(2. sektion)
Interview
MADRID En tørkage. Pedro Almodóvar har demonstrativt placeret en tørkage foran sig på det skrivebord, han sidder ved under vores samtale. Kagen er som endemålet for en imaginær udflugt, et tavst varsel, hvis tilstedeværelse hviler tungere over pingpongspillet mellem spørgsmål og svar, end et højlydt tikkende ur ville have gjort. Den spanske instruktørs tid er knap i disse dage, hvor han er travlt optaget af at promovere sin nye film.
Der er få dage til den officielle premiere på Hable con ella (Tal med hende) i Spanien. Række på række af røde og blå plakater for filmen pryder væggene i indgangshallen til den flamboyante, pastelfarvede treetagesbygning, der huser Almodóvars nye produktionsselskab, El Deseo. Instruktøren har slået sig ned i hjertet af det madrilenske tyrefægterkvarter las Ventas. Nogle flyttekasser står endnu i hjørnet af hans kontor. På væggen på hver side af de babyblå vinduesskodder hænger to store malerier og en plakat for La ley del deseo (Begærets lov); i baggrunden står et surrealistisk udseende skuffedarium med åbne skuffer, der flyder med optagegrej og filmruller.
»Mine eneste fetichobjekter,« smiler Almodóvar. Isen er brudt, den anspændte stemning er med et helt forsvundet, fejet bort af en pludselig aura af total imødekommenhed.
Ægte spansk
Efter den store triumf med Alt om min mor en film, der blandt flere internationale priser også vandt en Oscar troede de fleste, at Almodóvar ville lade sig lokke af Hollywood. Men efter tre års stilhed er han nu tilbage, mere spansk og uafhængig end nogensinde, med en film uden stjerner og uden de vanlige barokke komediant-indslag, og hvor mænd ikke kvinder spiller hovedrollerne.
Filmen er selvfølgelig en ægte Almodóvar med alt, hvad det indebærer af melodramatiske opblusninger og sort humor, men en Almodóvar, der er fjernt fra stilen i Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Der er mindre gøgl i den. Og der er mærkbart dystre undertoner. Og Almodóvar blæser på reverensen over for store internationale festivaler ved at henlægge forpremieren til den upåagtede Festival de Paris.
»Jeg kan bedst lide smalle festivaler,« forsikrer han.
»Og jeg holder meget af Paris, som for mig er essensen af Frankrig. Desuden kunne den ikke nå at blive klar til Berlin.«
Men hvorfor så ikke Cannes?
»Hvorfor skulle jeg?
« Almodóvars smil isner. »I al den tid, jeg har lavet film, har Cannes aldrig appelleret til mig. På intet tidspunkt har den festival interesseret mig.«
Okay, så er det sat på plads, kortfattet og klart.
Cannes har i årevis set ned på Almodóvar. Filmiske smagsdommere mødte hans første film som Pepi, Luci, Bom y otras chicas del montón (1980) med udtalt foragt »delirøse og amatøragtige provokationer« blev de kaldt. Det var dengang, Almodóvar var en ung mand ansat som funktionær i det spanske postvæsen og måtte lave film i sin fritid. Et afgangsdiplom fra en filmskole fik han aldrig. Men i løbet af 1980erne blev hans film omgærdet af en begyndende kultisk interesse, der efterhånden forvandlede sig til offentlig forblændelse og hitstatus. ¿Qué he hecho yo para merecer esto? (Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?), Matador og La ley del deseo ser stort set ingen i dag, mens det triumferende gennembrud med Kvinder på randen
blev opslugt af det kommercielle marked og gjort til underholdningsfilm og som de foregående skammeligt forbigået af de store festivaler.
Mistede stemmen
I dag er situationen den omvendte. Almodóvar er en af de få sjældne fugle, der suverænt har været i stand til at gennemtrumfe sit særpræg på den internationale scene. Almodóvar har ikke brug for mondæne møder på Croisetten (filmbyen Cannes fashionable boulevard, red.).
Denne 14. film har den 49-årige spanier udelukkende lavet »for min egen tilfredsstillelses skyld« den er en »sang om venskab mellem to mænd«, som han er »meget stolt over«, fordi den er en risikabel satsning, der var forbundet med personligt gennemlevet smerte:
»Jeg var syg, havde næsten mistet stemmens brug. Den 11. september kom midt i det hele som et mareridt. Under optagelserne fik vi per telefon at vide, hvad der lige var sket i New York. Jeg var nødt til at forbyde al kommunikation med omverdenen, så optagelserne kunne gå videre. Nøjagtigt samtidig med, at tvillingetårnene sank sammen, tror jeg, mistede jeg min stemme helt. Herefter måtte jeg nedskrive alle instrukser. Ikke at kunne tale er for en instruktør næsten som en kastration.«
Almodóvar har ikke lyst til at uddybe sammenfaldet mellem sin stemmelidelse og sit filmarbejde. Man kan ikke trænge ham op i en krog med intime spørgsmål. Han er aldrig i bekneb for ord, men begrænser alle afspejlinger af sit privatliv til lærredets magi. Han elsker at spille på transponeringens tvetydigheder og overføre sine nærtståendes silhouetter til filmiske karakterer (f. eks. hans nu afdøde mor eller producentbror). I Habla con ella (Tal med hende) er det hele hans madrilenske omgangskreds af teaterskuespillere og venner, som han har samlet omkring det smukke landsted Caetano Veloso i en magisk sekvens, der skildrer en musikalsk soirée på en villaterrasse i californisk stil. Det smukke landsted, hvis søjlegang og bageste facade pryder en societyreportage i Vanity Fair det er hans eget.
Længsel efter det jævne
Symbolværdien er tydelig: Ikonoklasten er blevet spidsborgerlig iscenesætter af mondæne aftenselskaber, har »ændret sin holdning til narkotiske stoffer«, er blevet tildelt en titel som æresdoktor fra Universitetet i Cuenca, optræder ikke længere som del af Fabio McNamaras punkrockduo på undergrundsbarer, men filmer ballerinaen Pina Bausch på store italienske scener.
Berømmelsen har afskåret ham fra det madrilenske småborgerskab, som han besang på sin excentriske måde. Og han lider stærkt under afsavnet. Han ville ønske, at han igen kunne blande sig med »jævne folk«, beruse sig i deres banale konversation, som han lyster:
»Jeg husker min barndom i en landsby i La Mancha: Kvinderne, der sladrede i gården. Mændene disse manchego-fædre, som fældede deres skåsikre domme over dette og hint siddende i deres kunstlæderstole på verandaen. Det var dem, der fik verden og livet til at hænge sammen med deres løgnehistorier,« sagde Almodóvar i et interview kort før sin mors død »den eneste virkelige tragedie i mit liv« i 1999.
For nylig udtalte han i anden forbindelse, at han havde så stor »afsky for frankismen, at han ikke ville tillade noget minde om den at eksistere i sine film«. Alligevel har Almodóvar netop kastet sig over »et gammelt projekt af biografisk indhold«, der skal handle »om min dårlige opdragelse«. Han forestiller sig en film i to dele: Barndommen i 1960erne og en periode 20 år senere, hvor de to hovedpersoner igen konfronteres med deres tidligere religiøse opdragere, som nu ikke længere er præster. Der kommer et hårdt udtryk i Almodóvars øjne, og for en tid ser han tid til at fortabe sig i sine ungdomserindringer fra den tid, hvor Franco-styrets bornert moralske orden gennemsyrede det spanske samfund: skolesystemet, det katolsk-konservative gymnasium og siden flugten til Madrid, »da jeg var 16 år gammel«.
»Filmen skal være en blanding mellem en musikalsk komedie og en gotisk gyser. En virkelig sort og manikæisk film, hvor man ikke er tvivl om, at de onde de er virkelig onde.« Men rollebesætningen volder ham et problem:
»En af figurerne skal være en skuespiller, som i filmen vil kunne spille tre roller: en senet og muskuløs ung mand, en forførende kvinde og en ret banal ung mand.«
Endnu er det ikke lykkedes ham at få fat på denne sjældne fugl. Men imens han leder, er der mange andre manuskripter, originale eller bearbejdede, der skal vurderes. Der er f.eks denne her franske roman, som han har købt filmrettighederne til, og som han overvejer at optage i Spanien. »Mygale af Thierry Jonquet. Kender De den?,« spørger Almodóvar, samler tørkagen op og tager en bid af den.
© Libération og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
*Tal til hende har premiere den 11. oktober og bliver anmeldt i Information samme dag
