Læsetid: 6 min.

Sig mig hvor du bor

26. oktober 2002

Intermetzo
Presseetisk kan man diskutere offentliggørelsen af private postkort til landets statsminister. Denne betragtning foranlediget af dagbladet Politiken, der nylig publicerede konkurrenten, chefredaktør K. Madsens private korrespondance med Fogh Rasmussen. Dannelsesgrænsen blev gået nær ved denne unægtelige blottelse af brevhemmeligheden, men man skulle være mere end almindelig velopdragen for at lade det serverede læsestof ligge. Alene chefredaktørens tonefald over for statsministeren!
På den kritiske side af det vamle, uden at man jo kan vide om denne stilart blot var et ubehændigt udtryk for store og ægte følelser. Under alle omstændigheder var de famøse linier private, utvivlsomt ikke beregnet for andre end afsender og modtager. Men guf var det, guf!
Rent bortset fra nyfigenhedens tilfredsstillelse er hint afdækkede forhold mellem pressemand og politiker set med historikerens briller imidlertid ikke uden interesse. At chefen for landets ældste eksisterende avis således åbent over for rette vedkommende bekender en i den grad næsegrus underdanighed for regering og regeringschef fortæller ét og andet om vilkårene i virkelighedens Danmark anno 2002. Chefredaktøren lægger således ikke skjul på sin glæde over regeringens almindelige fremfærd og statsministeren i særdeleshed, som han ligefrem og med et brugsuddeleragtigt udtryk finder ’super’. Her er ingen forbehold i superlativerne. Flere gange om ugen frydes chefredaktøren over at være Fogh Rasmussens ’defensor’. På denne baggrund kan man med rette betegne Berlingeren som et lallende regeringstalerør. I hvert fald hvad angår de af bladets spalter, som tidligere journalist Madsen råder over. Hvor vidt en chefredaktør i den danske aviskultur reelt behersker avisens journalistiske rugbrødsindhold afhænger af den pågældende redaktørs interne magt og moral og, skal vi sige – driftssikkerhed i det daglige. Uden at følgende nødvendigvis har noget med Berlinger-redaktørens vandel at gøre, regeredes for eksempel Ekstra Bladet en overgang af en ekstra medchefredaktør, Claes Kastholm Hansen, der i øvrigt nu er i skriverstald hos hr. Madsen, men i de tider – under indtryk af sammes umiskendelige forandring til det værre – bevægede sig fra noget man med lidt god vilje kunne kalde civiliseret kulturradikalisme ud på mere populistiske trædesten i mediesumpen. Nogen langvarig indflydelse på Ekstra Bladet fik redaktør C. K. Hansen imidlertid ikke. Måske lige bortset fra bladets femmedpolitiske kurs, således som denne blev lagt af daværende Sv. O. Gade. Medredaktør Hansen fulgte linien bemærkelsesværdigt letfodet op og beredte med andre nyhøjrefolk brakmarken for Pia Kjærsgaard.
I sin daglige forvaltning af et umiskendeligt skrivetalent udi det dystre og discountdæmoniske var Kastholm Hansen en tår over tørsten for hæmningsløs for EBs bedsteborgerlige medarbejdere og satte trumf på, som nogen vil huske, ved i forstenet tilstand – vistnok som den første og hidtil eneste danske chefredaktør i pressehistorien – bogstaveligt talt at skide en medarbejders kontor sønder og sammen. Efter denne territorieafgrænsende metode kunne den pågældende, som Kastholm næppe satte synderlig pris på, ikke komme til at skrive noget så længe, og herved, kan man hævde, øvede den daværende chefredaktør i dette tilfælde betydelig indflydelse på redaktionen. Med andre ord fordrer en nøgtern vurdering af en redaktørs udsagn om egen indflydelse på sit blad et indgående kendskab til den pågældendes karakter og livsform, samt til alle interne forhold på redaktionen. Ligesom i politik. Og ægteskaber.
Hvor vidt Erik Meier Carlsen, chefredaktør på det
ligesom Berlingske Tidende norskejede B.T., tegner sin avis er således svært at vide. Men skal man tage hans udsagn for pålydende er han i det mindste på
linje med moderavisens chef-
redaktør, idet han forsikrer sin hengivenhed for tanken om at t
ale pænt om regeringen. Erik
Meier Carlsen ser det ifølge eget udsagn som sin »opgave ... i mange ledere og kommentarer egentlig at forsvare regeringen«.
Dette er i og for sig ikke noget, EMC havde behøvet skrive, da bestræbelsen fremgår af stort set hver udsagn, der strømmer fra hans flittige hænder. Men det gør det sandeligt ikke nemmere at være satiriker for tiden. Satirens adressater leverer selv varen.
Hvad angår finansministeren, ligger det tungt endog for B.T., der i rugbrødsspalterne så glimrende følger op på Venstre-folks ofte noget farumiserede moral-forestillinger. Men Pilestrædets publikationer hopper samtidig redaktionelt rundt på tungen og nærmest antyder at Thor Pedersen mere har været offer for en slags driftskiks, end han har bedrevet noget aldeles uhyrligt som ansvarlig minister. Finansministeren har ganske enkelt snydt på vægten, ladet andre lyve for sig og håbet at det hele drev over.
Historien er fundamental: en
finansminister med år på bagen som borgmester i en sommerhuskommune kan angiveligt som følge af selvpålagt overarbejde i ministeriet ikke overkomme at bo, hvor han må. Samme minister,
p.t. formand for ministerrådet, hævder at EU-tilskud smides i hovedet på landmændene, der nærmest påtvinges den slags
øfgriseri, skønt bidraget kun
gives efter personlig ansøgning. Samt andre småting, der ville tvinge en minister til at vende næsen hjemefter sin tvivlsomme bolig med eller uden trampesti – under normale omstændigheder.

Men dette er ikke under normale omstændigheder. Lad følgende replikskifte opsnappet hemmeligt i statsministeriet være forklaring nok:
Finansministeren er til møde hos Fogh Rasmussen. De er alene med kaffe på bordet, men de to mænd i deres fine jakkesæt og silkeslips lader den stå urørt, selvom statsministeren nødigt siger nej til tår gratis kaffe. Finansministerens ansigtsfarve er som en nykogt hummers. Statsministeren er solariebrun med lukket underansigt i noget, der for en udenforstående ligner moralsk fasthed.
Fogh Rasmussen: Det kan du godt se Thor, det går ikke dette her. Det kan du ikke tillade dig. Det må være således, at man ud ad til i det mindste kan stole på folk fra Venstre, som man ved hvor man har og bor, det forlanger jeg af mine ministre, som ikke skal sidde og fise den af i ministerbilen og køre rundt og bo på polsk i alverdens sommerhuse og score EU-kassen. Det tillader jeg ganske enkelt ikke, ikke så længe jeg er formand. Det må du se at få bragt på plads, så det ser ordentligt ud!
Thor Pedersen: Åhr, tag lige og knyt sylten, mand, inden du kommer for godt i gang! Hvordan fanden vil du bære dig ad med at give mig skideballe. Jeg har sgu da kun gjort som alle andre, og som ikke rager nogen en skid, og boet hvor jeg vil. Hvorfor faen skal nogen blande sig i mine trampestier eller om jeg bygger sommerhuse i strandkanten. Hvad satan mand! Og du kalder dig liberal! Er det måske ikke det vi kæmper for: at få fjernet alt skide regulereri og ligemageri, så vi kan gøre som det passer os! I øvrigt kan du godt slappe af. Hvem var det i sin tid der lavede kreativ bogføring! Det var sgu da dig, og selv om det var noget lort, var vi mange i Venstre der beundrede vi dig for det, for du viste dig dér som et liberalistisk mandfolk og vildledte Folketinget, og det mente selv Brixtofte, skønt han ikke kan døje dig, da han afløste dig som skatteminister, og inden han drak sig skidefuld døgnet rundt i Farum. Så kom ikke her og spil kong Gulerod. Det skal jeg også hilse og sige fra de andre. Du er ikke en kæft bedre end en anden én, der bare er kreativ til husbehov.
Fogh Rasmussen: Jeg siger jo også bare at du skal bringe det i orden udadtil ikke. Og skal vi så have den kaffetår?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu