Analyse
Hvad enten Tysklands ny kansler hedder Schröder eller Stoiber, så venter der ballade fra Bruxelles inden for de næste uger.
Allerede i foråret havde tysk økonomi det ikke godt, sommerens oversvømmelser har nu gjort ondt værre.
Den Europæiske Centralbank i Frankfurt sagde det i sidste uge: Tysklands statsunderskud stiger. Det præcise tal kendes endnu ikke, officielt er det forsinket. »Vi kan ikke lade os holde hen meget længere,« hvæsede EU-kommissær Pedro Solbes anonyme embedsmænd til Frankfurter Allgemeine Zeitung i fredags. De må dog pænt vente til lidt efter valget. Men allerede nu ved alle, at tallet ender med at komme op over de kritiske tre procent.
»Var det lavere, havde vi set det tal for længst,« lyder det fra Kommissionen.
Når grænsen på tre procents underskud af statsbudgettet er blevet et magisk tal i EU, skyldes det alene, at Tyskland krævede det i politisk pant for at opgive den kære D-mark til fordel euroen.
Marken måtte ikke ofres sydeuropæiske lande, der ikke tager inflationsspøgelset alvorligt. Så for at det hele ikke bare skulle være besværgelser og tal på et stykke papir, fandt Tysklands konservative finansminister Theo Waigel på stabilitetspagten.
Den skulle med advarsler, bindende anbefalinger og ultimativt bøder på op til 0,5 procent af BNP sikre, at de budgetuansvarlige end ikke turde tænke på at lade pengene fosse ud af statskassen.
Set som spændetrøje
I den danske ØMU-debat blev det set som den fæle spændetrøje fra Bonn og Bruxelles, der helt ville forbyde socialdemokratiske regeringer at give deres kriseramte økonomier et skud saltvand med store offentlige investeringer til gavn for de arbejdsløse. Siden da er ganske meget forandret.
»Historien om Tyskland og stabilitetspagten er historien om politifolkene, der selv endte i fængsel,« som den italienske Europaminister Rocco Buttiglione for nylig bemærkede med en vis skadefro.
Italien var nemlig et af de lande, som Tyskland på forhånd havde udpeget som hovedmistænkt for kommende budgetforbrydelser. Helt sådan skulle det ikke gå. Allerede i foråret var den gal med de tyske tal, der lå under det Berlin havde budgetteret med. Og tyskerne stod derfor til et klart gult kort fra kommissær Solbes i Bruxelles.
Men så gav Schröder sig til at spille med musklerne. Underskuddet skyldtes jo den økonomiske krise og et helt uventet fald i skatteindtægterne.
Ikke at det var på listen over de acceptable undskyldninger. Men alligevel. Og pludselig var der ikke flertal i EUs ministerråd for at give Tyskland det gule kort.
Den virkelige prøve
Det var altsammen før valget, hvor man måske kunne overtales til at gøre kansleren en lille tjeneste. Nu er det overstået, og hvis tallet om få uger står og blinker tre procent i rødt, så er EUs stabilitetspagt nået frem til sin virkelige prøve. Allerede efter Schröders frække forårsmanøvre sagde børs- og finansanalytikere, at stabilitetspagten ikke var sin vægt værd i papir.
Pagten har altid haft fjender, og en politisk genforhandling kan nu være lige om hjørnet. Man venter kun på den endelige tyske ydmygelse.
»Der er en besynderlig sitaution lige nu, hvor ingen lægger kortene åbent på bordet,« siger en EU-kilde.
I Storbritannien har finansminister Gordon Brown længe luftet idéer om, at det ikke skal tælles med i et underskud, hvis der optages lån til investeringer til modernisering af tognettet og veje. Og i Paris mente socialisterne længe, at der også skulle være mulighed for at skabe jobs under pagten. Men det blev aldrig til en vækstpagt. Nu er det pudsige så sket, at den ny gaullistiske regering i Paris er med på ideen, men med det ny indhold, at det er militære investeringer, der skal kunne trækkes ud af regnestykket!
I Rom går det heller ikke for godt med økonomien, og man har netop sænket vækstprognosen med én procent. Europaminister Buttiglioni vejrer både problemer og morgenluft: »Skal vi kunne sætte stabilitespagten midlertidigt ud af kraft?,« spørger han, og svarer: »Nej. Derfor vil det være bedre, at vi tager et fælles skridt fremad. De, der nu siger, at pagten ikke kan antastes må tage realiteterne med i betragtning,« siger Buttiglioni.
Han ved at både tysk, italiensk, fransk og portugisisk økonomi har tal, der er går den forkerte vej. Alt tyder på, at stabilitetspagten er på vej ind i en ustabil fase. Det kan åbne for en vigtig politisk diskussion om dens indhold og berettigelse.
