Læsetid: 3 min.

Festen for det nordiske samarbejde

Med stil og humor: Flot markering af Nordisk Råds 50-års jubilæum med musikken i centrum
31. oktober 2002

Jubilæumsfest
HELSINGFORS – »Hvornår var det, Villy Sørensen fik litteraturprisen? Han var syg, da han skulle modtage prisen, og jeg tog den med hjem til ham.« Den lille mand med stokken står ved udstillingen om vinderne af Nordisk Råds Musikpris og spørger avisens udsendte om Villy Sørensen. Jo, det var vist i 1974 for Uden mål – og med, samme år, som Per Nørgård fik musikprisen for operaen Gilgamesh. Manden løfter sin stok og peger på billedet af Nørgård i udstillingen: »Han komponerede engang noget om trafik og støj – folk var oprørte og protesterede, men det var godt, og jeg kunne lide det.«
Anker Jørgensen sænker stokken og blander sig med de andre 1.400 politikere, embedsmænd og øvrige nordister. Vi er til Nordisk Råds 50-års jubilæumsfest i Suomen Kansallisooppera, Finlands Nationalopera.

Fest for Sunleif
Aki Kaurismäki tager sit armbåndsur af og lægger det på kanten af talerstolen. Han har lige modtaget 350.000 danske kroner og den første Nordisk Råds Filmpris, som er oprettet i anledning af 50-års-jubilæet. Kaurismäki taget et stykke papir frem og siger noget i 22 sekunder på finsk subsidiært kaudervælsk, hvori ordet esperanto optræder to gange. Han tager sit ur uden at fortrække en mine og går ned. Publikum jubler.
En fryd er det at opleve nordiske præsidenter, konger, dronninger og excellencer indtage deres pladser til komponisten Sunleif Rasmussens nye fanfare, specielt komponeret til lejligheden. »Som en tonekunstens William Heinesen har Sunleif Rasmussen sat Færøerne på det musikalske kort.
Hans Symfoni nr. 1, Oceanic Days, den første færøske symfoni, henter sin inspiration fra den færøske natur, men også fra urgamle færøske koraler. Af dette har Sunleif Rasmussen skabt et værk med omfattende dimensioner, som udstråler stor kunstnerisk integritet og kombinerer stramhed og struktur med lyrisk fornemmelse.«
Det er finske Gustav Djupsjöbacka, som motiverer musikprisen, som har sat Færøerne på den anden ende. De er så hamrende stolte deroppe i nord, at jublen ingen ende vil tage. »Ved at give mig prisen har I valgt at sætte fokus på Færøernes musikliv. I har sat periferien i fokus. Tak!« Sunleif gør det kort og godt, ingen lang moralsk prædiken og elegi om kunsten og samfundet, som tidligere musikprisvindere gjorde det, med Olav Anton Thommessen og Rolf Wallin som de fremmeste provokatører.

Næsegrus beundring
Man siger, han er 90 år, oldingen og prof. emeritus Arne Næss. Han skal være grundlæggeren af den økologiske tænkemåde. Han blev professor som 27-årig og har siden været miljøaktivist og filosof, skrevet en hulens bunke bøger. Økofilosofi – hans omsorg for naturen skal være legendarisk.
Næss træder op på scenen, sekunderet af en stok. Da han når talerstolen, tager han sit manus op af inderlommen og kaster det hen over prisbevis og blomster. Derefter holder han en bevæget tale, som ingen ende vil tage. Oldinge har intet at miste og kan skide højt og flot på konventioner. Han beder os forældre så mindeligt om at stikke snuden helt ned til jorden sammen med vores børn og se ting spire frem og passe på det, der spirer frem. Opfordringen er hermed givet videre. Næss skubber sig ned fra scenen, alt imens forsøger præsidenten for Nordisk Råd, Outi Ojala, at give ham de 350.000 kr. Med en opgivende mine tager nordmanden imod pengene, som kom de ham noget ved.
Inden vi skal lytte til Sibelius’ Femte med Orkester Norden under Esa-Pekka Salonen og derefter ud til de letrøgede laksestykker og rejer med dip i Suomen Kansallisoopperaens foyer, skal vi ikke glemme den lille litteraturpris, som i år gik til nordmanden Lars Saabye Christensen for romanen Halvbroderen, en generationsroman berettet af en hr. Barnum Nielsen. »Fortællingen om Barnum Nielsen og hans bror Fred har en grundtone af fravær, tab og sorg, men rummer også forsonende indslag af humor, venskab og sort håb,« hedder det bl.a. i prismotiveringen.
»Han er verdens dårligste komponist.« Sådan sagde René Leibowitz om Sibelius.
Adorno fulgte med og satte trumf på. De tog fejl. Sibelius er umådelig fin og »jag sakner honom,« som Thomas Eje engang sagde det i et Linie 3-show. Esa-Pekka Salonen fik Orkester Nordens unge konservatoriestuderende. De unge spiller som voksne under en mesterdirigent som Salonen.
Næh, Norden er ikke en fiktion eller en løgn, som nogle hævder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu