’Usikkerhed er en del af frihedens vilkår’

Mandagssamtale
Den 44-årige tysk sociolog Ulrich Beck opnåede øjeblikkelig europæisk berømmelse, da han i 1986 brød igennem med det fremsynede værk Riskogesellschaft.
Her skitserer Beck en samfundsteori, der afdækker de brud, der sker når det klassiske industrisamfund opløses og antager en ny karakter – det såkaldte risikosamfund.
Beck forstår herved et samfund, der drives frem af angst for de teknologiske risici, som det selv producerer. Informations søsteravis Liberation har i anledning af det tyske valg talt med den tyske sociolog om, hvilke nye perspektiver han ser for vor tids risikosamfund.
– Politik i Europa er i dag en »fiktion«, for de fundamentale forandringer og risici, som truer vores samfund, den udspiller sig i en anden virkelighed, hævder du. Alligevel har du fulgt den tyske valgkamp med interesse…?
»Jeg har ført flere samtaler med Gerhard Schröder, bl.a. i en studiekreds om, hvad der kan gøres for at styrke civilsamfundet. Jeg har også deltaget i den ’fremtidskommission’, som Edmund Stoiber iværksatte, da han var Bayerns ministerpræsident for år tilbage. I Tyskland kan politikerne godt lide at omgive sig med intellektuelle, men de er lige så hurtige til at sende dem væk igen. Hvilket for øvrigt ikke er så dårligt, for det tilkommer efter min mening ikke de intellektuelle at binde sig til politikere.«
»En hovedkonklusion i vores fremtidskommissions arbejde var for øvrigt, at mængden af lønarbejde på arbejdsmarkedet uvægerligt vil svinde ind. Det ved både Schröder og Stoiber udemærket. Alligevel fortsætter de med at lade vælgerne blive i den tro, at fuld beskæftigelse er muligt.«

Intellektuel uærlighed
– I 1985, da du skrev på ’Risikosamfundet’, var der to millioner arbejdsløse i Forbundsrepublikken, hvilket du karakteriserede som en »katastrofe«. I dag er tallet fire millioner…?
»…og debatten har stort set ikke flyttet sig ud af stedet. Folk tror stadig, at en ny regering er svaret, eller at alting ordner sig, når de mindre årgange kommer ud på arbejdsmarkedet. Men når der i dag overhovedet skabes nye job, så er de i reglen skrøbelige af varighed – ’fleksible’, som det hedder. I USA er næsten 50 procent af alle job af denne art. I Tyskland og Storbritannien er tallet godt en tredjedel. Arbejdsløshed er en naturlig del af stadigt fleres cv – ligesom skilsmisse. Desværre har ingen europæisk politiker endnu haft modet til at åbent at indrømme, at fuld beskæftigelse er en illusion. Politikerne lider af intellektuel uærlighed – og det er dybt uansvarligt. Det kan på den baggrund ikke forbavse, at populisterne går frem.«
– Men hvorfor fastholde denne kollektive løgn?
»Fordi europæerne og ikke mindst tyskerne stadig i vidt omfang stadig er et med deres lønarbejde. Spørger man en tysker, hvem han er, vil ’katolik’ eller ’socialdemokrat’ ikke være hans første svar. Han vil snarere svare: ’Jeg er faglært arbejder hos Siemens’. Hele vores sociale sikkerhedssystem er baseret på, at borgerne har et arbejde. Det samme gælder hele strukturen af økonomiske og sociale interessegrupper.«
»I den græske oldtid var arbejde en skændsel – noget man overlod til de kvinder og slaver, der ikke havde rang af fri borger. Men i industrisamfundet blev lønarbejdet fundamentet for borgernes tilværelse og sociale liv, og vi er ikke kommet længere. At vi omsider er ved at frigøre os fra arbejde, opleves nærmest som en katastrofe. At gøre sig fri af denne identifikation med lønarbejde er en meget vanskelig proces, især for tyskerne.«
– Hvilken udvej ser du?
»Vi må væk fra lønarbejdets monopolstatus og anerkende en flerhed af aktivitetsfelter. På samme måde som den gamle og i sin tid enerådende kernefamiliemodel er under afvikling – aleneforældre, delefamilier, storfamilier, registrerede homoseksuelle partnerskaber osv. bliver mere almindelige – på samme måde må anerkende, at der findes mange andre typer værdifuldt og identitetsskabende arbejde: husarbejde, frivilligt arbejde, almennyttigt arbejde. …og alt dette bør kunne finansieres ved en minimal social forsikring, der dækker elementære behov.«

Dobbelt statsborgerskab
»Vi lever i et samfund i præget af enorme forandringer ikke mindst som følge af nye teknologier, men afviser alle nye sociale eksperimenter for i stedet krampagtigt at holde fast i institutioner, der blev formet i det 19. århundrede.«
– Har fire år med en rødgrøn regering ændret noget i Tyskland?
»Javist. En af de afgørende ændringer er retten til tysk nationalitet. Denne var før baseret på blod og jord. At se en neger i bayersk folkedragt og Lederhosen vil endnu i dag vække anstød for mange. Når en tysker møder en person, der ser afrikansk eller tyrkisk ud, vil han hurtigt konfrontere ham med spørgsmålet: ’Hvor kommer du fra?’ – Hvis den anden svarer ’fra Dortmund’, lyder det opfølgende spørgsmål: ’Hvor kommer du virkelig fra, hvorfra kom dine forældre?’ Hvis han stadig svarer fra Dortmund, vil spørgeren blive ved med at gå tilbage til han finder de udenlandske rødder.«
»Sådan er det ikke kun i Tyskland, men også i Skandinavien og Japan, hvor økonomisk velfærd traditionelt har været sammenfaldende med etnisk homogenitet. For at gøre op med denne indgroede forståelsesform vedtog Schröder-regeringen en uhyre vigtig reform af loven om retten til nationalitet. Samtidig har den anerkendt homoseksuelle partnerskaber – et afgørende skridt hen imod at åbne vores familiebegreb op for større mangfoldighed.«
– Men du vil gå videre: Du vil generalisere det dobbelte statsborgerskab til at gælde enhver europæer. Hvorfor?
»Hvis hver en europæer havde dobbelt nationalitet – europæisk og national – ville det fremskynde fremvæksten af en fælleseuropæisk offentlighed. Europas borgere ville være langt mere tilbøjelige til at blande sig i den politik, deres naboer fører, og Europas politiske partier ville være nødt til at regne med dette.«
»Det ville desuden sætte stop for de fremmedangstes ørkesløse diskussioner om risikoen for det tyske eller franske folks forestående forsvinden og i det hele taget gøre op med den udlevede forestilling om, at der findes en klart defineret national identitet.«

Flere former for usikkerhed
»Jeg foretrækker at tænke mig et kosmopolitisk Europa, for kernen i den europæiske identitet er netop diversiteten. Hvorfor ikke forestille sig institutioner, som afspejler denne diversitet?«
– Nøglebegrebet i ’risikosamfundet’ er ikke social retfærdighed som i industrisamfundet, men længslen efter sikkerhed og tryghed, forklarer du i dine bøger. Er en kandidat som Stoiber, der lover lov og orden, så ikke bedre i takt med tiden end Schröder og hans socialdemokratiske trivialiteter?
»Begrebet sikkerhed er ambivalent. På engelsk kan ’usikkerhed’ oversættes på tre måder: Unsafety går på trusler mod ens liv, f. eks. terrorattentater. Det er især den sikkerhed, højrefløjen gerne vil levere. Unsecurity vedrører usikkerhedhedens sociale dimension – et tema, både Schröder og Stoiber spiller på. Uncertainty drejer sig mest om videnskabelig uvished, som er meget central i risikosamfundet.«
»I 1980’erne og 90’erne talte man om ’sikkerhed’, når man diskuterede miljø- eller sundhedsproblemer – i dag tænker man snarere på terrorisme, kriminalitet eller arbejdsløshed. Motiverne skifter eller rettere: føjer sig til hinanden. Men risiciene bliver tilbage og vokser. Historiens
pointe er, at vi må lære at leve med risici.«
»Mange af mine kritikere har ikke forstået, at jeg også ser risikosamfundet som et positivt scenarie. Risici kan befordre fremvæksten af en transnational offentlig mening. Det mest markante eksempel er 11. september. På et øjeblik blev der skabt en følelse af et globalt risikosamfund, og hele verden måtte vende op og ned på sine prioriteter. Risikoen er et negativt kommunikationsmiddel. Det tvinger mennesker, der hellere ville ignorere problemerne, til at kommunikere på tværs af grænserne.«
– Så risikoen er i virkeligheden en chance for vores samfund?
»Det, som vi har brug for, er at udvikle en usikkerhedskultur. Risikofrihed eksisterer ikke. En politik, der prætenderer at kunne kontrollere og beherske alt, hviler på forfejlede principper og er dømt til fiasko. I kraft af de risici, det generer, må det moderne samfund hvile på tillid. Når jeg sætter mig ind i et fly, forventer jeg, at piloten er i stand til at styre det – det er ikke noget jeg kan verificere.«
»Vi lever nu i en epoke, hvor denne tillid er under erosion. Det, som syntes ganske sikkert før 11. september, er det ikke længere. At åbne et brev kan være forbundet med livsfare. Vores reaktion på denne nye situation har været en overreaktion. Overreageret har ikke mindst præsident Bush, der ser terrorisme overalt og har lovet at etablere en perfekt kontrol. Det er åbenlyst umuligt og kan kun skabe modproduktive skuffelser.«
»Vi bør i stedet acceptere usikkerheden som en del af vores friheds vilkår. Det kan lyde perverst, men usikkerheden er faktisk også en demokratiseringsform, fordi den konstant pånøder os at træffe nye valg.«

©Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen