Læsetid: 3 min.

Man elsker vel kvinder

’Misantropen’ underholder fremragende, men flimrer for tanken
8. oktober 2002

Teater
Når den danske teaterverden sætter klassikere op, så vil de ikke bare forløse teksten, men også give den en ekstra, uventet finte. Det ser man i Peter Langdals opsætning af Moliéres Misantropen, der havde premiere sidste fredag på Betty Nansen Teatret. Grebet er denne gang enkelt og radikalt: Samtlige roller, også manderollerne, spilles af kvinder.
Ghita Nørby spiller er misantropen, den galdesyge elsker Alceste. Han gør i hvirvlende tirader op med alt og alle omkring sig, men kan ikke slippe sin kærlighed til Célimène, spillet som glat kokette af Sidse Babbett Knudsen. De omflankes af et stjerneensemble: Bodil Udsen, Andrea Vagn Jensen, Karen-Lise Mynster med flere – deriblandt den svenske, skært-smukke Ellen Nyman, der sødmefuldt udgør stykkets egentlige heltinde, den renfærdige Éliante.
Alle er iklædt overdådige 1600-tals dragter; scenografien er enkel og smuk, med indlagte muligheder og et kig ind i bagscenen, som udnyttes til det yderste. Stilen er næsten overstadig med masser af barokke, sceniske indfald, der heldigvis ikke bremser intrigens fremdrift. Tværtimod gør de sig godt som visuelle modstykker til replikkernes karske vid. Langdals ofte berømmede opfindsomhed går godt i spænd med Molières komedie.
Resultatet er en veritabel komisk eksplosion. Især Karen-Lise Mynsters knivskarpt overspillede spradebasse af en hofmand er fantastisk. Han rækker lynhurtigt og kækt tunge ad Alceste, inden han tilbyder ham sit forlorne venskab. Det tager et brøkdel af et sekund og sætter strøm til en hel akt.

Flakken
Betty Nansens Misantropen er altså morsom. Og meget velspillet.
Men det er de rimede replikkers vellyd, skuespillernes kvalitet og ansatserne til slapstick-komedie, der får stykket til at løfte sig: Det komiske skuespils klassiske dyder, kort sagt. Forsøget på nytænkning er derimod mindre vellykket.
Spørger man f. eks. – eventuelt efterfølgende, på vej ud af teatersalen – sig selv, hvorfor Misantropen denne gang er monokønnet, ja, så får man intet svar. Kvindeholdet forbliver en gimmick, et eksperiment, der lykkes, for så vidt som man har det sjovt. Det forbinder sig ikke til nogen dybereliggende intention, hvis en sådan overhovedet findes.
Det er nemlig også uklart, hvad stykket egentlig vil med sin hovedperson, den på én gang sanddru og utålelige misantrop. Fra scene til scene skifter Ghita Nørby fortolkning: Alceste er et bøst, ubehøvlet sandhedsvidne – eller måske forelsket i sit eget raseri? Især i slutningen fremtræder han som tragisk outsider, der tungt og ludende finder sig i sin elskedes intrigante væsen. Hver mulighed spilles lige overbevisende; det samlede indtryk er flakkende.

Drukken af lykke
Anderledes forløst er Bodil Udsens Philinte, der søger at moderere sin vens raseri og selv er indfanget i en prekær kærlighedstrekant: Philinte elsker Éliante, som elsker misantropen himself. Bag rollens megen snusfornuft ligger en potentiel, inderlig tragedie.
Netop den får Udsen frem i hvad der uden tvivl er opsætningens to smukkeste øjeblikke. Philinte erklærer sin kærlighed og bliver afvist af Éliante. Men tages alligevel, drukken af lykke, til nåde ved stykkets slutning. Uden man kan forklare hvorfor, bliver alder og køn ikke her en ligegyldig staffage. Tværtimod giver det scenerne en klangbund, de ellers aldrig havde fået.
Men Udsen er en undtagelse. Betty Nansens Misantropen lykkes ikke på grund af, men snarere på trods af sine dramaturgiske krumspring. Kvinderne hersker på scenen, og gør det overmåde overbevisende. Hvorfor er desværre uklart.

*Betty Nansen Teatret: Misantropen. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Til 23. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu