Læsetid: 2 min.

Film i tv

10. oktober 2002

Håndlangerne
*Et mislykket juvelkup er kernen i Quentin Tarantinos debutfilm fra 1992, men selve kuppet er egentlig det, der har interesseret ham mindst.
Det er alt hvad der kommer før og især efter kuppet, filmen handler om. Og som i den efterfølgende og mere berømte Pulp Fiction springer Tarantino behændigt frem og tilbage i tiden.
Kuppets planlægger har udstyret gruppens medlemmer med hver sit falske farve-navn, så de kan bevare deres anonymitet. Og anonymt er også det Los Angeles-varehus, hvor de samles til håndfast selvkritik efter det kiksede kup. Mr. Pink (Steve Buscemi) er undsluppet med et diamant-bytte, og han og den temperamentsfulde Mr. White (Harvey Keitel) skal afgøre, om de simpelthen skal stikke af og overlade den sårede Mr. Orange (Tim Roth) til en trist skæbne. En konflikt, som den psykopatiske Mr. Blonde (Michael Madsen) blander sig kontant i.
Filmen viser Tarantinos styrke i den ekscentriske dialog og det sikre, nuancerede spil: som skuespiller ved han, hvilke replikker, der ligger godt i munden og formår at bringe hver enkelt spillers kvaliteter frem i lyset.
Tarantino er iøvrigt på vej med en ny film – langt om længe, for de tidlige 90’ernes modeinstruktør synes ellers at have tabt pusten. Det kan være svært at leve op til en myte som drengerøven, der skyder sig gennem alle forhindringer ved lutter frækhed. Og kan man som snart 40-årig holde sig præstationsduelig på en nørde-diæt af vold og macho, junk og pulp?
Reservoir Dogs.
TV2 Zulu, kl. 20.55-22.35

Scream 2
*Teenage-slasheren fik en renaissance, da Wes Craven i 1996 udsendte Scream. Den fik straks året efter en fortsættelse, og siden er endnu en Scream-film kommet til.
Hvad kan de, som de gamle teenage-slashere fra Maskernes nat over Fredag d. 13 til Nightmare on Elm Street ikke kan? Svaret er enkelt: Scream-filmene har humor. En særlig indfor-stået ironi, som tager højde for, at det unge publikum allerede har været igennem gyser-rumlen flere gange og kan forudse alt, hvis ikke nye twists sætter uventet lys på næste knivmord.
I Scream har college-hovedpersonerne set så mange skrækfilm, at de blander virkelighed og fiktion sammen. Hvordan forholde sig til mord, der i den grad ligner slagtninger i en skrækfilm? Og på en måde fortsætter Scream 2 ad samme spor. Her blandes fiktion igen op med virkelighed, nemlig i den filmatisering, der foretages af morderne i den første Scream-film.
Handlingen i Scream 2 springer to år frem, og nu har den sensationslystne tv-journalist Gale skrevet en bog, som danner grundlag for filmen Stab. På selve premiereaftenen myrdes et kærestepar, og filmenes hårdt prøvede heltinde (Neve Campbell) får med god grund bange anelser om, at seriemordene vil begynde igen.
Som sin forgænger er Scream 2 på én gang en kritik og en dyrkelse af gysergenren, hvilket dog ikke tages så tungt af den erfarne instruktør Wes Craven. Han leverer først og fremmest varen på effektsikker, veltimet vis. At et vist selvhad er på spil, må man tage med i købet.
TvDanmark 1, kl. 21.00-23.25

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her