Læsetid: 2 min.

Ak, Orkney var vor

21. oktober 2002

Spot
I skrumpne imperier forbliver længslen efter fortids storhed. I Serbien er den stadig politisk rusmiddel. Vel også i Rusland. I Østrig lever Habsburg-herredømmet som et bittersødt minde.
Herhjemme kunne historikeren Palle Lauring rase over det svig, der førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Og megen politisk mønt er slået på drømmen om at få mere af Slesvig tilbage til riget.
Selv kosmopolitten H.C. Andersen begræd Danmarks territorietab:
Engang du herre var
i hele Norden,
bød over England
– nu du kaldes svag.

I glemmebogen er gået, at Danmark på den anden side af Vesterhavet bød over mere end England. Den danske konge var også hersker over Orkney- og Shetlandsøerne nord for Skotland. De to øgrupper er hver for sig på størrelse med Færøerne. De gik tabt – ikke i krig, men på den flovest tænkelige måde.
Nogle historiebøger har overleveringen, at danskerkongen tabte dem i terningspil. Det er forkert. Det var endnu pinligere.

Her er øernes sælsomme vandring: Fra år 700 bosatte vikingerne sig på Orkney og Shetland, og derved gled øgrupperne i 87o’erne ind under den norske konge Harald Hårfager.
Da et pestforarmet Norge i 1380 slog pjalterne sammen med Danmark, fulgte øerne med ind i rigsfællesskabet under den danske konge.
Så langt så godt. Men da Christian den Første (1426-81) havde ambition om at gifte sin datter med den skotske kong Jakob den Tredje, måtte han – som tidens skik var – hoste op med en medgift. Kontanter havde han ikke lige på kistebunden, og skotterne, de gniere, tvivlede på, at han nogensinde ville få det, for han ødede sine skattekroner på krige i Sverige for at holde svenskerne under dansk Kalmar-unionsledelse.
Altså forlangte skotterne et pant for medgiftens betaling. Hvad gjorde Christian den Første? Han stillede Orkney og Shetland som pantet. Og han betalte aldrig medgiften. Så pantet blev hjemtaget af den skotske krone, hvad Danmark i 1590 måtte erklære sig indforstået med.
Godt gik det heller ikke på den skotske side. Jakob den Tredje kom voldeligt af dage - en skæbne, der overgik alle de første fem skottekonger med navnet Jakob.
Gennem tabte uafhængighedskrige og dynastiske forviklinger gled Skotland langsomt ind i det unionsfællesskab med England, der fuldbyrdedes i 1707.
Således blev Orkney- og Shetlandsøerne en del af Storbritannien. Om de bliver der, er ikke til at vide. Der rumles om skotsk uafhængighed. Og øerne kunne jo også gribes af en færøsk trang til at være helt deres egne i verdenshavet.

*DR 1, kl. 20.30: Rejsen til Orkney med Søren Ryge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her