Læsetid: 8 min.

Amerika trænger til at blive helbredt

Sangskriveren Tori Amos’ seneste opus former sig som en rejse – en lydroman – gennem USA efter 11. september, et land, hun betragter som en blanding af en dysfunktionel familie og en nær ven
26. oktober 2002

Musik
Det første jeg ligger mærke til ved sangeren, sangskriveren og pianisten Tori Amos er den aura af venlighed, der omgiver hende. Eller også er det professionel imødekommenhed. Ikke desto mindre gør det scenariet på Hotel D’Angleterre nemmere at kapere, thi grundet grasserende pladeselskabsparanoia omkring det faktum, at somme kan finde på at lægge deres preciøse produkter ud på nettet, har jeg først haft mulighed for at høre den musik vi skal tale om på en forseglet cd-afspiller kort før interviewet.
Cd’en Scarlet’s Walk er en suite omkring benævnte Scarlet og hendes rejser på kryds og tværs af USA i hælene på 11.september med afstikkere til europæernes blodige erobring af kontinentet og de oprindelige indbyggeres nuværende pauvre situation. Amos kalder pladen en »sonic novel.«
–Kunne du have lavet denne her plade, hvis du havde boet i USA fremfor England? Du har jo status som eksil-amerikaner ...
»Det er mere kompliceret end som så, for selv om vi bor i Cornwall, har vi også et hus i Florida, ret tæt på min moder. Hun er min livline og hende vil jeg gerne være i nærheden af. Og så har jeg turneret USA lige siden min debut i 1992, så jeg er konstant inde og ude af landet. Scarlet-pladen er på mange måder et produkt af denne konstante turen omkring og jeg var faktisk på turné derovre sidste år, da galskaben brød løs omkring World Trade Center. Mange aflyste koncerter og turnéer af samme grund, men personligt følte jeg det ville være forkert at lade sig paralysere af situationen. Der var faktisk to grunde dertil: Jeg ville hverken lade mig diktere af massemorderne udefra eller de der hjemlige superpatrioter, der begyndte på deres evige tirader om, at hvis ikke du gør fuldstændig som vi siger, så elsker du ikke Amerika. De skal ikke have patent på patriotismen. Faktisk stødte det mig så meget at det blev den udslagsgivende faktor for at fortsætte turen, selvom det blev et helvede i lufthavnene. Vi endte med at køre meget i bus og bil«.

Modstridende interesser
– Det virker som om du trods 11. september har opretholdt et kritisk forhold til USA i din kunst?
»Jeg elsker Amerika. Som man elsker en kær, kær ven. Men nogen gange roder ens venner sig ud i uoverskuelige problemer og udefra kan man se, at de løsninger de vælger, ikke holder. Elsker man dem, involverer man sig og tager turen med dem. Velvidende at man undervejs også selv risikerer at ændre sig. Og så bliver det pludselig kompliceret. Og selvom USA udadtil måske virker relativt ukompliceret, er det modsatte faktisk tilfældet. Vi er jo ikke af en stamme, så at sige. Tusindvis af modstridende interesserer kæmper for at præge tingene med hver deres dagsorden. Verdens andre nationer har jo også sit at se til, folk er optaget af deres egne nationale problemer og deres infrastruktur er mindst lige så kompleks. Det kan jeg jo se i England, hvor nyt og gammelt brydes med endnu større voldsomhed end i USA«.
»Noget, der slog mig i hælene på 11. september, hvor USA begyndte at bevæge på kanten til det vanvid, var at landet stadig fungerede. Det samme kan siges om Irak eller Israel, hvor vanviddet også blomstrer,« siger Tori Amos.
»De fungerer jo stadig væk. Men – og det er et stort men – det er jo kun på overfladen. Det er lige som en dysfunktionel familie – alle tager på arbejde eller går i skole, men det er jo ikke det samme som at de har det godt, eller at tingene fungerer. Det er trådene, der spredes i stedet for at samles. Hver tråd fører én længere bort fra helheden eller illusionen om en helhed. Og dét slog mig med stor kraft des dybere jeg trængte ind i Amerika og hendes sjæl og de mennesker der ’passer på landet’, eller hvad de nu har gang i. Jeg blev nødt til at tage hjem til England og redigere alt det stof, vores sidste turne derovre affødte. Jeg kunne ikke finde den røde tråd blandt de tusinde tråde. Den siddende regering gjorde det ikke nemmere med den primitive retorik, der stod ud af nyhedskanalerne.«
»Det handlede om at finde ind til kernen. Derfor søgte jeg tilbage til de indfødte amerikanere, deres spiritualitet og især filosofien om at give landet det tilbage man har taget fra det. Måden hvorpå de opfattede Jorden som en Moder og i forlængelse heraf, hvordan de plejede og passede hende, forekommer mig indlysende og beundringsværdig. Man kan i den forbindelse tale om, at det nuværende USA hviler på en lang stribe brudte aftaler, som man ned gennem årene har indgået med indianerne, kun for med vold at bryde dem. Alle de brudte aftaler er Amerikas sorte plet.«
»De indfødte amerikaneres plet er, at de ikke kunne enes indbyrdes og derved måske have opnået bedre resultater i forhold til den flodbølge af aggresive indvandrere, som stjal deres land. I stedet bekrigede og forrådte de hinanden og det er deres sorte plet, noget de den dag i dag stadig betaler en høj pris for. Det er vigtigt at erindre sig, at sådan fremstilles tingene ikke i de amerikanske skoler. Man kan godt finde sandheden – eller en flig af den – men det kræver man er parat til at yde en indsats. Og man vil møde modstand undervejs, for som i alle lande verden over elsker amerikanerne deres myter. Meget mere end de elsker sandheden. Den er nemlig – lige som den kærlighed, der ikke er brygget i Hollywood – besværlig, selvmodsigende og omkostningsfuld.«
»Og den der kerne af forræderi udgør stadig fundamentet i Amerika. Tænk på de titusindevis af almindelige mennesker, der her for nylig gik fallit, fordi ledelsen i nogle store finanskonglomorater viste sig at være bundrådne og kun optagede af at rage til sig på bekostning af aktionærerne. Dette tillidsbrud er afgørende for forståelsen af USA, før som nu. Det er den kerne, jeg taler om,« siger Amos.
»Forræderiet omfatter ikke kun de indfødte amerikanere, det omfatter alle amerikanere. Og den desillusion kan mærkes helt ud i de mest banale dagligdagssituationer. Forræderiet består i at man har en aftale – underforstået eller formaliseret, det er underordnet – om, at der er bestemte regler man følger. Men det gør den stærke part bare ikke. Kun så længe det passer den, i hvert fald. Dette er den amerikanske syge og den strækker sig hele vejen tilbage til de første kristne satte foden på Plymouth Rock. Og derfor gør hele denne affære fortiden uhyre nærværende, man kunne sige Amerika lever i fortiden, fordi der aldrig er blevet gjort op med den. Hvor er selvransagelsen i alt dette? Kan du få øje på den? Jeg kan søreme ikke«.

USA bør huske historien
– Er det ikke bare menneskets natur? At rage til sig på bekostning af andre? Lyve, bedrage og så videre?
»Vi har skam alle vores skyggesider, men det retfærdiggør ikke at man opbygger et samfund på de præmisser. I åbnede jo også dørene for en masse fremmede engang, da I havde brug for deres arbejdskraft, ikke? Og nu skal de alle sammen sparkes ud, fordi tiderne er skiftet, ikke sandt? Det er svært at få øje på det moralsk forsvarlige i den sammenhæng, er det ikke? Burde vores ledere ikke være i stand til at holde hovedet koldt, fremfor at følge enhver ondskabsfuld krusning i marginaliserede dele af befolkningen, fordi det eneste de er ude efter er stemmer? Jeg efterlyser en moralsk rettesnor, der går hånd i hånd med den svulstige retorik, vi skal ligge øre til, hver gang nogle vil vælges til et offentligt embede.«
»Det, der generer mig, er at USA ikke har kigget på sin egen historie. Nu skal Saddam Hussein og hans folk bombes tilbage til stenalderen, fordi der er behov for handling. Det er bare ikke den rette handling. Tyskland får fingeren, fordi de ikke vil stille sig op i køen af rygklappere. Her er vi ved kernen af problemet: Du er enten med os eller imod os, lyder det implicit, hver gang der lyder en kritisk røst. Undskyld, men er jeg lige vågnet op som statist i en dårlig Hollywood-film fra 40’erne? Er det her virkelig en sag for Bruce Willis? Der var mange hvide indvandrere, som følte væmmelse ved den måde man løste ’indianerproblemet’ på, men de blev jo udskreget til landsforrædere. Tænk, her bildte jeg mig ind at demokrati bygger på kritiske dialoger og ikke fundamental kristendom og skinger selvretfærdighed. Det må du kunne indse er hinsides menneskelig natur, der er langt større ansvar – eller mangel på samme – på spil her.«
»Min nye cd forsøger at komme bagom hele den der retorik og finde ind til de folk, der ikke kun drives afsted med historien, men på hver deres måde er med til at forme den. Og så handler det om at hele de store sår, der er bag den moralske makeup, USA fremviser udad til. Dette forræderi er som et sår i siden på landet og grunden til at kvinderne spiller sådan en stor rolle på Scarlet’s Walk er vel også, fordi jeg mener, de besidder en helende evne. Der er behov for heling, fordi vores historie hjemsøger os og gør det helt umuligt for os at se verden som den er: Kompleks, forvirret og anderledes!«
»Vejen til heling går gennem erkendelse. Myten om de gode kristne, der fordrev de grusomme indfødte og dyrkede landet og byggede byerne er jo netop en myte, fordi den ikke medtager omkostningerne, hvilket så igen bare er en omskrivning af folkedrab. At den myte er blevet insitutionaliseret er en plet på Amerika, som det kan tage hundredevis af år at vaske væk. Så vi kan faktisk ikke komme i gang med det hurtigt nok! Jeg siger som Van Morrison: Let the healing begin ..., siger Tori Amos, hvis nye cd udsendes på mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her