Læsetid: 6 min.

Bøger så rå at de støder

I Frankrig skriver de kvindelige pornografer om lige det de vil. Og udsætter sig derfor for kritik fra ’rasende heteroseksuelle’ mænd
23. oktober 2002

Sexet litteratur
PARIS – »Hvis det lykkes Dem at komme gennem Catherine M’s seksuelle liv (udk. på dansk på torsdag, red.), så er de vaccineret for et godt stykke tid. Der er intet ophidsende ved den,« skrev den kendte kritiker Michel Polac i Charlie Hebdo da Millets bog udkom i Frankrig og tilføjede »Hendes seksuelle dont er kvalmende banal«. Forfatteren og filosoffen Stéphane Zagdanski var nogenlunde lige så nådesløs. »Disse udpenslede neurotiske beskrivelser af at kneppe, er tegn på en total æstetisk forstoppelse«, kunne man læse i Nouvel Observateur, hvor han også skød med skarpt på en række andre bøger, skrevet af kvinder, der er udkommet i de sidste par år i Frankrig. For kvinder er begyndt at skrive om seksualiteten på en måde, der er så rå, at det støder .

Seksualsubjekt
I Frankrig diskuteres det på livet løs, om der nu omsider findes et kvindeligt seksuelt subjekt, eller om alle disse skrivende kvinder egentlig ikke bare har overtaget et mandligt fantasmeunivers, hvor selv mænd gøres til objekter.
Catherine Millet, Claire Legendre, Catherine Breillat, Catherine Cusset og Marie Nimier er blandt de kvinder, der tæller på den litterære kvindelige pornofront. Det meget rå sprog har taget form i løbet af de sidste 15 år hos forfattere som Virginie Despentes, Alina Reyes og Annie Ernaux.
De hentes alle op af posen med ’pornografiske kvinder’, men i posen gemmer sig for eksempel også den tidligere pornoskuepillerinde Raffaëlla Andersons lakoniske selvbiografi Hard, en anden pornoskuespillerinde og instruktør Ovidis Porno Manifesto, den canadiske eksludder Nelly Arcans selvbiografiske roman Putain og i et helt andet spekter den hysterisk intense Christine Angot, der fik sit store gennembrud med romanen Inceste.
»Det er ikke til at vide, hvad der er gået af journalisterne« skriver Ovidie i sit Porno Manifesto. »Der skulle tales om sex, det er der ikke noget nyt i, og så var der nogle smarte gutter, der fandt ud af at kalde det for ’kvindernes generobring af seksualiteten’. At tale om en bevægelse er blot en måde at forklejne det subjektive aspekt i de forskellige værker«.

Sexkakafoni
Når man åbner posen, er det da også mildest talt en kakafoni af kvindestemmer, der slipper ud.
»Denne gang er orgasmen glimrende. Hårbørsten forfra, og en af hotellets blyanter i røvhullet, jeg drømmer om at blive fyldt helt op«, skriver Catherine Cusset i 1997, i Jouir (’Orgasme’), der opnås alene og med en række af mænd.
Catherine Millets prosa bevæger sig med nydelse rundt om objektet. »Hvordan kan det være at sutningens virkning mærkes i den anden ende af kroppen, at læberne, der strammer sig om penis, skaber en usædvanlig hård ring ved indgangen til skeden?« — og en side længere fremme: »Måske er der en forbindelse mellem den måde, jeg er omhyggelig med at sutte den af på, og den omhu jeg lægger i beskrivelser?«
Hvis der udover kønnet er noget, der er nærværende i mange af bøgerne, så er det: skriften. Catherine Millet er fuldt bevidst om, at hun (be)skriver.
Catherine Cussets hovedperson møder en kvindelig forfatter og læser De Sade og Marguerite Duras ind imellem sine seksuelle bedrifter.
Annie Ernaux, der i 1992 havde kæmpesucces med romanen Passion Simple, om hendes erotiske betagelse af en sovjetisk diplomat, der ikke foretager sig andet end »At bolle, drikke vodka og snakke om Stalin«, udgav i foråret sine dagbogsoptegnelser fra samme periode, hvor hun skriver om at skrive og bolle. Hvilket får litteraturkritikeren Mona Chollet til at overveje, om denne litteratur, som Alina Reyes også har leveret et eksempel på med udgivelsen af dagbogsnotater, og som anser sig selv for at »være den nøgne sandhed«, ikke har et problem med at udelukke læseren: »Når man læser, at Annie Ernaux slikker den af på sin elsker i bilen, mens Yves Duteil synger »Den lille bro i skoven« på bilradioen, så vil vi godt tro, at det var »Et sublimt optrin« for hende, men vi føler det ikke. Man får mest lyst til at grine«.

De spredte ben
Selv i eksluderen Nelly Arcans roman, går vejen fra et hjem med en hensygnende mor og en religiøs far, der venter Apokalypsens umiddelbare komme, over det ret trivielle liv som luder mod en fremtid som… forfatter. Den fuldendte jongleren mellem den pornografiske skrift, skriften, og forfatteren leverer Marie Nimier med sin roman Den nye pornografi.
En forlægger finder ud af, at der mangler pornografi for kvinder, og den unge og især fattige forfatter Marie Nimier skal levere den. Det gør hun ud fra grundig forskning (især med en brandmand), de pornografiske tekster står lysende, og der er plads til refleksioner over pornografien.
Hvorfor kan mænd overhovedet holde ud at se disse skarpt belyste billeder af kvindekønnet? »Er det noget de har fundet på for at berolige sig selv? – Nej, en skede er ikke en afgrund eller et gabende hul, det er blot en fløjlsforet lomme. Der er ingen tænder, kun blonder jeg har jo sagt dig at du ikke behøver at være bange.« Og som forsvar for billedpornografiens brutale billeder af kvinder med spredte ben, skriver hun, »at det måske er den største ære, man kan gøre os.«
»En ung mand, der får sine første seksuelle fornemmelser ved dette syn, får måske en langt mindre stereotyp opfattelse, end de der ophidses af pin-upper med siliconelæber.«

Guds ansigt
Filminstruktør og forfatter Catherine Breillat mener til gengæld at problemet med mænds overherredømme og pornografien i den form den antager nu, netop er mænds skræk for det, der er at se mellem en dames ben. I romanen Pornocratie iscenesætter hun en huit clos, hvor en homoseksuel mand bliver betalt for at se og beskrive kvindekønnet - en idé hun har fra… Marguerite Duras: »Og der er jo ingenting. Mændenes vrede er rettet mod det usynlige. De ønsker at gøre vort køn til en blodig grød for at se Guds ansigt«, skriver hun i den nærmest hallucinerende tekst på kanten mellem Gud, døden og kønnet. Og det ender selvfølgelig galt.
Galt eller vanvittigt. Kvindeligheden afsøges et sted i sprækkerne af normaliteten. Som Breillat gør opmærksom på, så betyder pornografi, ’at betegne skøgen’, og hvis det i disse bøger er et billede af kvinden, udelukkende som kvinde (og ikke mor eller barn etc.), der tegnes, så er der måske grund til at spidse ører.
Zagdanski, der omtaler sig selv som ’rasende heteroseksuel’ foretrækker at holde sig for ørerne. »Der er ikke noget, der er så seksuelt som tanker« skriver han og disse kvinder burde »skrive om følelserne«, i stedet for bare at skrive om at bolle.

Penislængsel
Men i den nye franske kvindelige ’pornografi’, skriver kvinderne præcis om det de vil. Det er råt. Og selv i den enkelte tekst er kønnet aldrig entydigt.
Der er næsten altid et homoseksuelt element tilstede, som hos Breillat, eller Angot, der finder frem til faderens incest gennem et homoseksuelt forhold, (og skriften og psykoanalysen) eller Raffaëlla Anderson, der i pornofilmene dobbeltpenetreres af mænd, men i virkeligheden er lesbisk. I Claire Legendres roman Viande, savner den kvindelige hovedperson sin afdøde kæreste så meget, at der langsomt gror en pik ud af hende.
I Millet, Cusset og Alina Reyes fantasmer fyldes de til gengæld op af så uendelig mange af dem, at det uden tvivl må virke bekymrende for en hvilket som helst mellemalmindelig potens.
Freud og Lacan er aldrig langt væk.
Millet, Angot, Anderson og Arcan skriver på baggrund af de psykoanalyser de har været igennem. »Magten, den sadistiske penis, den har jeg nu, især takket være den kuglepen, jeg har i hånden« skriver Angot. Når kvinder beskriver skøgen sker det både ude og indefra, og så høres der måske ikke lige det, en ’rasende heteroseksuel’ mand har lyst til at høre.
De skriver alligevel. Og med det påfaldende store antal Bic-kuglepenne, der i disse tekster onanerer kvindenumser, ud over pikken i kussen, er der måske ikke mindst tale om: at nyde skriften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her