Læsetid: 5 min.

Er højrebølgen stilnet af?

De europæiske socialdemokraters selvransagelse ikke stoppet efter sejre i Sverige og i Schröders Tyskland
4. oktober 2002

(2. sektion)

Politik
Overalt i Europa åndede de kriseramte socialdemokrater lettet op, da Gerhard Schröder hånd i hånd med den grønne Joschka Fischer knebent vandt det tyske forbundsdagsvalg for to uger siden.
Sammen med det socialdemokratiske Sverige – hvor Göran Persson efter sin nylige valgsejr kan regere videre – kan det rød-grønne Tyskland danne en modvægt til de centrum-højre orienterede partier og nationalpopulistiske bevægelser, der i de sidste par år har erobret regeringskontorerne i EU-landenes hovedstæder.
Men spørgsmålet er, om de to valgsejre kan gøre det ud for en tendens? Er tidsåndens urolige politiske pendul ved at svinge tilbage hen over midten? Vil de østrigske socialdemokrater kunne rykke ind i slipstrømmen og generobre regeringsmagten i Østrig ved det kommende valg i november. Kan lederkrisen i Jörg Haiders nationalpopulistiske Frihedsparti lægge en dæmper på den tidligere så aggressive xenofobiske populisme, som Haider fik eksporteret til andre europæiske lande?

Når fløjene mødes
Den spanske avis El Pais – der længes tilbage efter en socialistisk regering i Spanien – skrev en nøgtern analyse dagen efter det tyske valg.
»Det ekstreme højres spøgelse er forsvundet i det tyske landskab. Tyskland er efter valget mere centreret. Oppositionen (Stoibers kristelige demokrater, red.) er tvunget til at samarbejde. Der er ingen anden udvej, specielt fordi de kristlige demokrater kontrollerer Forbundsrådet, det territoriale kammer, og det vil i praksis være det samme som en stor koalition.«
Måske gør det ikke den store forskel. For den konservative Edmund Stoiber forsøgte at overtrumfe Gerhard Schröder med socialdemokratisk velfærdspolitik, så det for mange blev svært at se forskel.
Det britiske ugemagasin The Economist skriver da også i en analyse efter det tyske valg, at »i de store økonomiske og sociale spørgsmål, som Europa står over for er forskellene mellem centrum-højre og centrum-venstre ubetydelige. Højre er stadig tættere på forretningslivet, og venstre står fagforeningerne nærmere. Men de politiske forskelle handler mere om nuancer end dybe filosofiske forskelle.«
»Revolutionen fandt slet ikke sted,« konstaterer Gunter Hofman i det tyske ugemagasin, Der Spiegel. »Det gamle kabinet bliver i princippet det nye.«
Han noterer, at slagord om ligestilling, social sikring, handel med CO2-emissioner og talrige energiafgifter selvfølgelig stadig cirkulerer i rød-grønne kredse, men »alt det er i virkeligheden små store detaljer. Vigtigere er, om de rød-grønne – indeklemt mellem tusindvis af interessegrupper – er fast besluttet på at spilde og bortødsle deres anden chance« for at regere.

Det populistiske ’vi’
Kernen i den rød-grønne koalition er set med Hofmans øjne ikke partierne, men personerne Schröder og Fischer: »Begge er magtbevidste, begge er professionelle«.
De afgørende stemmer blev sikret takket være Fischers personalistiske valgkamp, hvor hans personlighed og karisma blev markedsført, mens Schröder som statsmanden genopfandt det populistiske ’vi’ i centrum af tysk politik.
Et godt mål af populisme og personlig karisma er en af de forklaringer, som The Economist griber til efter det svenske og tyske valg:
»Stillet over for de små forskelle mellem venstre og højre om de store sociale og økonomiske spørgsmål, så har vælgerne en tendens til at bumpe hen til de mest tiltrækkende personligheder,« skriver magasinet og henviser til, at det også var personligheden, der var med til at føre Tony Blair til sejr i Storbritannien, mens det var manglen på samme, der fik Lionel Jospin til at dumpe ved det franske præsidentvalg.
The Economist bemærker, at Schröders brugte et populistisk kneb, som var en ’variation’ over det, som de såkaldte antiimmigrations-populister har brugt.
Schröder »besluttede sig for at udtrykke en antiamerikanisme, som har en stærk strømning i offentligheden i Tyskland og resten af EU. Det var en mild udgave af hverdagsagtige følelser, som han fandt frem ved at advare imod et ’eventyr’ i Irak og ved at hakke på den amerikanske økonomiske model,« skriver magasinet og antyder, at figuren ’antiamerikanisme’ dybest set er en metafor for ’antiindvandrer’-politik.

Genfortryllelse
At bruge socialdemokraternes valgsejre til at genskabe et nyt venstreorienteret projekt er ikke det liberale britiske tidskrifts ærinde. Men det optager andre. Den britiske juniorminister Dennis MacShane, der også er med i de intellektuelle socialisters klub i Fabian Society, har i avisen The Guardian skrevet, at den britiske venstrefløj bør se mod nord, til Sverige.
»På mange områder er Sveriges socialdemokratiske parti mere radikalt i dets vilje til at omfavne reformer end selv den mest glødende Blair-tilhænger. (..) Göran Persson har privatiseret Sveriges postvæsen, så det kan få lov til at konkurrere i Europa. Skolerne får uafhængighed fra det lokale og det statslige bureaukrati. Persson ønsker at få Sverige med ind i euroen,« skriver han misundeligt.
»Et socialdemokrati til informationstidsalderen er ved at tage form rundt omkring Nordsøen,« vurderer han. »Det er på tide, at Storbritanniens venstrefløj afskriver længslen efter et statsstyret og korporativistisk socialdemokrati og begynder at få smag for den permanente reformisme i globaliseringens tidalder.«
I det nye nummer af tidskriftet Prospect følger generalsekretær for Fabian Society, Michael Jacobs, op med en længere analyse, hvor han siger, at venstrefløjen skal ’genfortrylles’. Han mener, at den »kolde, hårde politiske realisme (der vandt indpas i 1980’erne, red.) har gjort det samme ved den radikale idealisme, som rationaliteten gjorde ved den spiritualitet, der voksede frem før Oplysningstiden. Politikken mistede sin fortryllelse.«
Michael Jacobs advarer mod, at New Labour – og andre socialdemokratiske regeringspartier – blot lader sig nøje med at være ’teknokratiske og uinspirerende’ administratorer. Svaret er for ham at se ikke at genopfinde socialismen som samfundssystem. »De vestlige samfund er blevet mere individualistiske«, »sociologer taler om en tilbagegang i den ’sociale kapital’, og »en form for hedonisme invaderer den populære kultur«.
Over for det skal Labour ikke bare trække på skuldrene i »fatal resignation« eller glæde sig over, at man ikke opnåede et bedre resultat ved FN’s Johannesburg-topmøde. Jacobs mener, at politikkens ’genfortryllelse’ forudsætter en »tro på at verden kan gøres bedre«. »Ånden i den moralske idealisme er ikke andet end at genindsætte troen på den menneskelige vilje. Uden den er det svært at se, hvordan vor tids politik skal inspirere nye generationer til at gøre en forskel,« skriver han.

*Læs Michael Jacobs’ artikel på www.prospect-magazine.co.uk/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her