Læsetid: 3 min.

USA støver B2’erne af

USA er i samarbejde med Storbritannien allerede i fuld gang med den militære opbygning som forberedelse til et muligt angreb på Irak
18. september 2002

Opbygning
For første gang nogensinde planlægger det amerikanske flyvevåben i disse dage at stationere de store B2-bombefly uden for USA.
Washington har bedt Storbritannien om tilladelse til at bruge den britiske ø Diego Garcia i Det Indiske Ocean til B2’erne for at halvere flyvetiden til Bagdad, rapporterer The Wall Street Journal. Den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har ikke bekræftet, at beslutningen om at flytte et ikke nærmere defineret antal af de enorme, flagermusvingede bombefly til Diego Garcia skal ses som en forberedelse til et muligt angreb på Irak, men hverken New York Times eller Washington Post er i tvivl om, at det er i det lys, opbygningen skal ses.
Samtidig bekræftede Rumsfeld mandag over for journalister, at de amerikanske og britiske fly, som patruljerer over de såkaldte ’flyveforbuds-zoner’ over henholdsvis det nordlige og det sydlige Irak, har skiftet taktik under de jævnlige overflyvninger af zonen.

Ødelægger luftforsvar
Hvor USA’s og Storbritanniens piloter før nøjedes med at forsvare sig direkte, hvis de blev beskudt, så har de i den seneste måned været travlt beskæftiget med systematisk at ødelægge det irakiske luftforsvarssystem.
»Jeg beordrede det,« sagde Rumsfeld ifølge nyhedsbureauerne. »Jeg synes ikke om, at vores fly bliver beskudt.«
Flyveforbudszonerne blev oprettet i 1991 umiddelbart efter Golfkrigen for at beskytte kurderne i det nordlige Irak og Shia-muslimerne i den sydlige del af landet mod Saddams militær. Siden har briterne og amerikanerne patruljeret inden for zonerne. I år har de skudt 38 gange mod irakiske mål – de fleste af aktionerne er foregået inden for de seneste to måneder. Et andet tegn på den øgede spænding er, at Irak ifølge nyhedsbureauet Reuters er begyndt at flytte missiler og andet militærudstyr til civilt beboede områder inden for de seneste dage. Reuters citerer en amerikansk embedsmand for at sige, at irakerne gør det »for at gøre dem sværere at ramme og for at øge sandsynligheden for civile ofre i tilfælde af et angreb.«

Nyt hovedkvarter
New York Times kunne i går berette om endnu et amerikansk tiltag, der kunne tyde på forberedelse af et angreb. Således ankom chefen for de amerikanske styrker i Den Persiske Golf, general Tommy R. Franks, i går til Qatar, hvor han skulle mødes med embedsmænd for at diskutere sine planer om at flytte en del af sit hovedkvarter i Tampa, Florida, til en flyvebase uden for Doha, Qatars hovedstad. Omkring 600 militære planlæggere skal ifølge planerne flytte til Qatar i november. Dette vil betyde, at man vil være klar til et eventuelt angreb sidst på året eller i begyndelsen af næste år.
General Franks vil herefter ifølge den britiske avis The Guardian rejse videre til Kuwait, hvor amerikanske og kuwaitiske soldater senere på måneden vil påbegynde en storstilet militærøvelse. 2.000 soldater skal deltage i den månedlange øvelse, som primært vil finde sted langs grænsen til Irak.
En diplomatisk kilde påpeger godt nok over for avisen, at øvelsen – kaldet Desert Spring – er en årligt tilbagevendende begivenhed og har været planlagt længe. Men samtidig erkender mand, at en lang række tungere våben er blevet udstationeret i Kuwait, og at to amerikanske skibe er på vej til landet med udstyr.
En leverandør af diverse forsyninger til militærpersonnel siger desuden til bladet, at ordrebogen er blevet usædvanligt fuld på det seneste.
USA har også baser i Saudi-Arabien, og den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld noterede på en pressebriefing i Washington mandag med tilfredshed, at sauderne vil lade USA bruge sine baser i landet til et angreb på Irak, hvis ellers angrebet er godkendt af FN’s Sikkerhedsråd.

FAKTA
Opbygningen omkring Irak
*Qatar: 600 militære planlæggere fra USA rykker ind til november.

*Kuwait: Storstilet kuwaitisk/amerikansk militærøvelse senere på måneden.

*Diego Garcia: USA har anmodet Storbritannien om at kunne stationere B2-bombefly på øen i Det Indiske Ocean.

*Nord- og Sydirak: Amerikanske fly er begyndt systematisk at ødelægge irakisk luftforsvar i flyveforbudszonerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her