Læsetid: 2 min.

Et budskab til præsident Bush

Terrorangrebet på Bali skal skræmme både Vesten og den indonesiske regering, siger eksperter
15. oktober 2002

Fra alle sider peger politikere og eksperter på Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk som ansvarlig for weekendens terrorangreb på Bali. Endnu har ingen taget ansvaret for angrebet, der har kostet mindst 181 mennesker livet, heriblandt muligvis tre danske turister. Uanset om gerningsmændene viser sig at være medlemmer af al-Qaeda eller af den lokale islamistiske organisation Jemaah Islamiyah, der også er under mistanke, er budskabet det samme. Det siger en række terroreksperter, som Information har talt med.

Advarsel til USA
Angrebet har først og fremmest til formål at skræmme USA og resten af den vestlige verden. Det er en understregning af, at islamiske terrorgrupper kan slå til mod vesterlændinge, uanset hvor de befinder sig, og en klar advarsel om, at 11. september kan gentage sig trods den verdensomspændende indsats mod terror.
»Formålet er at skræmme Vesten,« siger Catharin Dalpino fra den ansete amerikanske tænketank Brookings Institution.
»At vælge det fredelige turistparadis Bali som mål har netop det element af overraskelse, som er en hovedingrediens i terrorisme,« siger hun.
Det er andre eksperter enige i:
»Formålet er at skabe frygt. Uanset hvem der står bag, er bombeattenatet på Bali en sympatierklæring til al-Qaeda,« siger Ruben Thorning, der skriver speciale om islamisk terror i Asien ved Bradford Unversity, England.

...og til Megawati
Både Dalpino og Thorning er enige om, at angrebet har flere formål, her i blandt også at skræmme Indonesiens præsident Megawati Sukarnoputri.
Den nationalistisk indstillede præsident er bestemt ikke islamisternes kop te. Både fordi hun ikke støtter oprettelsen af en islamisk stat, og fordi hun er kvinde.
»Gerningsmændene har villet ramme Megawatis regering både politisk og økonomisk, og det er også lykkedes. De indonesiske aktier styrtdykker, og turismen ligger i ruiner,« siger Catharin Dalpino.
Ruben Thorning peger også på, at Megawati nu bliver tvunget til at vælge side i terrorkrigen. Hidtil har Indonesiens støtte til USA’s terrorkrig hovedsagelig været retorisk af skræk for at provokere landets indflydelsesrige islamistiske opposition.

Al-Qaedas venner?
Trods voksende pres fra USA og fra Indonesiens nabolande har Megawati bl.a. afvist at arrestere lederen af Jemaah Islamiyah, den stærkt anti-amerikanske Abu Bakar Bashir, der ud over weekendens attentat også mistænkes for at stå bag andre terroraktioner i Sydøstasien.
Jemaah Islamiyahs mål er oprettelsen af en islamisk stat, der omfatter Indonesien, Malaysia og den sydlige del af Filippinerne.
Det amerikanske forbundspoliti FBI betegner Jemaah Islamiyah som al-Qaedas vigtigste samarbejdspartner i Sydøstasien, mens andre mener, forbindelserne er endnu stærkere.
Den internationalt anerkendte al-Qaeda-ekspert Rohan Gunaratna fra St. Andrews University i Skotland beskriver bevægelsen som fuldstændig kontrolleret af al-Qaeda og betegner den som den ubetinget farligste af Sydøstasiens mange islamistiske grupperinger.
Adskillige af organisationens medlemmer skal have trænet i al-Qaedas lejre i Afghanistan, ligesom Osama bin Laden skal have doneret omkring en million kroner i støtte til Jemaah Islamiyah.
Uanset om det viser sig, at det er Jemaah Islamiyah, al-Qaeda eller en tredje islamistisk terrororganisation, der står bag weekendens attentat, er eksperterne ikke i tvivl om, at ideologien bag angrebet er den samme.
Derfor er valget af diskoteket Sari som mål heller ikke tilfældigt. Ud over at skræmme Vesten og ramme Megawatis regering politisk og økonomisk, har gerningsmændene med klar appel til religiøse kredse valgt at slå til mod de vantro vesterlændinge, mens de boltrede sig i en af de syndige huler, som turistparadiset Bali er så fuld af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her