Som flyvesand på flugt

Analyse
De nye nationalpopulistiske bevægelser og partier, der i de seneste år har chokeret det politiske establishment i Europa med deres fremmedfrygt og hårde kampagner imod indvandrere, har en akilleshæl: De har svært ved at bære regeringsansvar og blive til en del af den politiske elite, som de fører sig frem på at være modstandere af.
I onsdags brød den hollandske regering under ledelse af Jan Peter Balkenende definitivt sammen. Populisterne i Pim Fortuyns liste, der stormede ind i parlamentet ved valget i maj, har fra den første dag, de kom med i regeringen, befundet sig i permanent ledelseskrise. I fraværet af den karismatiske, Pim Fortuyn, der blev skudt kort inden valget, har partiets uerfarne politikere været ude af stand til at magte opgaven. Løgne, personlige intriger og skandaler har plaget populisterne – og fremskyndet regeringens fald.
Det sker en måned efter, at Østrigs regering måtte slippe tøjlerne fordi Frihedspartiets fhv. leder, Jörg Haider fra Kärnten, havde gjort internt oprør mod den borgerlige koalitionsregerings skattepakke. Frihedspartiets popularitet er styrtdykket i meningsmålingerne fra næsten 28 procent ved valget i 1999 til nu under 14 procent. Haiders private besøg i februar hos Saddam Hussein i Irak har ikke styrket partiets stilling.
Mange troede, at Haiders interne skatteoprør var et forspil til, at Haider vendte tilbage til toppen af partiet. Men Haider afstod med henvisning til, at ’en fremmed person’ havde truet ham på livet udenfor en restaurant i Klagenfurt med henvisning til Haiders modstand mod Østrigs køb af 18 militære kampfly. Haider sagde, at han følte sig som Pim Fortuyn i Holland - måske for at vinde sympati blandt vælgerne - men Frihedspartiet har ikke genvundet fordums styrke.

Karismatiske ledere
Historierne om Pim Fortuyn listen og Frihedspartiets fremmarch og fald har mange fælles træk, selv om der også er nationalt betingede forskelle.
Partierne har været bygget op om karismatiske ledere. De har ikke en klar og samlende ideologi eller stærke historiske traditioner til at binde partiet sammen med. Alt står og falder med den stærke leders evne til at formulere slagkraftige mærkesager på en anti-elitær populistisk platform. De har markedsført sig som forsvarere af de små nationalt sindede borgeres interesser – samlet imod de ’andre’, indvandrerne, de fremmede kulturer og normer.
Så længe den karismatiske leder var til stede i partiets top, og de etablerede partier ikke havde fundet et sprog til at imødegå dem med, lykkedes tricket. Da føreren forsvandt – i Holland med drabet på Pim Fortuyn, i Østrig med EU’s nej til Haiders person i regeringen – opstod et tomrum, der blev afløst af intriger, magtkampe og personstridigheder.

Dansk knæk
Det er dog ikke de eneste populistpartier, der er bukket under efter ledelsesstrid. Det danske Fremskridtsparti, der anført af skattenægteren Mogens Glistrup, tordnede frem som lyn og torden ved protestvalget i 1973, og fik opsamlet småborgerne og de frustrerede arbejderes stemmer, bukkede sammen under gentagne ledelseskriser, da protesterne skulle forvandles til magt og regeringsindflydelse.
Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti er mere professionelt og stramt styret i dag, men den personcentrede og populistiske partikultur kan med tiden blive partiets akilleshæl, hvis den stærke lederfigur mister fodfæstet og fremgangen forvandles til modgang og frustrationer.
I Frankrig blev den Nationale Front kastet ud i en intern magtkamp i 1998, da partiejeren, Jean–Marie Le Pen, truede med at gøre hustruen til spidskandidat i stedet for generalsekretær, Bruno Mégret. Sidstnævnte dannede i 1999 sin egen Nationalrepublikanske bevægelse, der dog aldrig fik succes med sit ønske om at nægte alle indvandrere stemmeret og at ’bryde med arven fra den franske revolution’ og menneskerettighederne.
Hvor Mégret er falmet, opnåede den gamle populistiske nummer et, Le Pen, erobrede mange stemmer ved forårets franske præsidentvalg. Le Pen har været ramt af mange skandaler og tilbageslag, men han er aldrig blevet tvunget til at opgive sin anti-elitære populisme. For den franske elite har aldrig villet kendes ved ham og give ham regeringsansvar.
I Knut Hamsuns gamle Norge er Carl I. Hagens nationalpopulistiske Fremskrittsparti dog tæt på at fuldføre forvandlingen fra protestparti til magtbærende parti. Partiet blev rystet af sex-skandaler i 2001, men den stærke partileder Carl I. Hagen har overvundet krisen og i meningsmålingerne har Fremskrittspartiet med 29,5 procent klart overhalet Arbejderpartiet som Norges største parti.
I disse dage forhandler Hagen om at støtte det stramme budgetforslag fra Bondeviks centrum-højreregering. Udfaldet kan få afgørende betydning for Fremskrittspartiets skæbne.
En af Arbejderpartiets veteranpolitikere, fhv. miljøminister Thorbjørn Berntsen, har fornylig sagt til NRK, at den eneste måde Norge kan komme af med problemet ’Hagen’, er ved at få Fremskrittspartiet med i regering. Måske skeler han til erfaringerne fra Østrig? Er Carl I. Hagen blevet for stor til, at Norge kan bruge den franske isolationsmetode?