Læsetid: 2 min.

Film i tv

30. oktober 2002

Kærlighedens smerte
*Nils Malmros’ nye værk At kende sandheden har fået stor anmeldersucces uden dog – foreløbigt i hvert fald – at trække de store tilskuerskarer i biografen.
Anderledes med Kærlighedens smerte fra 1992, der blev en utvetydig publikumssucces og var den første Malmros-historie, hvor begge hovedpersoner er voksne. Men det er karakteristisk, at Anne Louise Hassings århusianske Kirsten – som i øvrigt også den efterfølgende Barbara – har stærkt barnlige karaktertræk, og at hun dominerer samspillet med Søren Østergaards lærer, Søren.
Kirsten er egentlig en glad pige – på vej ind i en forlovelse med den halvkedelige Anders, men under typisk Malmroske spilfægterier (filmen begynder som en komedie!) flirter hun også med sin ikke uimodtagelige lærer Søren, og det er forholdet til ham, som bliver afgørende. Kirsten er overstadig – og overmodig, viser det sig, for hun har ikke psyke til et stabilt forhold. Snart er hun kåd og sorgløs, snart helt nede i kulkælderen. Det viser sig, at hun »er i lommen på sig selv,« som hun udtrykker det, ude af stand til at modtage Sørens kærlighed.
Der gives ikke nogen entydig forklaring på Kirstens dilemma, og det er netop filmens styrke. Hun er på én gang meget beskyttet og meget udsat. Indre dæmoner, der driver deres suveræne spil og ødelægger et kærlighedsforhold, hvor den ene part vokser tragisk væk fra den anden.
Debutanten Anne Louise Hassing fik et opsigtsvækkende gennembrud som Kirsten, og efter både Bodil- og Robertpris tog hun en uddannelse på Statens Teaterskole og vandt endnu en Bodil for sin medvirken i Lars von Triers Idioterne. Desværre ses hun sjældent i nyere danske film.
Dk4, kl. 20.30-22.30

Chasing Amy
*En god rettesnor for en instruktør kan være at fortælle om de personer og det miljø, der ligger lige for. Det gjorde den unge talentfulde Kevin Smith i sin balstyrige døgnkiosk- og discountkomedie Clerks. Og det gør han igen i det mere afdæmpede komedie-drama Chasing Amy fra 1996, der også foregår i New Jersey blandt unge, som har sex, film, tv og tegneserier på hjernen.
Men der er mere psykologisk dybde i Chasing Amy, som leverer sin helt egen version af det gamle trekantsdrama. Ben Affleck spiller en forfatter til tegneseriehæftet Bluntman & Chronic, der er ved at få succes. Mindre held har han i forholdet til sin kollega Alyssa, som han gør heftigt kur til – også efter at han bliver klar over, at hun er lesbisk.
Afflecks mandlige kollega og ven føler sig forsømt på grund af Alyssas mellemkomst – og så er lagt an til en ganske skarp og ligefrem udforskning af romantik kontra sund fornuft og de flydende grænser for venskab mellem mænd og kvinder.
Som bifigurer ses iøvrigt et par gamle kendinge fra Clerks, Kevin Smith selv som Silent Bob og Jason Mewes som Jay. Den dejlige og livlige Alyssa spilles af Joey Lauren Adams.

TV2 Zulu, kl. 21.55-23.50

Mopi@Information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her