Læsetid: 2 min.

Film i tv

16. oktober 2002

Jordpiger er nemme
*Jim Carrey, 90’ernes store komiske stjerne, dukker op i en større birolle i denne farce fra 1989. Han spiller en af de tre rummænd fra en fremmed klode, der lander i et svømmebasin i Los Angeles og skræmmer den bikiniklædte Geena Davis fra vid og sans.
Geena Davis er manicure-pigen Julie, en typisk californisk skønhed oplagt til sjov, og hvad så naturligere end at gå i byen med de tre måbende rumfyre. Meget kender de ikke til vestlig civilisation, men de tager ved lære af at se tv. Og går så i gang med at kurtisere de mange ’jordpiger’ af den frigjorte type, der kaldes valley girls.
Filmen har en virtuos instruktør i englænderen Julian Temple, der i 1980’erne slog sig op med en lang række musikvideoer. Temple demonstrerer en glubsk appetit på vulgære californiske fornøjelser og fortæller i en billedstil, som skinner af kulørt højglans – som et spejlbillede af hvad han opfatter som en meget amerikansk dyrkelse af det kunstige og farveknaldende.
Bugnende af farvestrålende billeder fra Californiens specielle natteliv er det en en ganske skæg ungdomsfarce propfuld af pep og pop. Geena Davis viser ikke blot rigeligt af sin slanke skønhed, men går også for fuld damp ind for løjerne. Og hendes daværende mand Jeff Goldblum – kendt fra bl. a. Jurassic Park og Fluen – spiller den flotteste af de tre rummænd.
Earth Girls Are Easy.
TV2 Zulu, kl. 10.55-12.10

Den sjette sans
*En spøgelseshistorie med en højst original twist og tilmed en verdenssucces af de virkeligt overraskende. M. Night Shyamalans gennembrudsfilm blev af mange anset for lidt af genistreg, dog mindre af overtegnede, der især mod slutningen havde svært ved at bide på dette noget klæge servering.
Filmen afstår næsten helt fra genrens bloddryppende effekter og satser i stedet satser på snigende mystifikation og kulminerende følelsesmæssig forløsning. Her har vi gyseren som tåreperser.
Bruce Willis spiller en feteret psykiater, som for at sone en dominerende skyldfølelse prøver at redde en ni-årig dreng, der har alvorlige psykiske problemer.
Drengen (fremragende spillet af Haley Joel Osment) er ikke blot en sær, gammelklog enspænder: han har også telepatiske evner, kan få køkkenskuffer til at åbne sig og – frem for alt – kan han se de døde gå lyslevende omkring. Men det er ikke onde spøgelser, blot sårede væsener, der tørster efter hjælp. Willis får Cole til at åbne sig, og et tillidsforhold opbygges.
Så længe alt svæver i det uvisse, arbejder instruktør-forfatteren M. Night Shyamalan tiltalende behersket – og lidt stift – med næsten kammerspils-dæmpede virkemidler, mens han spænder forventningerne til de forestående gys, som dog mest drukner i glycerin-tårer.
Den unge indisk fødte instruktør med det særprægede navn har senest lavet Signs med Mel Gibson, og den viser samme tendens: efter en lovende første halvdel skrider historien ud i patos og metafysisk kitsch.
Men Den sjette sans’ surprise ending kan godt give samtalestof til lange vinteraftener.
TvDanmark 1, kl. 21.00-23.15

Mopi@Information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu