Læsetid: 3 min.

Den bløde drage

Den fjerde film om og med psykiater-kannibalen Hannibal, ’Den røde drage’, er en overflødig film, der kæmper med overspil og overdrivelser
25. oktober 2002

(2. sektion)

Ny film
Begæret efter penge er det eneste, som kan om ikke retfærdiggøre så i hvert fald forklare så overflødig en film som Brett Ratners Den røde drage. Det er den fjerde film baseret på Thomas Harris’ bøger, hvori seriemorderen og kannibal-psykiateren Hannibal Lecter spiller en væsentlig rolle.
Og netop Lecter er den primære årsag til, at Den røde drage overhovedet er blevet lavet. Bogen bag er blevet filmatiseret én gang tidligere – i 1986 af Michael Mann og under titlen Manhunter – og i forhold til dén film eller Harris’ veldrejede historie, har Den røde drage ikke meget at byde på. Lidt trist med alle de ellers fremragende kræfter, som har været involveret i filmen.
Efter Manhunter, der kun meget kort introducerede os for Hannibal the Cannibal, den gang i Brian Cox’ skikkelse, er han nemlig blevet superstjerne.
Spillet af Anthony Hopkins som en på én gang sympatisk og frygtindgydende karakter, der gerne har en bidsk og lifligt spøgefuld bemærkning på læben, har figuren med Ondskabens øjne og Hannibal fået sig en stor fanskare.
En hengiven størrelse, som sikkert gerne vil betale sig til at grine og gyse i biografmørket, mens Hannibal med sit store intellekt dissekerer de sagesløse besøgende, der vover sig ned til kannibalens plexiglas-forede kældercelle.

Seriemordere
Will Graham (Edward Norton) er den empatiske FBI-agent, der efter et blodigt sammenstød med seriemorderen Hannibal Lecter trækker sig tilbage for at pleje sig selv og sin familie.
Men da en anden seriemorder med øgenavnet Tandfeen (Ralph Fiennes) – han bidemærker sine ofre – sætter politiet og FBI grå hår i hovedet, indvilger Will i at prøve kræfter med sagen. Han kører dog også fast og må hente hjælp fra sin gamle nemesis, den umådeligt skarpsindige dr. Lecter (Anthony Hopkins).
En uvurderlig hjælp, som sætter Will på sporet, men som samtidig også bringer ham endnu mere i skudlinjen af både Tandfeens syge planer og Hannibals skumle tankespil.
Der er med andre ord meget på færde i Den røde drage.

For meget drengerøv
Som en thriller i mellemklassen fungerer Den røde drage udmærket, og den byder på flere intense, suspense-fyldte øjeblikke. Dog har filmen to store problemer – blandt mange mindre.
Der er ingen tvivl om, at Ratner og hans manuskriptforfatter, Ted Tally (der også skrev Jonathan Demmes Ondskabens øjne), har forsøgt at lave en klassisk thriller i stil med netop Ondskabens øjne.
Men Hopkins, der har fået frie hænder til at forme Lecter – det insisterede han på, hvis han skulle gentage rollen – har valgt at overspille sin karakter til karikatur, og de mange scener i kælderen hos monsteret er ikke uhyggelige, men i stedet – isoleret set – morsomme og sine steder decideret fjollede. Et andet problem, som filmen kæmper med, er den ellers meget begavede skuespiller Edward Norton, der ikke kan fylde Will Grahams sko.
Graham er en plaget sjæl, som i sit arbejde med at profilere og fange seriemordere har været tæt på at ryge ud over kanten.
Nortons spil ejer ikke de uudtalte, uudgrundelige kvaliteter, som er Grahams, og som William Petersen så fremragende formidlede i den anderledes vellykkede Manhunter. Der er kort sagt for meget drengerøv over Norton, også udseendemæssigt, og han synes slet ikke at have strenge nok at spille på til at kunne give liv til så kompleks en karakter som Graham.
Utilfredsstillende er også en anden personlig favorits arbejde på filmen – eller måske er det snarere instruktørens (mis)brug, som irriterer. Komponisten Danny Elfman, der er kendt for kulørte og humørfyldte scores, beviste med sin lydside til thrilleren A Simple Plan, at han også mestrer det underspillede og stemningsskabende.

Af den larmende slags
Men i Den røde drage pøses der på med musik af den larmende slags, som absolut og meget hørligt vil fortælle sit publikum, at nu skal det være bange.
I modsætning til forbilledet Ondskabens øjne bygger Den røde drage ikke en stemning op, men satser i stedet på pludselige chok og billige effekter.
Og måske er det slet ikke så underligt: Brett Ratner er bedst kendt for sine hovedløse actionfilm – bl.a. Rush Hour 1+2 – hvor stort og dumt er lig med godt og indbringende. Den røde drage lugter langt væk af spildte muligheder – udelukkende sat i produktion for at score penge og overladt til en instruktør uden evne eller mulighed for at tøjle de naturkræfter, han har haft med at gøre.

*Den røde drage. Instruktion: Brett Ratner. Manuskript: Ted Tally. Amerikansk (Imperial, Palads, CinemaxX og Empire i København og for mange biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu