Læsetid: 5 min.

Erotisk excentriker på slap line

Prince blev behørigt hyldet af et fanatisk publikum, da han demonstrerede sin musikalske spændvidde i et langt, funky og afvekslende show
28. oktober 2002

Koncert
Hans entré var så sandelig en prins værdig – ene mand med sin akustiske guitar entrede han scenen i Falkoner Salen og kastede sig ud i et 6-sanges solosæt, hvor i hvert fald hårene på denne skribents arme flere gange rejste sig, alene i kraft af den power og musikalitet, der udgik fra den diminuitive skikkelse i lilla jakkesæt og bredskygget hat, forklædt som trubadur.
Han lagde lavmælt ud med (noget af) »Elephants and Flowers,« før han kastede sig ud i en indædt version af »Don’t Play Me,« der fik flere i salen til at klappe med, før de blev korrekset med en bemærkning om, at det behøvede de virkelig ikke – det her var ingen Bruce Springsteen-koncert! Har han også humor, denne lille forbitrede kriger, der har kæmpet så længe og kompromisløst for at opnå total uafhængighed fra den etablerede pladebranche?
Uafhængighed har han i hvert fald for alvor opnået med sine to seneste album, der udelukkende kan erhverves via nettet og i det hele taget har Prince nu om stunder total kontrol over sin karriere – fraset selvfølgelig den trafik på nettet, som hverken store multinationale korporationer eller magtfulde individualister formår at hverken styre eller forhindre, for better or worse. Måske er det derfra, det enorme overskud, der prægede denne aften, stammer fra.

Den genkomne Kristus
Man kan vælge at se den pågående One Man Tour som en slags erkendelse fra prinsens side af, at hans dage som megastjerne er ovre. Hvor hans jævnaldrende kollega Michael Jackson i dén anledning slår sig voldsomt i tøjret og placerer skylden hos alle andre end sig selv, forekommer Prince mere at være på bølgelængde med en David Bowie.
Dvs. så længe han må såvel spille som indspille lige hvad der passer ham og det løber rundt – og nok mere end det, ihukommende billetpriserne, der lå på 1.000 kroner! – med en forvished om, at der til hver en tid findes en sindsvagt hengiven fanskare, der tér sig som om solisten var den genkomne Kristus, skal det sgu nok gå alt sammen. Og man må sige at de fans, der var taget på pilgrimsrejse til Falkoner Salen fredag aften på alle måder viste sig at være så opgejlede, at synet af solisten i sig selv var nok til at han blev mødt med stående klapsalver. Og så blev folk i øvrigt stående hele vejen igennem, undtagen i de par ballader, hvor Prince bad dem sætte sig, hvad de kun særdeles modvilligt gjorde.

En stor popkunstner
Men det er logisk nok, at man får lyst til at stå og ikke sidde til en Prince-koncert – som han synger et sted: «My name is Prince and I am funky!« og det må man sige ja og amen til. Der går en lige linje tilbage til nogle af de mest svingende sorte navne ned gennem tiden – James Brown, Jimi Hendrix, Ohio Players, Santana, Sly & The Family, George Clinton, Chaka Khan & Rufus – og så direkte op til prinsen selv og hans nuværende ensemble, The New Power Generation. Og dog – i lyset af hvor meget instrumental lir vi udsattes for i løbet af den godt tre timer lange koncert, kan det konstateres, at udover rytmegruppen var ingen af de medbragte musikere på niveau med solisten selv. Og når man nu ved hvor fabelagtig udtryksfuld en guitarist han er, kunne det godt føles lidt surt at skulle følge keyboardspilleren Renato eller én af de tre indforskrevne blæsere ud på endnu et langt solotrip, der ærlig talt sjældent løftede sig over det hæderlige.
Dét sagt var det en fornem aften i selskab med en af populærmusikkens vaskeægte excentrikere, der ofte balancerer på kanten af det geniale. Han startede »Alphabet Street« akustisk, men midtvejs satte orkestret i med et brag og siden så ingen sig for alvor tilbage. Nye som gamle numre side om side med hits som albumspor var der stort set ikke det, som ikke blev afprøvet af prinsen og hans kumpaner og selv om han vel spiller en art jazz nu om stunder – om end John Coltrane-fans nok vil sætte spørgsmålstegn derved – er han først og fremmest en stor popkunstner, hvad effektive versioner af titler som »Rainbow Children,« »Poplife,« en fin »Money Don’t Matter Tonight,« »When You Were Mine,« en smuk »Purple Rain,« »Sign ’O’ The Times,« »Rasperry Beret,« »Nothing Compares 2 U,« »Delirious« m.fl. til overmål beviste.

Skamløst erotisk
Prinsen elsker at småprædike mellem numrene og selvom han et sted hævdede han ikke var kommet for at dyrke fortiden, men for at hylde fremtiden, er det ikke desto mindre et faktum, at den genre bandet excellerer i, først og fremmest er en fusion af tre 70’er-udtryk: Souljazz, jazzrock og funk. Som sagt kunne de lange solistiske indslag tangere det trælse, men så hev han selv lige det hele på land igen med en uforlignelig sangpræstation eller en gnistrende guitarsolo – når han ikke trakterede sit keyboard – og så var man glad igen. Måske tilhører fremtiden ikke på dén facon Prince, men musik af den her klasse bliver aldrig hverken irrelevant eller forældet. Desuden har der aldrig rigtig vist sig en afløser til Prince og selvom hiphoppen p.t. sætter dagsordenen, er det svært at få øje på nogle rappere, der kan bibeholde offentlighedens opmærksomhed mere end et par sæsoner. Med mindre selvfølgelig de bliver skudt, hvilket stadig er en drastisk facon at sikre sig udødelighed på.
Showet udspillede sig indenfor et område, som Prince har såvel har opfundet som udstukket: Et felt, hvor det sanselige møder det spirituelle og hvor intellektet efterlades i garderoben til fordel for det massivt kropslige. Denne signatur kender ingen anden kunstner, der har formået at tolke Bibelens kærlighedsbudskab så skamløst erotisk og det tør nok siges, at luften i Falkoner sitrede af den der særlige elektricitet kun Prince kan genere. At han virkelig elsker at spille demonstreres af, at festen fortsatte ved et såkaldt ’aftershow’ i Store Vega, hvor hele holdet fra midnat af jammede og spillede endnu et par timer ovenpå den fysisk krævende koncert i Falkoner.
Han er ingen tøsedreng, ham Prince, og ingen kunne efter denne fredag aften for alvor påstå at være blevet snydt for noget. Generøs er vist ordet.

*Prince & The New Power Generation, Falkoner Salen og Vega, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu