Læsetid: 4 min.

Europæerne marcherer ude af takt

EU’s militære ambitioner er ikke kommet langt siden begyndelsen i 1998. Der mangler vilje til at spendere, og det kniber med det fælles fodslag
1. oktober 2002

Sammenhold
BRUXELLES – Det var i den bretonske badeby Saint Malo, at det hele pludselig tog fart. Tony Blair smed de traditionelle britiske betænkeligheder bort og gik foran sammen med præsident Chirac. EU skulle have sin egen militære styrke.
Det var i 1998. Allerede året efter satte EU’s Helsinki-topmøde tal på: 60.000 mand skulle stå klar til at rykke ud på både fredsbevarende og fredsskabende opgaver for EU fra 2003. Ikke mindst det sidste fik pacifister til at råbe op om militarisering af EU, mens konservative briter frygtede en fransk domineret styrke, der vil ødelægge Storbritanniens tætte forhold til USA. Små fire års møjsommeligt arbejde og en 11 september, har kastet et mere ædrueligt skær over EU’s ambitioner om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, i daglig EU-tale FUSP.
»Det militære er gået lidt i stå, men den civile del med EU’s overtagelse af FN-politistyrken i Bosnien er sat i gang. Men den 11. september har betydet, at man i en række hovedstæder overvejer, om planerne for EU’s militære krisestyring skal justeres i forhold til de nye sikkerhedstrusler, som f.eks terrorisme,« siger Lisbeth Zilmer-Johns fra DUPI, til Information. Udrykningsstyrken er faktisk slet ikke rykket. Dens allerførste opgave, overtagelsen af NATO’s fredsmission i Makedonien, er netop udskudt på grund af tyrkisk-græsk uenighed om forholdet til brug af NATO-materiel. Ud over dette politiske sandkorn i maskineriet, vurderer det anerkendte International Institute for Strategic Studies, IISS, at udrykningsstyrken først bliver fuldt ud klar i 2012.
»Men EU har ikke begrebet alvoren i den lurende krise,« hedder det i en IISS-rapport. Det har dog ikke forhindret EU i på ægte Orwellsk new-speak, at erklære styrken »operationel«.

Dårligt for EU’s anseelse
Det skete faktisk allerede på EU-topmødet i Laeken i 2001.
»Forsinkelsen i Makedonien er ikke godt for EU’s anseelse i Washington. Det ser meget skidt ud,« siger Charles Grant, direktør i London-tænketanken, Center For European Studies, til Information.
Ifølge Grant kommer EU-styrken ikke til at spille andet end en blød rolle som fredsbevarer. EU har ikke ambition om at blive en militær supermagt. Men manglende ambitioner og vilje til at øge militære budgetter går ud over EU’s mulighed for at spille en rolle i det hele taget:
»Hovedkonklusionen man drager i USA er, at EU ikke for alvor ønsker at være med, men trækker sig tilbage fra rollen som politisk-militær spiller på den globale scene til bløde fredsbevarende opgaver. EU har ikke nogen ambition uden for den europæiske sfære. Det skaber en ond cirkel, hvor EU bliver holdt ude, og det fører til anklager om, at USA er unilateralist, mens USA blot synes, at EU er irrelevant,« siger Edwina Campbell, gæsteprofessor ved Münchens Universitet, til Information. Hun påpeger, at USA i Bushs ny sikkerhedstrategi søger andre partnere i lande som Japan, Australien og Sydkorea:
»Det er jo ikke fredsbevarende opgaver, der udgør den store udfordring i dag. Det handler om at kunne beskytte satellitter og cyber-netværk og kunne slå til imod kemisk og biologisk krigsførelse. Og her er det svært for USA at føre en seriøs diskussion med europæere, for de er ikke indstillet på at bruge penge på at udvikle den type forsvarsteknologi,« siger Edwina Campbell.
Her og nu er det problematisk, at EU-landene står splittede i det store internationale spørgsmål om en krig mod Irak. Kansler Schröder har til USA’s utilfredshed brugt megafon i sin afvisning af enhver militær intervention, Blair bakker op om Washingtons hårde kurs, mens Frankrig forsøger at lægge sig midt i mellem med kravet om en dobbelt FN-resolution: »EU har haft svært ved at finde fodslag over for Irak i et årti. Men hvis disse uenigheder bliver ved eller forværres under en USA-ledet krig mod Irak, vil FUSP tage alvorlig skade,« siger Grant.
I USA er det tyske Irak-standpunkt mere end blot tysk: »Bekymringen i Washington er så meget desto større, fordi det kommer fra Tyskland. Vi har en hel generation af militære eksperter og officerer, hvis tætteste kendskab til Europa stammer fra ophold på militærbaserne i Tyskland. Hvad der siges højt i Tyskland opfatter USA, som det andre EU lande måske ikke siger direkte,« siger Edwina Campbell.

Foretrækker rampelyset
Vejen frem til en ægte fælles udenrigspolitik i EU er belagt med forhindringer. En af de største er den menneskelige faktor, der ofte får europæiske statsledere til fortrække rampelyset på egen person i stedet for det blå EU-flag. Under deres seperate besøg i Washington i tiden efter 11. september havde Blair, Chirac og Schröder travlt med at blive set sammen med Bush: »De havde da talt sammen først og afstemt deres argumenter, men ingen af dem gjorde sig større anstrengelser for, at tale for hele EU i Washington. Og Blair forsømte i sine taler i USA en god lejlighed til at fortælle amerikansk offentlighed, at europæerne støttede den amerikansk- ledede koalition. De fleste amerikanere anede ikke, at der i foråret 2002 var omtrent lige så mange europæiske som amerikanske tropper i Afghanistan,« siger Grant.
På hjemmebane var det ikke bedre med den fælles EU-front. Før Gent-topmødet om terror i oktober 2001 ville Blair holde et formøde for de tre store i London.
Men det udviklede sig farceagtigt, da Italiens, Belgiens, Spaniens og Hollands statschefer og Javier Solana gik i panik og sparkede døren ind til Downing street 10 for at invitere sig selv med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu