Læsetid: 6 min.

Busk på busk og Fogh i slinger

5. oktober 2002

Intermetzo
Gamle Georg Busk var forleden på fransk visit i hovedstaden. Denne begivenhed i vor ubetydelige afkrog af omverdenen gav anledning til at erindre tiden, da denne ikke altid heldige mand, over hvem hvilede et skær af let komik, beklædte verdens mest magtfulde embede. Som sønnen, hvis mundtlige evner uden malice må siges at ligge solidt i underkanten af det kritiske, svingede faderen sig mildt sagt heller ikke som en sproglig havørn i retorikkens højere luftlag. I The Guiness Book of humorous gaffes ( [gæfs] = bommerter, fadæser) samlet af Colin Jarman, fylder den tidligere éngangs-præsident godt op i kollektionen. Kun overgås gamle Bush pudsigt nok af sin egen daværende vicepræsident, den berygtede Dan Quayle, vistnok åndeligt talt den mest indskrænkede person der nogensinde har befundet sig hint berømte hjerteslag fra atomaftrækkeren. Dan Quayle mindede for en høflig betragtning om en fætter til brødrene Jeb og George W. og blev vel valgt som running mate af denne årsag. Samme lettere intetsigende type WASP med vandblåt blik, jogging og dødsstraf på hjernen, kirke om søndagen, en lille hund, kedelige børn og en endnu kedeligere kone. Blandt Quayles visdomsord var følgende uimodsigelige konstatering: If we do not succeed, then we run the risk of failure. Eller udtalelsen der faldt under et statsbesøg i Latinamerika: The only regret I have, was that I didn’t study Latin harder in school so I could converse with those people. Og den mere almene dybsindighed: What a waste to lose one’s mind – or not to have a mind!
Eksempler på George senior Bush’s egne ofte rent ud uudgrundelige sætningssalat er dog som antydet mere end mangfoldige og afstedkom til tider kriser. Under et besøg i Auschwitz udtalte således USAs præsident: Boy, they were big on crematoriums, weren’t they?
Akkurat som sønnen – den af guvernørerne der har sanktioneret flest henrettelser og i et omfang kun sammenligneligt med broderens præstationer i Florida – kunne daddy heller ikke få nok af den slags forlystelser:
I’m for stronger death penalty, sagde han og tilføjede – utvivlsomt til trøst for utallige mennesker afhængig af hans dømmekraft: I have my own opinions, strong opinions, but I don’t always agree with them.
Under et besøg i Jordan spurgte manden, der senere i øvrigt var så uheldig at brække sig i skødet på Japans statsminister: Tell me, how dead is the Dead Sea? At den aldrende ekspræsident mestrede samme sproglige præcision som Busk junior fremgår: I stand for anti-bigotry, anti-Semitism and anti-racism. That is what drives me! Eller som han råbte under et vælgermøde i kampen mod Clinton og Gore, de to han frimodigt kaldte ’bumser’: Hey listen, I am
a member of the National Rifle Association. You are hurting my feelings, as they say in China! Det sidste fik man aldrig svar på, hvad han mente med. Og hvad med denne – og bare rolig det er ingen trykfejl: I can’t think of any new law existing law that’s in force that wasn’t before!
Da skete det at en substantiel del af Amerikas mere tænksomme vælgere spekulerede på om blodtilførslen til kandidatens hoved var tilstrækkelig. Følgende overvejelse kunne være en selvdestruktiv spindoktor værdig: It is no exaggeration that the undecideds could go one way or the other! I et oprigtigt øjeblik betroede George Bush sine tilhørere at en kyniker, vistnok en tidligere præsident, engang havde sagt at hvis man ville være sikker på at finde en sand ven i Washington, burde man anskaffe sig en hund. Jeg har min kone, tilføjede Bush.

Den liberale presse og den konservative Bush havde det ikke fornøjeligt med hinanden. Kritiske journalister fandt præsidenten foruden anerkendte evner til at tale med andre statsledere og skabe kontakt i øvrigt åndelig flad, intellektuelt doven og tanketom. Dette forhold kommenterede Bush: Some reporters say, I don’t have any visions. Well, I don’t see that! At Bush også i velmagtsårene kunne være lige så tåkrummende pinlig og bizar i sin semantiske ubehjælpsomhed som sønnen fremgår af følgende: For seven and a half years i have worked alongside president Reagan. We’ve had triumphs. Made some mistakes. We’ve had some sex! Det var ingen hemmelighed at Nancy Reagan både før og efter opfattede ham som et fæhoved.
Mest kendt af alle politiske brølere Bush begik var dog hans notoriske: Read my lips, no more taxes! Hvorefter han som følge af et stigende efterspørgselspres og galopperende militærudgifter måtte sætte statsskatten op – og tabte valget. Formentlig som følge af dette løftebrud, som jo også er noget af det mest åndssvage man kan stille vælgerne i udsigt. Hvor vidt han og Fogh Rasmussen talte om dette faux pas under besøget, hvor den danske statsminister vimsede om den gamle dreng og understregede for snart ved man ikke hvilken gang Danmarks og hermed EU-formandsskabets moralske støtte til sønnens krigspolitik, får stå hen. Et og andet om nyttig kreativ bogføring i et lands skatteministerium kunne Fogh sagtens have fortalt den forhenværende til hans retrospektive ærgrelse. Eller beredvilligt berette om den liberale mønsterkommune i Farum, som han og andre venstrefolk fremhævede for dens kreative bæredygtighed, hvis kreative borgmester efterfulgte Fogh Rasmussen som skatteminister i sin tid og hvis succeskriterium unægtelig var inspireret af det mest vildtvoksende i amerikansk vulgærliberalisme, når denne er værst. Sådan er der så meget, om hvilket man i godt selskab kan føle sig fælles.

I stort set samme tidsrum målt med evigheden, som Old Bush således kastede fordums glans over Slotsholmen, afleverede den højst nutidige statsminister sin åbningstale i Folketinget. Sædvanen tro havde konstaterede formidagsbladenes fotografer kongehusets uendelige kedsomhed ved pligtaflytningen af rigets politiske førstemand. Nogen stor journalistisk eller fotografisk indsats skal der sandt at sige ikke til for at forevige folks søvnvaner i folketingssalen. I gamle dage, apropos Arne Melchiors udsendte erindringer, knipsede Ekstra Bladets fotograf i tidernes morgen denne folkestyrets ildsjæl, mens han umiskendeligt lå i sin stol i salen og trak torsk i land. Dette billede bragte de i ét væk, til Melchior en dag havde fået nok og brokkede sig. Så lovede de aldrig at bruge det mere, og sendte straks fotografen op i presselogen. Her tog han en serie nye billeder af den til overmål snorksovende Melchior og brugte dem fremover.
B.T.’s politiske redaktør der gerne udtrykker næsegrus beundring for statsministeren, kom for skade at fornærme denne på det groveste ved i en lederoverskrift at påstå: Fogh på fortsat midterkurs. Det er jo nok ikke lige det, den ideologisk markerede statsminister helst vil huskes for. Sigtepunktet er umiskendeligt minimalstaten i det omfang, dette begreb overhovedet i en moderne virkelighed har mening og hvor den nu kan gennemføres som demonstrativ afmontering af dens modsætning. Mottoet er: så lidt som muligt med private interesser som styrings- og udviklingsparameter. Alene bestyrelsen af universiteterne fremover er sigende for omlægningerne mod noget, der ligger et ganske andet sted end midten. Såfremt B.T.-redaktøren skulle finde på at løse kørekort til sejlbåd, bør man på baggrund af hans angivelige retningssans advare den lokale skibstrafik. Bornholms Tidende var nu nok dem der scorede mest på spytslikkerklubbens rosebarometer. Lederskribenten skrev om statsministeren bl a: »Mange års seriøst, politisk arbejde uden slinger i valsen har givet bonus – til ham selv og hele partiet«.
Jovel, men med de forbehold der rubriceres under det kreative.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her