Læsetid: 4 min.

Arabisk topmøde

Betty Nansen Teatret har bedt 10 arabiske dramatikere skrive teater til et europæisk publikum. Projektet er en reaktion på den danske indvandrerdebat
3. oktober 2002

Teater
Et rødt fløjlsklæde ligger spredt ud på en scene i et mørkt baglokale på Frederiksberg. Tre skuespillere halvt sidder, halvt ligger, i gang med at gennemgå et manuskript. Skuespillerne er danske, manuskriptet er på engelsk, men er oprindeligt skrevet på fransk. Af den libanesiske dramatiker Paul Mattar. Det giver i sagens natur nogle sproglige kvababbelser.
»Le Palet,« siger instruktøren med eftertryk. På fransk.
»The Palet,« præciserer den britiske instruktør Alan Lyddiard, som skal stå for opsætningen.
»What is that?,« spørger en dansk skuespiller.
»En palet?,« forslår en anden skuespiller, henvendt til den første.
Det ender med, at Paul Mattar peger på sin gane og får forklaret, at det er den, han mener.

De andres tanker
Ideen med projektet De andres tanker opstod efter det seneste valg. Betty Nansen besluttede at opfordre en række dramatikere fra Mellemøsten til at skrive hver sit stykke med udgangspunkt i 1001 Nats Eventyr, forklarer Henrik Hartmann, som er en af teatrets to ledere.
»Vi konstaterede, at 75 procent af befolkningen stemte på tre såkaldt folkelige bevægelser, som ønsker at smide to procent af befolkningen ud af landet. Men jeg tror ikke, at de to procent har nogen praktisk betydning. Det handler om, at de trigger en frygt i os. Ideen med projektet er, at vi skal lære dem at kende. Det er grunden til, at vi ville invitere de 10 absolut bedste folk fra Mellemøsten herop for at fortælle om deres etik og moral,« forklarer Henrik Hartmann.
Syv af de 10 dramatikere tilbringer netop nu en uge sammen med skuespillerne og instruktøren. Det er kort tid, når man først skal skyde sig ind på hinanden. Det handler ikke kun om forskellige sprog, men også om forskellige kulturer.
Pludselig strømmer arabiske toner ud fra højttalerne. De kvindelige skuespillere skal opføre en mavedans og får en lynindføring. De går på med krum hals, men danske hofter er mere til pendulbevægelser end den rytmiske vuggen, instruktøren lægger op til.
Dramatikerne har kun været i landet i 48 timer. Men Paul Mattar og hans iranske kollega Maziar Bahari har indvilliget i at fortælle om deres tanker med projektet og om deres første møde med dansk teater.
»For mig er teater som en elskovsakt. Det er det, jeg er her for. For at elske med de danske skuespillere. Elskovsakten er en fælles, skabende handling. Og det er det, projektet handler om,« forklarer Mattar.

Kunstnerisk frihed
Maziar Bahari har valgt at deltage, fordi det giver ham mulighed for at lave teater, som ville være utænkeligt i Iran. Han har tidligere lavet dokumentarfilm, blandt andet den roste Football – Iranian Style.
»I Iran er der en frygt for især amerikansk kultur, hvor man enes om den laveste kulturelle fællesnævner. Vi har en frygt for at miste vores egenart, og derfor mangler vi jeres åbenhed.«
Det lægger begrænsninger på, hvilke stykker Maziar Mahari kan få opført i sit hjemland. Betty Nansens projekt har givet ham langt friere hænder.
»Projektet er ikke bare et gammelt stykke, der skal oversættes. Vi er blevet bedt om at lave noget helt nyt, som så vil udvikle sig i mødet med skuespillerne. Men vi har ikke fået opsat grænser – bortset fra at vi kun har meget kort tid sammen med skuespillerne,« forklarer Bahari.
Ingen af de to instruktører opfatter sprogbarrieren som et uovervindeligt problem. Engelsk er Paul Mattars tredje sprog efter fransk og arabisk.
»Teatermennesker er vant til at udtrykke sig med bevægelser. Og så kan man forstå meget alene ved tonefaldet. Under alle omstændigheder er min tekst kun på 15 sider. Det er jo ikke en bog, jeg udgiver, men et teaterstykke. Hvis jeg havde kunnet undvære ordene helt, havde jeg gjort det. Det sjove bliver, at når stykket til sin tid bliver opført på dansk, så vil jeg ikke forstå, hvad der bliver sagt.«
Maziar Bahari har oplevet sprogbarrieren som en udfordring.
»Normalt arbejder jeg meget med nuancerne i sproget og bruger specielle vendinger med en helt præcis betydning. Men visse begreber kan ikke oversættes fra persisk til engelsk og videre til andre sprog. Det fjerner meget af den kulturelle kontekst. Til gengæld har det tvunget mig til at finde essensen i min fortælling,« forklarer Bahari.
I hans stykke bliver en ung pige udnyttet seksuelt af sin stedfar. Og selvom historien er placeret i en iransk kontekst, er det ifølge Bahari en problematik, som alle kan forstå rækkevidden af.
Både Maziar Bahari og Paul Mattar er afklarede med, at Betty Nansen Teatret med projektet ønsker at sende et politisk budskab.
»Mit budskab er, at vi nok er forskellige, men ikke fra forskellige planeter. Det gode ved projektet er, at vi ikke bare skal se på hinandens kulturer og blive enige om, at alt er godt. Vi skal tværtimod dele noget kunst og kultur. Og jeg mener, at kultur er bedre end politik til at formidle komplekse budskaber,« siger Mattar.
For Maziar Bahari er det vigtigste ikke at komme med en kommentar til den politiske situation i Danmark.
»Det vigtigste er at dokumentere nogle ting, som foregår i mit land lige nu. Det her projekt giver mig en mulighed for at lave teater, som ikke ville kunne opføres i mit hjemland. I den situation vil jeg hellere forsøge at få sat mit stykke op i så mange lande som muligt. Det vigtigste for mig er at dokumentere sandheden.«

*’De Andres Tanker’ har premiere 30. dec.
*www.bettynansen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her