Læsetid: 4 min.

Forbudte tanker i omløb

Kunstudstilling bliver lukket, kritik censureret og studerende opfordret til at sladre om kritiske lærere i krigen mod terror
22. oktober 2002

Ytringsfrihed
NEW YORK – Man skal passe på. Det Hvide Hus’ pressekretær Ari Fleischer har sendt en advarsel til dem, der kunne finde på at kritisere USA: Fra nu af bør ’alle amerikanere passe på hvad de siger.’ Den amerikanske justitsminister John Ashcroft har gjort det klart, at de der kritiserer den amerikanske regering ’leverer ammunition til Amerikas fjender.’ I oktober sidste år blev anti-terrorloven USA PATRIOT Act vedtaget. Den begrænser borgernes ytringsfrihed.
Disse angreb på ytringsfriheden rammer naturligvis landets kulturinstitutioner og universiteter, da disse steder netop er betinget af muligheden for at tænke højt. I hvert fald principielt. Men på det seneste har der udspillet sig en række kontroverser som sætter ytringsfriheden, patriotismen og i sidste instans forholdet mellem talen og gøren, eller magt og mening, på spidsen. Således blev udstillingen RadioActive på galleriet White Box lukket kort før ferniseringen af the Cultural Bureau of Homeland Security, da den tilsyneladende udgjorde en potentiel trussel mod den nationale sikkerhed. Dette førte naturligvis til stor bestyrtelse og forargelse i kunstmiljøet. De to kunstnere bag udstillingen Ayreen Anastas og Rene Gabri opfordrede alle med adgang til medierne til at gøre opmærksom på denne censur. Sagen var bare, at dette Cultural Bureau of Homeland Security slet ikke eksisterer, og at hele udstillingen derfor hurtigt blev afsløret som en happening. Spørgsmålet er så derfor hvad denne gestus siger om ytrings- og kunstnerisk frihed.
Aktionsformen søger uden at markere en klar afsenderholdning bevidst det kontroversielle: Er kunstnerne eller det fiktive bureau en metafor for regeringen? Metoden er efterhånden veletableret. Den kendes også herhjemme fra diverse tyrkiske vittigheder eller fixerum som kunstværker. Den type aktioner synes mere optaget af det kontroversielle aspekt end af den kritiske debat.

Propaganda mod Israel
En af anklagerne som fulgte i kølvandet på projektet var naturligvis, at det fiktive element nedgør personer og handlinger som i realiteten udsættes for censur og tavshed ved blot at gøre disse problematikker til del af et internt, kunstnerisk spil med betydning. Som den cubansk-amerikanske performance-kunstner og teoretiker Coco Fusco bemærkede, så er den slags aktioner ganske enkelt kyniske forsøg på at få presse, den alternative kunstverdens ækvivalent til den kommercielle kunstverdens succeskriterier.
En anden kritiker af projektet, kunstneren Emily Jacir, satte sagen på spidsen ved at tage aktionen for pålydende: Er (den potentielle) lukning af et hipt galleri i Chelsea virkelig det kunstnere og kritikere bør kæmpe for, når hundredevis af amerikanske muslimer sidder fængslet uden rettergang og rettigheder, og når f.eks. pro-palæstinensiske synspunkter konsekvent udelukkes fra medier og kulturinstitutioner?
Jacirs bemærkninger kommer ikke ud af ingenting – samtidigt med Anastas og Gabris happening, blev hendes værk på Queens Museum rent faktisk udsat for en slags censur. Til udstillingen Queens International havde Jacir lavet en steds-specifik installation, der bla. indeholdt fotografier fra FN’s arkiver omkring oprettelsen af staten Israel. På dette tidspunkt var FN lokaliseret i den bygning som nu er Queens Museum. Udenfor museet ligger resterne af verdensudstillingen fra 1964, og herfra havde Jacir genoptrykt folderen fra den jordanske pavillon, som gengav et digt om de palæstinenske flygtninge efter 1948. Denne folder udgjorde problemet: Museet modtog straks protester fra jødiske organisationer, sponsorer og politikere over at propogandere mod Israel, hvilket førte til at folderne ikke længere måtte uddeles.

Rapport om alle
Man kan undre sig over at noget så enkelt som en genoptrykt folder fra 1964, indeholdende et digt, kunne føre til så stort pres mod et museum, men tilsyneladende kan krigen mod terror også bruges til yderligere at marginalisere enhver problematisering af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Også her synes det at være et spørgsmål om at være med eller mod, og en nyligt oprettet organisation, som kalder sig Campus Watch, opfordrer studerende til at aflægge rapport om lærere og elever som udtaler sig kritisk om Israel, mens SUNY (State University of New York) i år har trukket sin økonomiske støtte til universitets årlige Kvindestudier-konference. Konferencen har i år temaet ’Kvinder og krig: fred og revolution’, og universitetet mener ikke at talelisten er afbalanceret, idet der deltager såvel en palæstinensisk taler, Nadia Hajib, og en israelsk, Ruchama Marton, som begge menes at være kritiske over for Israels besættelse af vestbredden.
Universitet har fremført, at man enten kun har kritiske israelere og ikke palæstinensere, eller, hvis man overhovedet skal have palæstinensere, israelske talere som er for besættelsen – uanset konferencens tema, naturligvis. Der er således lige nu utallige eksempler på hvorledes også universiteterne får instrukser om, hvad de kan sige og overhovedet tale om, og ansatte bliver ganske enkelt truet med fyring, hvis det udtaler sig anti-amerikansk eller -israelsk. Tiden er kommet, hvor alle amerikanere »bør passe på med hvad de siger«.
Så måske er den bedste respons hvad den fremtrædende feministiske filosof Judith Butler har foreslået i New York Times som reaktion på Campus Watch: aflæg rapport om alle lærere og studenter på din uddannelsesinstitution!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her