på DR stadig prøver at holde i hævd, når de ellers er i arbejde.
Mens vi venter på dem, kan vi jo slå et smut forbi biblioteket, hvor de stadig låner bøger ud. Vi kan læse vores avis. Eller vi kan sætte os til at spille Counterstrike med ligesindede på computeren.
Et eller andet sted i den globale landsby.
