Udstilling
Det lignede en tendens i tiden, og den baptistiske præst Curtis Lee Laws var bekymret. Selv i det amerikanske bibelbælte fremstod Darwins teorier ikke længere blot sekterisk, og biblens autoritet veg for bibelkritikken. Så var det, han fandt på ordet fundamentalisme. Som en hædersbetegnelse for dem, der »stadig holder fast i fundamentet og er villige til at kæmpe bravt for deres tro.« Sådan brugte Laws som den første ordet fundamentalisme på en konference i 1920 i Buffalo, New York.
Udstillingen Den nye ordens fundamentalismer tematiserer det, fundamentalisme kan betyde, når det ikke lige er synonymt med bibeltro amerikanere. Ordet er sat flertal for at betone, at emnet ikke er begrænset til den fundamentalisme, der dagligt beskrives i TV-avisen, og som hovedsageligt
er muslimsk og forbundet med terror.
Ideen til udstillingen opstod for et par år siden i en helt anden sammenhæng. I Helsinki, i en debat om lysfænomener nord for Polarcirklen. Ordet fundamentalisme dukkede op i en sidebemærkning, og en af deltagerne udbrød: »Vi er så fundamentalistiske her i de nordiske lande.« Det førte til arbejdstitlen Nordisk fundamentalisme. Som en af de tre kuratorer, Christina Ricupero, siger:
»Der er noget umiddelbart paradoksalt ved den sammensætning: fundamentalisme og de nordiske lande. Det lyder forkert, men det var netop et paradoks, vi kunne bruge til at dykke ned i og undersøge, hvad fundamentalisme egentligt er.«
Det har de tre kuratorer, Christina Ricupero, Lars Bang Larsen og Charlotte Brandt, så gjort. Resultatet er en udstilling med 37 kunstnere og kunstnergrupper fra Europa og USA.
Kuratorernes gidsler
Det kunne lyde som en meget italesat kunst og er det egentligt også. Ligesom documentaen i Kassel får udstillingen følgeskab af en række platforme: Diskussioner, udgivelser og happenings, der på en mere direkte måde vil forholde sig til emnet.
Men da Information besøger udstillingen dagen før åbningen, er det ikke noget, der bekymrer kunstnerne. De fleste er i fuld gang med at sætte værkerne op, og da vi spørger det litauiske kunstnerpar Nomeda og Gediminas Urbonas, hvad deres værk Transactions har med fundamentalisme at gøre, lyder svaret: »Det må du spørge kuratorerne om.«
Det er svært at beskrive Transactions helt præcist. Det er mere et projekt end et enkelt kunstværk, og projektet har foreløbigt stået på i to år.
Værket består sådan helt fysisk af en computer, et par fjernsyn og nogle høretelefoner, og det hele er ligeledes samlet på www.transactions.lt. Det blev sat i gang, da en psykolog fortalte de litauiske tv-seere, at de gennemlevede offerets klassiske fortælling, mærket af bevægelsen fra sovjetkommunisme til eurokapitalisme eller mere mundret:
»Før var vi det vestligste land i Østen, nu er vi det østligste i Vesten. Værket er en slags søgen efter en national identitet,« siger Gediminas.
På fjernsynsskærmen sidder seks psykologer selv foran en tv-skærm, og analyserer gamle litauiske filmklip med kvinder i hovedrollen. Der synes at være uanede mængder af materiale gemt i værket, og de to kunstnere har tilbragt måneder i de nationale arkiver.
I løbet af de to sidste år er kunstnerne blevet inviteret med på psykologisymposier, kvindekonferencer og filmfestivaler alle, der har været involveret, har en ide om, hvad værket handler om.
»Men for os hænger det sammen. Man kan næsten blive helt vred, når man ser, hvad de bruger det til men egentligt var det jo meningen,« siger Gediminas.
Weve got the power
Men tilbage til kuratorerne, dem der kunne besvare spørgsmålet om, hvad værket har at gøre med fundamentalisme. Christina Ricupero svarer beredvilligt og så alligevel ikke.
»Vi ville lave en udstilling, der ikke bare forholdt sig til nogle generelle termer som globalisering og økonomi, men til det helt konkrete: Hvordan forholder kunstneren sig til verden omkring sig. Men jeg vil ikke illustrere temaet med de enkelte værker de har deres helt eget liv og skal ikke tages som gidsel af tre kuratorer,« siger hun.
Ligesom man kommer ind ad døren til udstillingen, mødes man af det første værk. Tyrkiske Serkan Ozkaya har dækket trappen og dele af udstillingsgulvet med to centimeter høje skumgummimænd, flere tusinde af dem. For at komme ind må man affinde sig med, at kunstværket gerne må betrædes.
»Ser det ikke sejt ud,« spørger den tyrkiske kunstner næsten ydmygt, men tydeligt begejstret mens han klistrer endnu en miniaturemand fast til gulvet.
Andre værker forholder sig mere direkte til udstillingens titel. Danske Jane Ostermann-Petersen og hollandske Willem de Rooij deltager med videoværket Leigh Valentine fra 1997.
Leigh Valentine er en tidligere skønhedsdronning fra Missouri, der blev vækkelsesprædikant, fortæller Jane Ostermann-Petersen. I den 20 minutter lange video er Valentine på vækkelsesbesøg i en sydlig forstad til Amsterdam. Kontrasten er skarp mellem den hovedsageligt sorte menighed og den sydstatshvide prædikant. Men hun kan både tale i tunger og buldre derudad i et hadsk toneleje: »Those who believe shall not be damned,« prædiker hun og råber historien ud om sit møde med en hinduist i New York: »Weve got the real thing, weve got the power, they only have the counterfeit.«
*Den nye ordens fundamentalismer. Charlottenborg. Til 8. dec.
*www.charlottenborg-art.dk
