(2. sektion)
Galleriet i Det Kongelige Teater er mødested for operaelskere fra alle samfundslag. Musikken er anledningen uformelle kontakter og fællesskab er
ofte en sidegevinst
Øverst oppe
Jeg vil meget gerne sige noget til dig, men du ved, denne opera er så fantastisk en oplevelse, at det er svært overhovedet at begynde. Jeg sidder med tårer i øjnene; de ruller ned ad kinderne,« fortæller pensionist, Poul Hansen på 65, mens han forsøger at samle tankerne.
Der er i øjeblikket pause under operaen Werther på Det Kongelige Teater. Vi befinder os i foyeren til galleripladserne, helt oppe under taget. I disse mørkerøde, lysegrønne og gulligt hvide omgivelser finder man nogle af de mest engagerede operatilskuere i Danmark. Med deres gallerikort har de mulighed for at se samtlige forestillinger i løbet af året. Tre af galleristerne har indvilget i at fortælle lidt om deres fælles glæde ved opera under forudsætning af, at de må byde på hjemmebrygget kaffe under interviewet.
Poul Hansen har været fast inventar på Galleriet i snart 30 år.
»Interessen vokser og vokser. Opera er simpelthen det bedste. Jeg er også vild med film og alverdens andre ting, men skulle jeg vælge, så er det opera; i enhver henseende,« siger han. »Men skal man forstå, hvor fantastisk opera er, så skal man opleve det live. Det der med fjernsyn duer ikke.«
For galleristerne lægger opera op til en uformel atmosfære af fællesskab på trods af alder og sociale skel. »Jeg tror nok, opera er en af de kunstformer, hvor man i pausen oftest kommer til at stå at tale med folk, man slet ikke kender,« vurderer Martin Serup, der er havnearbejder og 47 år.
Alligevel er det noget særligt at være engageret gallerist.
»Vi er omtrent 15 faste gallerister heroppe, som kender hinanden rimeligt godt. Vi kan da godt finde ud af at gå ud og få en øl bagefter, hvis der har været en fabelagtig oplevelse under forestillingen, man skal have snakket om. En gang imellem spiser vi middag sammen, og det hænder også, at vi bliver inviteret til hinandens jubilæer, fødselsdage og den slags,« fortæller 51-årige Mette Mølgaard, der til dagligt arbejder som indvandrerlærer.
Mens forestillingen er i gang, holder teatrets billetkontrollører foyeren under opsyn, og en ung, imødekommende kontrollør indvilger i at fortælle om publikum:
»Galleristerne er et folkefærd for sig. Man kan altid mærke, hvis der er mange af dem til forestillingen. Måske er det, fordi de er kommet herinde i mange år, for der er en del, der har helt særlige forventninger til oplevelsen. Hvis opsætningen f.eks. overtræder uskrevne regler for klassisk teater, kan der godt være heftig debat.«
Opera tiltaler folk fra alle lag i befolkningen, og en forestilling suppleres ofte af hyggelige sociale oplevelser.
»Folk gør tit noget ekstra ud af oplevelsen, når de går til opera. Det gælder især mange unge par, der har været ude at spise inden og er fint klædt på«, fortæller billetkontrolløren, hvorefter hun afbryder samtalen et øjeblik for at se, om alt er, som det skal være.
Da hun kommer tilbage, siger hun eftertænksomt:
»Det er mest folk med penge og oppe i årene, der kommer her. Men det er meget forskelligt fra aften til aften, og vi ser folk fra alle sociale lag. Når jeg tænker på publikum, grupperer jeg dem imidlertid ikke efter alder og socialklasse. For mig er det mere stemningen, der har betydning, og stemningen blandt operapublikumet er ofte livlig, varm og med sjæl. Derfor er det rart at komme på arbejde, når der er opera på plakaten«
