Læsetid: 2 min.

Film i tv

19. oktober 2002

Når man kun er ung
*Der er tidskolorit for alle pengene i denne indtagende ungdomsfilm anno 1943 om bohemeliv omkring Nikolaj Plads. Filmens unge kunstnerspirer bor på hybler i et slags kollektiv og kommer fast i en af minefeltets populære knejper (hvorfra autentiske stamgæster minsandten også optræder).
Filmen var Bjarne Henning-Jensens debut, skrevet med hans daværende assistent og kone Astrid Henning-Jensen. Og den lægger sig ret tæt op ad Johan Jacobsens ungdommelige komedier fra Besættelsestiden, men med mere realistisk anstrøg.
Selve historien er ren komediekonvention, bl. a. inspireret af Frank Capras moderne eventyr om naive sjæle, der oplever storbyens kynisme. Her er det Edvin Tiemroth enfoldige maler, der kommer til byen. Men tonen har strejf af noget ægte, når Henning-Jensen med let hånd skitserer ungdomsklikens blanding af små-hårdkogt jargon og underliggende forhåbninger.
Ingeborg Brams og Edvin Tiemroth dækker hovedrollerne med samme ubesværethed som John Price og Mogens Davidsen tegner farverige birolleportrætter. Og Kai Normann Andersens titelmelodi, som en slank og kvik Price prøver at stykke sammen i løbet af filmen, rammer godt filmens dobbelttone af munter fremtidstro og antydet alvor. Melodiens tekst er af Poul Henningsen.
DK4, lørdag kl. 20.30-22.05

My Name Is Joe
*Elegant ser det ikke ud, når sjakket af arbejdsløse Glasgow-skotter trækker Tysklands eller Brasiliens fodboldtrøjer ned over bodegamaverne og spurter rundt efter bolden på grusbanen. Spillestyrken er minimal, men ånden er på verdensplan.
Ken Loach’ hovedpersoner er som oftest sociale tabere. Og den engelske instruktørs styrke er da at vise, at netop disse skikkelser rummer en fundamental livskraft og værdighed, der undermineres af de sociale vilkår. Som f. eks. den rap-mundede Joe, der er nok arbejdsløs, men formelig strutter af energi og konstruktiv virkelyst. En impulsiv fyr, der handler før han tænker, og derfor ofte kommer til kort i de taktiske spil.
Han er uden familie, og hans fortid formørket af alkoholisme og vold. Da Joe forelsker sig i en pæn og ansvarlig sundhedssygeplejerske (og hun, tøvende, i ham), skal et klasseskel overskrides. Joe er ikke bare værtshusets sjove fyr – han har sans for skønhed og øm erotik. For ham vil et ægteskab være et trin opad i enhver henseende, mens Sarah må føle, hun satser på et usikkert kort og derfor nødigt binder sig. Joe skal vælge mellem klassesolidaritet og kærlighed – og hvad han end vælger, taber han.
En ægte tragisk konflikt, konsekvent ført igennem i den meget engagerende og spontant levende film fra 1998. Skotten Peter Mullans Cannes-præmierede præstation som Joe viser, hvordan det hos Loach kan give give stjerne-udstråling at tegne et blodrigt fuldbyrdet menneskeportræt. Men Mullan har ikke satset så meget på skuespilleriet derefter. I år har han fået sit endelige gennembrud som forfatter-instruktør med The Magdalene Sisters om tyranniske katolske opdragelsesmetoder.
DR 2, søndag kl. 20.50-22.30

mopi@Information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu