Læsetid: 10 min.

Høge over duer

Terrorangrebene den 11. september 2001 blev et politisk vendepunkt for en amerikansk regering, som er domineret af ministre og viceministre med stærkt konservative synspunkter
26. oktober 2002

Kan nogen erindre amerikansk udenrigspolitik i George W. Bushs første otte måneder i Det Hvide Hus? Næppe. Hukommelsen svigter. Billedet bliver uskarpt. I den periode sejlede Bush og hans koldkrigsministre fra faderens kabinet rorløst rundt i tåget farvand uden et fyrtårn i sigte.
Et samlingspunkt manglede. Det havde selv den uartikulerede Texas-guvernør anerkendt i en liden bemærket udtalelse under valgkampen i 2000. Verden af i dag så ganske anderledes ud end verden af i går, forklarede han.
»Da jeg voksede op med, hvad der var en farlig verden, vidste vi præcis, hvem de’erne var. Det var os mod dem, og det var klart, hvem dem’erne var. I dag er vi ikke så sikre på, hvem de’erne er, men vi ved, de er der,« konstaterede manden, der har en bachelorgrad fra Yale University og en mastergrad fra Harvard University.
Oversat til forståeligt sprog: Sovjetunionens opløsning i 1991 frarøvede USA en fjende, som gennem 40 år havde tjent som ledemotiv for amerikansk udenrigspolitik. Men ifølge George W. fandtes der med sikkerhed en fjende et eller andet sted. Det var blot et spørgsmål om, hvornår den viste sit åsyn.
Terrorangrebet 11. september otte måneder inde i perioden kom altså yderst belejligt for de ministre og viceministre i Bush-regeringen, som havde formet deres verdenssyn under præsident Ronald Reagan og George H.W. Bush.
En af dem er vicepræsident Richard Cheney. Han begyndte sin regeringskarriere som stabschef for den republikanske præsident Gerald Ford i 1975 og blev siden valgt til kongresmedlem fra delstaten Wyoming i Jimmy Carters og Ronald Reagans præsidentperioder. I 1988 udnævnte præsident Bush Senior ham til forsvarsminister, i hvilken rolle Cheney blev et kendt tv-ansigt under Golf-krigen mod Irak i 1991.
I Repræsentanternes Hus havde Dick Cheney gjort sig bemærket for sine ultrakonservative synspunkter, og disse holdninger forfægtede han demonstrativt som forsvarsminister. I George H.W. Bushs og hans sikkerhedsrådgiver, Brent Scowcrofts, fælles erindringer fra 1998 (A World Transformed) fremgår det klart, at Cheney indtog kompromisløse standpunkter i den interne debat i regeringen om udenrigspolitiske beslutninger.
Det var stort set Cheney alene mod de moderate republikanere, som befolkede Bush Seniors kabinet.
Han stolede ikke en pind på Mikhail Gorbatjovs reformer og anbefalede, at USA skulle opretholde presset på Sovjetunionen i stedet for at indgå i en dialog med nytænkerne i Kreml. En måned før sovjetrigets fald opfordrede Cheney præsidenten til at fremskynde opløsningsprocessen, til trods for at det kunne føre til borgerkrig og etnisk strid. Senere modsatte han sig, at USA trak sine taktiske atomvåben tilbage fra Europa og Japan, skønt den sovjetiske trussel var forsvundet.
En skræmmede anekdote: Daværende stabschef for USA’s væbnede styrker, Colin Powell, skriver i sine erindringer, at forsvarsminister Cheney under planlægningen af Golfkrigen i 1990 anmodede ham om at undersøge muligheden for at bruge atomvåben mod irakiske styrker. I dag er Cheney den mest indflydelsesrige fortaler i Bush-regeringen for at vælte Saddam Hussein. Hans officielle begrundelse? At diktatoren vil bruge atomvåben mod USA, hvis Irak formår at fabrikere dem.
Efter 11. september faldt det til den sjældent åbenhjertige vicepræsident at formulere i meget præcise vendinger, hvor epokegørende al-Qaedas terrorangreb ville blive for amerikansk udenrigspolitik i lang tid fremover. I en tale til Council on Foreign Relations i februar – citeret af forfatteren Frances Fitzgerald i magasinet New York Review of Books – sagde Cheney:
»Da USA’s store fjende (Sovjetunionen, red.) pludselig forsvandt, spekulerede mange på, hvilken retning vores udenrigspolitik ville følge. Som altid talte vi om verdens mange problemer og regionale kriser, men der eksisterede ikke en enkeltstående og umiddelbar global trussel, som en gruppe eksperter kunne blive enige om at udpege,« fastslog vicepræsidenten.
Herefter tilføjede Cheney: »Alt dette ændrede sig for fem måneder siden. Nu kender vi truslen, og vores opgave er selvindlysende.«
Det var altså ikke så meget selve verden som præmisserne for amerikansk udenrigspolitik, der blev ændret 11. september. Man kunne faktisk hævde, at det kabinet af høge, som Bush Jr. havde samlet i 2001, var yderst godt forberedt til at imødegå udfordringen.
Når det kommer til stykket, havde Dick Cheney og hans stabschef, Lewis Libby, forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans andenmand, Paul Wolfowitz, Condoleeza Rice og hendes nummer to, Stephen Hadley, John Bolton i Udenrigsministeriet, andre viceministre og rådgivere samt Richard Perle alle sammen været på forreste linie i USA’s offensiv mod Det Onde Imperium i 1970’erne og 1980’erne.
Deres forestillinger om varig amerikansk militær dominans i det 21. århundrede skulle bare pudses af. Ellers stod alt ved det gamle dagen efter, den 12. september, hvilket er forklaringen på den imponerende korte tid, det tog for Bush-regeringen at distrahere fra massemordet og formulere en ny international strategisk doktrin.
I tre taler gennem otte måneder fremlagde præsident Bush USA’s nye strategi. Første gang til Kongressen i september, næste gang i sin tale om nationens tilstand i januar og tredje gang i en tale til militærakademiet ved Westpoint i juni. Kort sagt og skematisk gjorde han følgende klart:
Enten er man med USA eller med terroristerne. Nationer, der giver husly til terrorister, vil blive anset for fjendtlige. Irak, Iran og Nordkorea udgør en Ondskabens Akse, mod hvem USA forbeholder sig ret til at slå først, hvis de tages i fremstille masseødelæggelsesvåben i strid med internationale traktater.
Det var allesammen ideer spiret frem og i begrænset omfang praktiseret i Reagan-æraen. Nu havde ideerne såvel som personerne pludselig indtaget en prominent placering igen.

Når man skal bedømme krigshøgenes indflydelse i Bush-regeringen, er det instruktivt at holde sig én omstændighed for øje. Det republikanske parti er ikke en monolit. Tværtom. Traditionelt har partiets udenrigspolitik været styret af østkysteliten med sporadiske bidrag fra tænkere i Chicago og Californien. George Bush Sr. er indbegrebet af denne internationalistiske linje, hvorimod hans forgænger, Ronald Reagan, repræsenterede en antikommunistisk og Amerika-først politik, som er mere rodfæstet blandt republikanere i den amerikanske provins.
Begge lejre er som regel repræsenteret i en republikansk regering. Under præsident Bush I havde den moderate østkystelite med ministre som Brent Scowcroft og George Shultz overtaget. Bush Sr. lyttede mest til deres røster. Men han blev ikke genvalgt i 1992 og en af grundene var, at den hårde kerne blandt republikanske vælgere havde svært ved at identificere sig med en politiker, som ifølge hans rival under primærvalgene, Pat Buchanan, var »født med en sølvske i hånden«.
Denne lektie tog Bush-dynastiet til sig i Clinton-årene, mens de to sønner og guvernører i Florida og Texas blev oplært til at følge i faderens fodspor. George W. var den, der bedst forstod, at han kunne vinde opbakning fra de republikanske vælgere, hvis han præsenterede sig som Ronald Reagans arvtager fremfor som en kopi af sin egen far. Derfor vandt han primærvalgene i 2000.
Denne kendsgerning er afspejlet i den skæve balance mellem høge og moderate i Bush II’s regeringskabinet. De moderate røster finder man hovedsageligt i Udenrigsministeriet, nemlig Colin Powell, Richard Armitage og Richard Haas. Til Powells fortrydelse lykkedes det dog høgene at få indsat John Bolton – én af USA’s førende konservative udenrigspolitiske tænkere – som femte kolonne i Udenrigsministeriet.
Bolton blev viceudenrigsminister med ansvar for våbenkontrol. Fra denne platform har han udvist ihærdige og delvist succesrige bestræbelser på at trække USA ud af flere internationale våbenkontrolaftaler.
Den moderate fløj har to primære trumfkort i den indre debat. Det ene er Colin Powells ubestridelige stjernestatus i amerikansk politik og samfund. Der er grænser for, hvor langt George W. kan støde ham fra sig. Det ville være ensbetydende med politisk selvmord at ofre Powell i en magtkamp. Den anden faktor, som hjælper de moderate republikanere, er Bush Sr. og hans gamle rådgivere fra østkysteliten. Der er ingen tvivl om, at sønnen jævnligt taler med sin far og lytter til hans råd. Talen om Irak i De Forenede Nationer i slutningen af september er en stærk indikation.
De moderates indflydelse er imidlertid stærkt begrænset af den omstændighed, at to andre magtcentre i regeringens udenrigspolitik – Pentagon og Det Nationale Sikkerhedsråd – er befolket af høge. Herudover styres det tredje magtcenter, Central Intelligence Agency, af Clinton-udnævnte George Tenet, hvis røst ikke vejer tungt i den republikanske inderkreds.
Rent intuitivt skulle man tro, at to tunge bureaukratier som Udenrigsministeriet og CIA har mere at sige om Irak end Forsvarsministeriet og sikkerhedsrådet i Det Hvide Hus. Men det er ikke tilfældet i denne regering. Indtil videre har Powells og CIA-chef Tenets skeptiske holdning til et angreb mod Irak ikke været gangbar mønt i Det Ovale Kontor.
Høgenes dominerende indflydelse kan tydeligt aflæses i præsident Bushs mange taler og i den nyligt offentliggjorte nationale sikkerhedsdoktrin fra Det Hvide Hus. Men når det gælder de konkrete politiske beslutninger, bliver billedet mere mudret. Cheney, Rumsfeld og andre høge forholdt sig køligt over for tanken, at USA bør gennem FN’s sikkerhedsråd, inden en beslutning om at gribe til våben bliver truffet.
De frygter, at denne rute vil binde USA politisk til en FN-resolution og stække præsidentens mulighed for at gennemføre et regimeskifte i Bagdad ved hjælp af en invasion. I høgenes øjne er afvæbningen af Saddam ikke nok. De vil som en sikkerhedsgaranti have indført demokrati i Irak og gøre landet til USA’s vigtigste allierede i regionen. Herved vil den største væbnede trussel mod Israels overlevelse samtidig være fjernet.
Høgene vender sig desuden voldsomt imod en ny runde våbeninspektioner. Richard Perle, der er uofficiel budbringer og husfilosof i Rumsfelds Pentagon, tog på en konference i Washington fornylig kraftig afstand fra ideen.
»Det er useriøst at tro, at inspektioner kan løse problemet. Hans Blix råder kun over 220 eksperter til at dække et land på størrelse med Frankrig. Det er ikke alene utilstrækkeligt, det er en farce. Kun en stor besættelsesstyrke vil kunne udføre opgaven tilfredsstillende,« sagde han.
Perles officielle hverv er formand for tænketanken Defense Policy Board, der består af ca. 30 regeringsuafhængige eksperter. Deres opgave er at fodre forsvarsministeren med uortodokse meninger, men under Bush er panelet domineret af folk med høgeagtige ideologier. Til de mere besindige hører Henry Kissinger.

Perles afvisning af våbeninspektørers nytte bliver fuldt ud bakket op af Pentagon-chef Donald Rumsfeld og de andre høge i regeringen. Det er derfor, Hans Blix’ organisation efter alt at dømme kun vil få en måned eller to til at udføre den komplicerede og omfangsrige verifikation af Iraks våbenarsenaler, fabrikker, forskningscentre og ministerier. En uoverkommelig opgave.
Et af de virkelig slående aspekter ved høgenes bitre fjenskab mod Saddam Hussein er den afsky, de nærer for tyrannen. Det er et faktum, at irakeren er i en klasse for sig selv, når det gælder hans brutale behandling af modstandere og den skødesløse og kyniske holdning, han viser over for civile ofre. Ikke engang Rumæniens torterede og myrdede diktator Nicolae Ceaucescu kan måle sig med Saddam Husseins hensynsløshed gennem de sidste 30 år.
Men Nordkoreas Kim Jong-il er ikke ligefrem barnemad i sammenligning med irakeren. Millioner er døde af sult under hans misregimente. Ikke desto mindre behandler Bush-regeringen Kim mindre kompromisløst end Saddam, hvilket USA’s reaktion på den nylige afsløring af landets hemmelige atomvåbenprogram illustrerer ganske tydeligt.
Hvorfor er det, at Saddam skal væltes? Man kan fremføre mange legitime grunde – og det har præsident Bush gjort i flere taler. Det er imidlertid ikke en god forklaring på, hvorfor irakeren har stået øverst på høgenes liste i mange år. I et brev til præsident Clinton i 1998 skrev Rumsfeld og Wolfowitz, at Iraks anskaffelse af masseødelæggelsesvåben ville udgøre en trussel mod USA’s styrker i Den Persiske Golf, mod Israel, mod moderate arabiske stater og mod Vestens frie adgang til olie.
I et senere brev til Kongressen fremførte de sammen med den indflydelsesrige journalist og intellektuelle William Kristol, at Saddam ville kunne bruge sine våben til at afpresse USA og allierede i Mellemøsten og Europa samt sabotere fredsprocessen. Høgenes aversion mod Saddam skyldes altså ikke regimets undertrykkelse af dens egen befolkning. Snarere synes adgang til olie og Israel at være de bærende motiver.
Flere udtalelser fra Wolfowitz og Kristol – som færdes i Det Hvide Hus – antyder, at de anser en amerikansk invasion af Irak som en kæmpe chance for at bringe demokrati og stabilitet til den strategisk vigtigste stat i Den Persiske Golf. Deres håb er, at indgrebet mod Irak vil omkafaltre hele Mellemøstens geopolitiske kort og herved bidrage til en fredelig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ægte folkestyre er kodeordet i denne sammenhæng. Man kunne kalde løsningsmodellen pax americana.
En visionær idé, men også højst risikabel. Hvorfor tør Bushs høge løbe så store risici? Forklaringen skal søges i deres dystre og pessimistiske syn på verden uden for USA, et anarkistisk og farefuldt internationalt samfund, som minder om tilstanden filosoffen Thomas Hobbes beskrev i 1600-tallet. Hobbes beskæftigede sig med indre forhold i stater og konkluderede, at kun en fyrste med enevældig magt kan styre retfærdigt.
Samme konklusion har høgene draget om USA’s rolle i en konfus og farlig verden, hvor små stater som Irak og Nordkorea har mulighed for at bygge atomvåben – ja, hvor terrorgrupper kan bringe stormagter i knæ med ved brug af masseødelæggelsesvåben. Konventionel afskrækkelse og détente lever ifølge høgene ikke op til udfordringens alvorlige karakter. Derfor må USA af og til gå alene, med mindre en koalition af villige stater eller Sikkerhedsrådet giver deres besyv.
Om Bushs krigshøge får ret, som de har agt, og løber hele den etablerede østkystelite over ende, er langt fra afgjort. Selv den udenrigspolitiske eminence Henry Kissinger stritter imod.
»Jeg er en arg modstander af vestlige nationers langvarige besættelse af et muslimsk land i hjertet af den muslimske verden – vestlige nationer, som proklamerer, at de vil genoplære dette land,« sagde den tidligere udenrigsminister under en nylig kongreshøring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu