Læsetid: 6 min.

Vi går fløjtende ned med flaget

Med ’Manden uden fortid’ har Aki Kaurismäki endelig fået sit store gennem-brud – både hos kritikerne og hos publikum. Information har mødt den finske filmskaber
18. oktober 2002

(2. sektion)

Interview
Aki Kaurismäki var, som man kunne forvente af den egenrådige finske filmskaber, en skærende kontrast til den glamourøse og overgearede filmfestival i Cannes, hvor han i år havde sin nye film med i hovedkonkurrencen.
Manden uden fortid fik både Juryens pris og Kati Outinen-prisen for bedste kvindelige hovedrolle, og filmen har siden rejst verden rundt og høstet adskillige priser inklusiv én fra den internationale filmkritikerforening FIPRESCI som årets bedste film.
Den 45-årige instruktør har som sædvanlig skrevet og produceret filmen, der er den anden, uafhængige episode i en Finlands-trilogi, der begyndte med Drifting Clouds i 1996.

Beskriver samfundet
Selvom ingen kan beskylde ham for at være doven efter at have lavet 13 spillefilm på 20 år, hævder Kaurismäki hårdnakket, at ideen om en trilogi alene var for at tvinge ham selv til at arbejde videre.
»Efter min mening er alle arbejdsnarkomaner dovne. De foregiver ikke at være det, men inderst inde er de,« siger han på sin karakteristiske deadpan facon, da Information møder ham i Finland kort efter premieren på Manden uden fortid. En facon, som betyder, at man ikke helt ved, hvor man har ham. Hvilket passer ham fint, for han har altid dyrket uforudsigeligheden.
Det er ikke den første trilogi, som Kaurismäki har kastet sig ud i.
Skygger i paradis (1986), Ariel (1988) og Pigen fra tændstikfabrikken (1989) handlede om arbejderklassen i Finland, og i de film skabte han sit helt eget univers, Kaurismäki-land, et skarpt og grumt billede af hjemlandet, med tydelig inspiration fra såvel franske auteurer som italienske neo-realister.
Humoren har altid spillet en stor rolle i hans film, men alligevel har han ikke kunnet skjule sine høje ambitioner, som ses tydeligst i de litterære filmatiseringer Forbrydelse og straf (1983) efter Dostojevskij, Hamlet goes business (1988) efter Shakespeare og Bohèmeliv (1990) efter Henri Murger.
Som autodidakt filmskaber var Kaurismäki både postmand og opvasker, efter at han droppede sine medie-studier ved universitet i Tampere, og det var først gennem en rolle i sin bror, Mika Kaurismäkis, debutfilm, Løgneren i 1981, at Aki selv kom i gang med at lave film.
»En af de primære grunde til, at jeg laver film, er at dokumentere Finlands nyere historie, fra de tidlige 80’ere til i dag. Jeg følte, at nogen måtte gøre det. Beskrive samfundet, hvordan byen og menneskene så ud. Du kan kalde det mit lille antropologiske studie. Jeg er ikke interesseret i det samme som andre instruktører, nogen skal lave noget seriøst,« siger han.
Som Drifting Clouds handler Kaurismäkis nye film, Manden uden fortid, om de underprivilegerede i hans hjemland, og det selvom han selv har boet de seneste 10 år i Portugal.

Uden håb for fremtiden
»Jeg har lavet film i London (I Hired A Contract Killer, red.), i Paris (Bohèmeliv, red.) og én på en rejse gennem Europa (Leningrad Cowboys Meet Moses, red.), men jeg er kommet til den konklusion, at alle burde holde sig til at lave film i deres egne lande. Det er bedst på den måde, for du kender dit eget land meget bedre end alle andre, bedre end du kan komme til at kende et andet land. Derfor kan jeg tillade mig at være skarpere.«
Selvom Manden uden fortid – der handler om en mand,
som mister sin hukommelse og må starte forfra i livet – ligesom andre af instruktørens film rummer en skarp satire over et indbildsk EU-Finland, glemmer Kaurismäki ikke sit publikum, og han kan ikke undertrykke sin humor.
»Man kan vel sige, at mine personlige meninger er én ting og mine film noget andet. Jeg er virkelig fuldstændig uden håb for fremtiden, og det giver mig mulighed for at lave en optimistisk film. Vi bliver nødt til at lade, som om der er håb. Men det handler ikke kun om Finland, for der er det hverken værre eller bedre. Det er sådan, verden er, men det er for sent at gøre noget ved det – så hvorfor skal vi ikke gå fløjtende ned med flaget!?«
Manden uden fortid giver et næsten romantisk billede af de hjemløses tilværelse i Kaurismäkis low-budget-stil, som ofte er blevet sammenlignet med den franske mester Robert Bresson.
Hos finnen er den skarpe sociale kommentar bare tilsat sort humor og en næsten nostalgisk solidaritet med og ømhed for taberne og de ud-stødte.
»Der er hen ved 10.000 hjemløse i Finland, men de har altså ikke så fine containere at leve i som dem, vi viser i filmen,« siger han.
»Jeg ved ikke, hvad der gik galt i vores velfærdssamfund, men galt gik det, og i dag bestemmer penge mere end nogensinde – ikke engang posten kan blive delt ud mere,« siger han.

Ikke mange penge
Manden uden fortid er produceret for kun 11,25 millioner kr. som en finsk-fransk-tysk coproduktion og på trods af, at Kaurismäkis film er alt andet end kommercielle, har han aldrig haft problemer med at få dem finansieret.
»Nej, det har aldrig været svært, men jeg kan heller ikke lide at have for mange pengeÇ« siger han.
»Jeg kan bedst lide at økonomisere, ikke at spilde penge på uvigtige ting. Hvis man har et stort budget, så får man et større hold, og de er sværere at styre og så videre – så bliver alt bare mere be-sværligt.«
På flere punkter adskiller Manden uden fortid sig dog fra Kaurismäkis tidligere film ved at være både rig på farver og dialog – meget langt fra ikke mindst den særprægede stumfilm Juha (1999).
Technicolor-slum
»Farver gør en stor forskel, gør det til en hel anden verden. Denne gang ville jeg for alt i verden undgå naturalisme, og når jeg bruger farver, så kan jeg godt lide at lege med dem,« siger Aki Kaurismäki.
»Derfor forsøgte jeg at opnå de varmest mulige farver, fordi omgivelserne ikke er så romantiske i sig selv. Det gav det hele en slags fattigmands
Technicolor-effekt.«
En af instruktørens mange faste samarbejdspartnere er fotografen Timo Salminen, der har stået bag kameraet på alle hans film siden, og som har haft stor indflydelse på deres markante stil.
Foran kameraet fortrækker Kaurismäki også at bruge kendte ansigter og blandt disse ikke mindst Kati Outinen, der har medvirket i stort set alle hans film. Rockmusikeren Markku Peltola, der spiller Manden uden fortid, var derimod et forholdsvis nyt ansigt i Kaurismäki-sammenhæng.
Selvom titelfiguren også er fåmælt, så rummer filmen mere dialog end mange tidligere af instruktørens film.
»Ja, jeg tror ikke, jeg har haft så meget dialog i en af mine film siden Bohèmeliv,« siger Kaurismäki.
»Derfor har jeg også gjort mindre brug af musik i denne film, og der er ingen tango. Jeg mener, at den symfoniske musik og den smule rock, jeg bruger, giver den helt rigtige melankoli til filmen, for musikken er en meget vigtig del af dramaet.«
»Man kan sige, at jeg bruger mindre musik og mere snak, men hvad kunne man ellers forvente efter Juha?
»Det er også første gang i årevis, at jeg har nydt at skrive dialog. Jeg startede min karriere med masser af ord, men med årene blev der færre og færre, og det endte med stumfilmen. Nu kan jeg så begynde igen, og jeg tror, at der er plads til flere ord i verden.«
Også produktionsmæssigt har Kaurismäkis film været meget forskellige. Fra de gale og i høj grad improvisere-
de roadmovies om verdens værste rockband, Leningrad Cowboys, til de mere seriøse.
»Man kan sige, at jeg har to forskellige måder at arbejde på,« siger Kaurismäki.
»Den ene er helt uden manuskript, og alt er improviseret. Med den anden har jeg et manuskript, som jeg til gengæld holder mig meget tæt til. Manden uden fortid hører til den sidste kategori, og det betød, at det kun var mig, der måtte improvisere.«
Improvisation eller ej, festival-darlingen Kaurismäki har med sin seneste film oplevet noget så fremmed for ham som popularitet hos publikum både ude og hjemme. Nu må man bare håbe, at det ikke afholder ham fra at lave flere film.

*’Manden uden fortid’ har premiere i dag. Læs anmeldelsen på forrige side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her