Læsetid: 4 min.

Bille og Norén tvinger os til at se os selv

Bille August viser sig som en fremragende iscenesætter af Lars Norén på Det Kongelige Teater
11. oktober 2002

Teater
Personerne i Lars Noréns seneste stykke er aldrig tilfredse. Faktisk er de temmelig rædselsslagne i deres ubodelige ensomhed, skønt de forsøger at klamre sig til deres skrøbelige parforhold. Alle fire – to af hvert køn – prøver forgæves at leve sammen med en anden, men mangler tilliden og evnen til at finde ro. Først og fremmest fordi de ikke selv er i stand til hverken at lytte eller give af sig selv. Måske fordi de dårligt ved, hvem de selv er?
Deprimerende? Det er det i og for sig også. Men så alligevel ikke helt. For her oplever vi en Norén, der er så langt mere forsonende og forstående over for sine figurer, end vi før har oplevet det. Ja, han går endda så langt som til at give dem en form for happy end midt i det, der ellers ligner den endelige og totale kollaps. Så kærligt-optimistisk har han aldrig været tidligere. I hvert fald ikke inden for hjemmets fire vægge, hvor vi igen befinder os, efter at Norén i sin seneste trilogi har svunget svøben over teaterpublikummet ved at klaske os kras socialrealisme lige i fjæset. Han tvang os til at forholde os til de hjemløse, nynazisterne og de andre drenge i skyggen. Alle dem, vi ikke vil lege med. Men med Detaljer er vi i stedet pinedød nødt til at konfronteres med dig og mig og vi to.

Ulykkelige bødler
Vi er ikke længere vidner til de tidlige stykkers spektakulært-chokerende familienedsmeltninger, men får lov til at følge den serielle monogamis stakkels, ulykkelige bødler og ofre i en række temmelig bitre scener, der alle fornemt afsluttes og afbrydes som et stumt skrig. Sekvenser, der hver især er sat på scenen med en pointeret knaphed, som må have tiltalt filmmanden Bille August, der her for første gang iscenesætter for teatret. En reel handling er der næsten ikke tale om, skønt man faktisk følger de to pars – et ældre og et yngre – fatale partnerby tterier med spænding. For langt vigtigere er den sjælelige tilstand, som er summen af alle pindene til samhørighedens ligkiste.
Man kunne godt have undt Bille August at debutere med dette kammerspil på en anden og mere intim scene end den håbløse Stærekasse, HVOR ALLE REPLIKKER SKAL RÅBES. Alligevel er det lige før, man glemmer de ugunstige rammer undervejs. For August har fat i den præcist seismografiske skuespillerfornemmelse, man håbede på, han kunne overføre fra sine bedste film – alle med det nordiske, indre drama som udgangspunkt.
Første del er givet en løbende, nærmest letbenet puls. En komedie? Det er lige før. Navnlig i det ældre pars ægteskabelige diskussioner fremhæver instruktionen fornemt den bidende sarkasme og ætsende sorte humor, der allerede syder i Noréns veloplagte tekst. Midt i en tilsyneladende endeløs strøm af almindelig snik-snak fyrer Noréns personer deres desperate råb om hjælp af, der aldrig bliver hørt.
Den rappe replikturnering cementerer den kærligt ondskabsfulde svenskers moralske bud: At vi som gennemnarcissistiske småidioter er godt i gang med at forspilde vores liv ved aldrig at turde bekende kulør – selv over for dem, vi elsker. Og at vi trods rimelig intellektuel formåen stadig er ude af stand til at sige eller lytte til noget af betydning og handle derefter. Derhjemme eller ude i den store verden. I stedet lever skøjtes der elegant hen over den tynde is – med kurs mod mørke sprækker. Det er nemmere at bygge sin tilværelse op på en fyldt kalender og et nyt køkken til 200.000 end at forholde sig til hinanden. En sjælelig tilstand, som også Christian Friedländers scenografi bliver et iskoldt, gennemæstetiseret sindsbillede på.
Balancen mellem gode viljer og mislykkede kontaktforsøg administreres skarpt af skuespillerne, der har et godt tag i psykologien og skruer op for frustrationen i overgangen til anden akts kuldslåede fortsættelse af de glædesløse liv.
Benedikte Hansen er helt rigtig som den checkede læge, hvis køligt polerede skal efterhånden opløses i seksualfrustreret, gold ensomhed, men som alligevel finder en slags mening med det hele. Og Ole Lemmekes særlige evne for mænd af glat, flosset charme udnytter han her i en både vittig og meget smuk præstation som den efterhånden midaldrende forlagsredaktør, der følger sit hjerte, men bliver offer for sine egen emotionelle begrænsninger. Glimrende er også stortalentet Helle Fagralid som den nervøse unge kvinde, der trods psykisk ustabilitet bliver hans tredje umulige kærlighed. Nicolai Dahl Hamilton slutter firkantsdramaet af som den højt gearede unge skuespilforfatter, der efterhånden går i effektivt i hundene.
Det er et kup, at nationalscenen har sikret sig en urpremiere af Nordens betydeligste, nulevende dramatiker. Et stykke teater, der bør ramme sit publikum som et kuldesøgende missil, og som med Bille August som instruktør har fundet en kongenial forløser.

*Detaljer. Skuespil af Lars Norén. Iscenesættelse og oversættelse: Bille August. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Maria Gyllenhof. Komponist: Stefan Nilsson. Det Kongelige Teater, Stærekassen til 21. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu