Læsetid: 2 min.

Drømme hører aldrig op

I grænselandet mellem pop, dance og rock slår Saint Etienne førerstillingen fast med endnu et indbydende udspil, men Morcheeba napper dem konsekvent i hælene
14. oktober 2002

Nye cd’er
Efter den britiske trio Saint Etienne – opkaldt efter en obskur fransk fodboldklub -susede ind på popfirmamentet i 1990 med deres fortolkning af Neil Youngs »Only Love Can
Break Your Heart«, forvandledes krydsfeltet pop, dance og rock for altid. Med afsæt i punkens DIY-ideologi og ved hjælp af de på daværende tidspunkt første prisbillige samplers skabte gruppen indbydende, men også udfordrende vellyd fra start, uden egentlig musikalsk baggrund eller skoling.
Musikalske drivkræfter er de to autodidakte keyboardspillere Peter Wiggs og Bob Stanley, mens ansigtet udadtil er den meget voksne og særdeles attraktive sangerinde Sarah Cracknell, hvis dybe, karakteristiske stemme er med til at gøre gruppens lyd øjeblikkelig identificerbar.
Med Finisterre – noget i retning af gruppens sjette album, fraset kompilations og remix-projekter – leverer de, hvad de nu engang formår bedst: Catchy og eksperimenterende popmusik, der er lige så optaget af gode melodier som af bizarre lydkilder og udfordrende instrumentering, hvorfor der sjældent gåes den lige vej for at nå målet.

Inspirerende bekendtskab
Typisk i så henseende er den ellers tilforladelige »The More You Know«, hvor blandingen af en tydeligvist Young Marble Giants-inspireret basgang, hektisk opbrudte trommeprogrammeringer og Cracknells roligt-intime sangforedrag skaber et usædvanligt lydbillede, fjernt fra meterpoppen, trods melodiens ubenægtelige styrke.
Finisterre er på alle måder et inspirerende og behageligt bekendtskab, der med syvtommersøm slår fast, at Saint Etienne er kommet intakte ind i det ny årtusind og tilmed har skabt deres bedste plade siden Good
Humour fra 1998. Pop for voksne og andre livstrætte, der ikke har mistet smagen for musik, som ubesværet kombinerer klassiske dyder med moderne innovationer.

Umiskendeligt Morcheeba
I kølvandet på Saint Etienne dukkede diverse navne op, der alle forsøgte at videreudvikle den stildannende trios udtryk, hvis de altså ikke bare nøjedes med at kopiere det.
Blandt disse viste trioen Morcheeba sig som nogle af de mere lærenemme og på foreløbig tre album fra 1996 og frem har de skabt en særegen hybrid af dub, folk, soul, hiphop og psychedelia, en udvikling, der kulminerer med det nys udsendte Charango, gruppens fjerde udspil, hvor såvel old school-rapperen Slick Rick som Pacewon fra Outsidaz gæsteoptræder... for slet ikke at tale om duetten mellem Lambchops notoriske Kurt Wagner med forsangerinde Skye på den typisk betitlede »What New York Couples Fight About«.
Med Charango har Morcheeba ladet sig inspirere af den brasilianske musikbevægelse Tropicalia, som i midt-60’erne transformerede brasiliansk musik, idet folk som Gilberto Gil, Caetano Veloso, Gal Costa og gruppen Oz Mutantes kombinerede hjemlige traditioner med det, de kunne lide ved vestlig musik, såsom rock’n’roll, R&B og psychedelia, som i processen bearbejdedes og transformeredes fremfor at kopieres. Det er samme princip, der er benyttet på Charango og der er da også en latinamerikansk feeling på mange af pladens numre, men generelt er det umiskendeligt Morcheebask og, som sådan, lige til at spise.
Brødrene Ross og Paul Godfrey leverer smukke melodier og blide
beats, mens Skye synger sin sorte engelske sjæl ud, uden at gå til excesser. En række musikere er julet ind for at få det hele indspillet live i studiet, og resultatet er blevet smukt, svalende og med masser af svaj i bukserne.

*Saint Etienne: Finisterre (Mantra/
Playground.
www.saintetienne.net
*Saint Etienne spiller i Store Vega, 27. okt.

*Morcheeba: Charango (WEA)
www.morcheeba.net
*Morcheeba spiller i Falconer Salen, 18. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu