Læsetid: 2 min.

Hanbold med reklamer

30. oktober 2002

Spot
Selv om håndboldkvinderne har hjemmebanefordelen, når det gælder en plads i den omskiftelige og
uberegnelige størrelse, der hedder den danske offentlighed, fik det danske herrelandshold sidste år skubbet til den moderne tese om, at livet er for kort til herrehåndbold. Vel ser de ikke helt så fotogene ud som kvinderne, men de danske herrer intonerede med de nærmest sensationelle bronzemedaljer ved EM en ny tro på fremtiden i dansk herrehåndbold.
Den fremtidstro blev understreget, da Dansk Håndbold Forbund fornylig forlængede kontrakten med landstræner Torben Winther. I løbet af forbløffende kort tid er det lykkedes den nøgterne, men slet ikke temperamentsforladte grånende gentleman at skabe et hold, hvor intriger og smålig konkurrence er erstattet af en nyfunden stolthed hos disse professionelle over at spille på landsholdet. Og kontraktforlængelsen hører ikke til de smålige. Den sikrer Winther fast arbejde frem til juni 2007, og i den branche er det at ligne med en evighed. I den periode ligger der VM 2003 og EM 2004 i Slovenien. Samt OL 2004, VM 2005, EM 2006 og VM 2007.
Netop nu er opvarmningen til januars verdensmesterskaber i Portugal i fuld gang. Den foregår i Sverige, hvor de danske herrer i går mødte det noget falmede, men stadig ikke famlende franske landshold, og i aften gælder det de atletiske egyptere i World Cup-turneringen, som selvfølgelig ret beset bare er endnu en stribe, sponsorvenlige træningskampe, men som faktisk har fået midtvejsstatus på den internationale håndboldkalender som et pålideligt pejlemærke om reel kampform og konkurrencepotentiale.
Det forstår sig, når man ser deltagerne. Gruppe A består af Danmark, Frankrig, Sverige og Ægypten. Gruppe B består af Jugoslavien, Tyskland, Island og Rusland.

Torben Winthers trup er ramt at skader og ligner et hold af spillere, der måske generelt – og helt naturligt – er lidt for fokuseret på de mange vigtige klubkampe, der spilles rundt om i Europa netop nu. Derfor havde Winther håbet at kunne give holdet en vitaminindsprøjtning ved et comeback til et glemt dansk es, langskytten Jannick Secher, som spiller i Schweiz, men han måtte melde forfald i sidste øjeblik.
Og den måske mest boldbegavede spiller, Nikolaj Jacobsen, kæmper stadig for at blive fit for fight til VM. For seerne bliver der heller ikke gensyn med åbenbaringen fra EM, målmanden Michael Bruun, der i mellemtiden er skiftet til Bjerringbro, og det har ikke gavnet hans kandidatur, selv om Winther selvfølgelig bedyrer, at Bruun ikke må blive hjemme, fordi hans klubhold p.t. er tredjesidst i Håndboldligaen. Selvfølgelig ikke. I stedet er udtaget de ikke slet så spektakulære, men normalt ret stabile valg, Peter Nørklit og Kasper Hvidt.
TV3 er vært hele turneringen. Og hvor er Holger? Han bliver heldigvis ovre på DR. Til gengæld bliver det spændende at se, om TV3’s kyndige kommentar Lars Friis-Hansen kan komme til orde for reklamer.

*TV3 kl. 17.55 World Cup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her