Læsetid: 5 min.

Grænser og begrænsninger

Når der nu er krig og ufred og hungersnød andre steder i verden, så er det for meget at gå op i, at folk skal behandle hinanden venligt i Danmark, det kan jeg godt se
4. oktober 2002

(2. sektion)

I 7 DAG - Dag for dag
1.
Engang udtalte jeg i radioen: »Det er ikke, fordi jeg havde en specielt lykkelig barndom.« Dermed mente jeg ikke, at jeg havde haft en u-lykkelig barndom, jeg mente blot, at min barndom havde været helt almindelig med lidt af hvert, både godt og ondt, ja, faktisk mest godt, hvis jeg var blevet gået på klingen.
Men nu forholdt det sig sådan, at jeg var snotforkølet, da jeg udtalte det, og netop da truede snottet med at løbe fra mig, så et enormt snøft kom til at ledsage de ord. En kvinde fortalte mig senere, hvor bevægende det havde været at høre om min ulykkelige barndom, og hun så blot skeptisk på mig, da jeg forsøgte at forklare sammenhængen.
Denne snotklat fra mit virkelige liv er grundlag for det gran salt, jeg ser alle dokumentarudsendelser med, og jeg tænker ikke af den grund dårligt om dem, der har lavet DR-dokumentarerne om flygtningene fra Kosovo, men jeg kan ikke lide deres spots med grædende børn, for denne gråd bliver medvirkende til, at jeg vil se programmerne, og hvilket uhyre gør det mig til? Jeg bryder mig ikke om at blive gjort til et uhyre.
Læst: Margaret Forsters Good Wives? Kan anbefales.

2.
Det viser sig naturligvis, da jeg ser programmerne, at man sagtens kunne have lokket mig til at se dem helt uden reklamefilmslignende gråd i slowmotion. Det er det værste at se børnene lide, og måske derfor skal vi også se dem; pigen tegner sit hjem i Kosovo. »Der levede vi godt,« siger hun i begyndelsen af det første program. Da hun er vendt tilbage til Kosovo i det sidste program, sidder hun og tegner sit hjem i Danmark. Fin pointe, selv jeg fangede den, tak!
Men i indledningen spørger journalisten, om hun gerne vil tilbage og bo i huset igen. Hendes øjne vokser vantro, og hun svarer på grådens rand, (dér var han vel nok heldig) at ja! Det vil hun! Man kan se, at hun ikke fatter, hvordan han kan spørge så dumt.
Så dumt bør ingen journalist have lov til at spørge, det er krænkende. Som hin 11.september, da en journalist hjemme i studiet fik en kollega i New York til at græde, fordi hun spurgte ham om, hvordan han selv havde det.
Læst: Bodil Malmstens Priset på vatten i Finistère. Kan anbefales.

3.
Erik Sigsgaard har skrevet en bog, der hedder Skældud. Han synes ikke, man skal skælde børn ud, og det forstår jeg godt. Jeg brød mig ikke om at blive skældt ud som barn, og jeg kan ikke lide mig selv, når jeg har skældt børn ud. Det interessante ville være, hvis han kunne påvirke os til at lade være. Når danske forældre så glade tog det til sig at sætte grænser, kan de vel også hoppe med på denne nye idé. Eller mon de kan?
Det virkelig triste er, at børneopdragelse tilsyneladende ikke falder nogen mennesker naturligt i dette land. Der købes og læses mange bøger om emnet, men i praksis har jeg dog mest set den der med at sætte grænser. Den var åbenbart tiltrækkende.
De børn, der er naboer til Arafat, kan ikke komme ud at lege. De har heller ikke rigtig noget at spise for tiden. De fortæller om det med store smil i mit tv. Deres far smiler også, da han fortæller om deres vanskelige situation. Det ser mærkeligt ud, men jeg kan da godt regne ud, at de ikke smiler, fordi de er glade. Jeg beslutter mig for, at de smiler, fordi de er nervøse. Jeg har også hørt folk slå en høj latter op, når de oplever noget sørgeligt.
Læst: Jo Bannisters Blodig uskyld. Kan ikke ligefrem anbefales.

4.
Jeg har overnattet på Frederiksberg og nyder at kunne købe morgenbrød hos en bager for en gangs skyld; der, hvor jeg bor, må man bage selv.
Fint skal det være, så jeg vælger Van Hauen, men det gør jeg ikke igen, jeg havde glemt, hvordan det er at blive ekspederet af jomfruer en lørdag morgen i en storby. Jeg har et spædbarn på armen, men bliver fuldkommen ignoreret, da jeg med én arm må pakke mine indkøb ned i en pose som et større akrobatnummer. Der er heller ingen, der hjælper mig ud ad døren. Men brødet var dyrt. På de overbærende smilende københavnere, jeg fortæller »historien« til, kan jeg se, at der ingen historie er. Jeg fremturer, for det syntes jeg bondeknoldsagtigt, at der var, mens det stod på. Men når der nu er krig og ufred og hungersnød andre steder i verden, så er det for meget at gå op i, at folk skal behandle hinanden venligt i Danmark, det kan jeg godt se.
Læst: Tomas Tranströmers Minderne ser mig. Kan anbefales.

5.
Læst: Barnemordet i Herning (En snes skillingsviser fra Vestjylland).

6.
Det er sket igen. Det sker for tit. Jeg hører P1, Orientering, middagsradioavisen og - hjælp, jeg har igen ikke nået at slukke, før den skrækkelige melodi kommer ud af apparatet – og den stemme... jeg løber gennem rummet, falder over alverdens ting for at få kvalt programmet i fødslen. Hvorfor har en mand ved navn Stenstrop fået sit eget program hver eneste hverdag? Hvorfor hver dag? Hvorfor har han overhovedet fået et program? Og hvorfor i alverden på P1? Det giver ingen mening!
Min datter skal vaccineres, men lægen ringer og melder sig syg. Det foruroliger mig, når lægen bliver syg.
Det foruroliger mig også, at de fleste (herunder også mig selv af og til) kun får deres nyhedsstof fra tv’s nyhedsudsendelser. Hvis man har hørt en grundig middagsradioavis og ser begge kanalers nyheder i tv om aftenen, kan man kun blive bekymret over, hvor lidt der er plads til at fortælle i tv. Det skyldes jo nok, at man dér går højt op i, hvordan det går i kongehuset, om diverse rockbands er opløst eller har aflyst koncerter – og at man er nødt til at lave et indslag hver gang nogle amatører laver en kunstudstilling.

7.
Alle mine tre morgenaviser skriver om overvægtige nyfødte. En nedladende overlæge fra stenalderen udtaler »Den med, at man skal spise for to, når man er gravid, holder ikke.« Da jeg fik en datter for 16 år siden, var den slags allerede en myte. Ingen kvinder prøver mere på at spise for to, når de er gravide. Men overvægt er for tiden den fedeste nyhed for ethvert medie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her