Læsetid: 5 min.

Broderskabet hader, når folket fester

Helgentilbedere og fundamentalisterne udkæmper en religiøs kamp om at yde den bedste service til de borgere, som styret i Egypten ikke tager sig af
12. oktober 2002

Teologisk kamp
CAIRO – Der er folkefest i Cairo. Hundredetusinder af mennesker er samlet i centrum omkring Hussein-moskeen, hvis minareter er pyntet med farvestrålende lanterner. Rundt om moskeen har sælgere og kræmmere slået sig ned med alt fra lykkebringende amuletter over skriggult plastiklegetøj og knirkende karruselture til grøntsagssuppe og myntete.
Fra højttalere placeret på telte og bygninger vrider taktfast, men jamrende sang sig ud i menneskemængden. Højttalerne er forbundet til forstærkere i de store farvestrålende telte, som de omrejsende sufier, islamiske mystikere, har lejet og sat op til ære for Hussein. Det er nemlig ham, der festes for. Ikke en hvilken som helst Hussein, forstås, men den Hussein, som blev martyr i kampen for at overtage magten efter profeten Muhammeds død. Han er en af shia-muslimernes vigtigste martyrer, men altså også en af de vigtigste helgener i den folkelige egyptiske udgave af islam, som i hvert fald i teorien hører til sunni-islam.
Det er de teologisk lærde i nabobygningen ikke helt overbevist om. Faktisk er de ofte fuldstændig sikre på, at den folkelige islam slet ikke er islam, men en vantro form for helgentilbedelse og dødekult, der strider mod selve kernen i islam: troen på den eneste ene Gud, som intet menneske kan forstå eller forenes med. Og de ved, hvad de taler om. De er som professorer på verdens ældste islamiske universitet, al-Azhar, bærere af en stolt tradition for ortodoks sunni-islamisk tænkning.
Sufierne derimod har gennem århundreder udviklet deres egne metoder til at opnå kontakt med Gud – uden om de lærdes begrænsende regler. De mediterer og udfører særlige ritualer, hvor Allahs navn messes igen og igen, til selv pulsens slag messer med. Ofte ender de med at gå i trance eller besvime – overvældet af Guds nærhed.

Gudsoplevelse
Det er denne gudsoplevelse, de hundredetusinder af egyptere er kommet for at tage del i. I de farvestrålende telte spiller sufiorkestrene, og til sangerens jamrende toner kaster mænd og kvinder sig taktfast fra side til side, mens de messer Allah, Allah, Allah, ya Hussein.
Da musikken når sit højdepunkt, besvimer flere og må bæres ud, andre går i trancelignende krampe og skal langsomt trækkes tilbage til virkeligheden med vand og beroligende tale.
Det er årsdagen for Husseins fødselsdag, og hvert år på denne dag er hans velsignende kraft ifølge folketroen særlig stærk. Derfor festes der, og syge og handicappede bæres ind i moskeen for at berøre gitteret omkring helgenens grav og bede om helbredelse. Børn bliver omskåret, og kvinder beder om hjælp mod barnløshed, mens andre blot benytter lejligheden til at takke Hussein for lykke og godt helbred.
De fleste deltagere i helgenfesterne, som der er dusinvis af hvert år i Egypten, er fattige og uden længere uddannelse. De har ingen ide om, hvilken ideologisk kamp de deltager i ved at dukke op ved Husseins gravmæle.
I over tusind år har der udspillet sig en kamp mellem den mysticistiske og den ortodokse retning inden for islam, og i Egypten har kampen været særlig intens, fordi forskellige perioder med shia-muslimsk herredømme i middelalderen gav sufiernes helgendyrkelse ekstra medvind. Mange egyptere besøger deres afdøde slægtninges gravsted hver fredag for at tale med den afdødes sjæl og bede vedkommende om at gå i forbøn hos Allah. Det er en tradition, der trækker spor tilbage til både shia-muslimsk praksis i middelalderen og faraonernes dødekult for over 4.000 år siden, så det er alt andet end et modelune, de ortodokse er oppe imod.
De ortodokse har dog fået større indflydelse, siden islamismen, den politiske udgave af den ortodokse islam, udviklede sig med Det Muslimske Broderskab i løbet af 1930'erne. Stifteren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, hævdede, at sufierne havde degenereret islam til en handlingslammet helgendyrkelse, der svigtede sit engagement i samfundsudviklingen. Derfor ville han omvende egypterne til den sande islam og organisere samfundet efter islamiske principper.
Det har aldrig stået særlig klart, hvordan fundamentalisterne, som broderskabets medlemmer og tilhængere også kaldes, vil indrette samfundet. Skal det være kommunistisk, socialistisk, kapitalistisk eller noget helt fjerde? Svaret svæver i de ordrige taler.

De jordnære problemer
Men fundamentalisterne har den force, at de på det jordnære plan faktisk har gjort noget ved de problemer, de fleste egyptere opfatter som mest presserende: det er ikke uafklarede teologiske spørgsmål, men derimod den manglende adgang til rent vand, boliger, arbejde, skolegang og et velfungerende sundhedsvæsen.
Trods den socialistiske præsident Nassers delvist vellykkede forsøg på at omfordele goderne har befolkningstilvæksten og korruptionen trukket i den modsatte retning, og forskellen mellem rig og fattig er fortsat enorm i Egypten. Det spiller fundamentalisterne på. De har lige siden 1930’erne etableret afdelinger over hele landet, selv i de fattigste egne, og har oprettet sundhedsklinikker, skoler og sociale institutioner. Med andre ord har de udfyldt de huller, som hverken præsident Sadat eller nuværende præsident Mubarrak har været i stand til at fjerne.
Sideløbende har en række sufiordener imidlertid også etableret velgørenhedsorganisationer, sundhedsklinikker og skoler, og sufierne og fundamentalisterne har dermed udviklet sig til konkurrenter også på det lokalpolitiske plan.
Det har skiftende præsidenter forsøgt at udnytte. Præsident Nassers regime havde faktisk inden kuppet i 1952 adskillige alliancer med fundamentalisterne, men var af udenrigspolitiske årsager nødt til at afskære forbindelsen. Det så ikke godt ud, at en socialistisk, pan-arabisk præsident flirtede med fundamentalister. Derfor anklagede Nasser nogle fra broderskabet for kupforsøg mod sig selv og forbød organisationen.
Præsident Sadat, der kom til magten i 1970, allierede sig derimod med fundamentalisterne. Han ønskede at trække det magtbærende parti til højre og mod USA og kunne bruge fundamentalisterne som modvægt til de venstreorienterede kræfter i partiet. Han støttede dog samtidig, ligesom Nasser, flere af sufiordenerne og havde sin egen sufimester.
Sadats balancegang endte imidlertid galt. Han blev myrdet i 1981 af en udbrydergruppe fra Det Muslimske Broderskab, Tanzim al-Jihad, der var blevet træt af regimets halvhjertede støtte, som ikke førte til reelle samfundsomvæltninger. Sadats skæbne har selvfølgelig lært hans efterfølger Hosni Mubarak et og andet. Mubarak har valgt at slå hårdt ned på de radikale islamistiske grupper, som fortsat eksisterer, og indførte dødsstraf for terrorisme.
Den mest markante radikale islamistiske gruppe i Egypten i dag er al-Gamaa al-Islamiyya, der til dels opfattes som Tanzim al-Jihads efterfølgere, og som i løbet af 90’erne udvidede deres mål til også at gælde uskyldige turister. Angrebene på udenlandske turister er ofte blevet opfattet som et tegn på, at al-Gamaa al-Islamiyya retter deres vrede og frustration mod Vesten. Men blandt andre den danske ekspert i islamisk fundamentalisme Michael Irving Jensen har påpeget, at der snarere var tale om et målrettet angreb på den siddende regering. Et slag mod turismen, landets største indtægtskilde bortset fra udenlandsk bistand, var den mest effektive måde at destabilisere styret.
Gruppen har imidlertid meget få tilhængere og lever snarere af sine forbindelser til udlandet. De fleste har svært ved at se, at terrorangreb har nogen positiv indflydelse på deres hverdag. De sætter hellere deres lid til den økonomiske støtte fra Det Muslimske Broderskab eller til Husseins velsignende kraft.

*Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl er freelancejournalister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her