Læsetid: 4 min.

Hofnar for Lucifer

Engang bed han hovedet af en due, og før det har Ozzy Osbourne indsvøbt sin karriere i en popmytologisk kappe af sort magi. Nu kan man på TV2 se hans alter ego som familiefar i The Osbournes
11. oktober 2002

Soap
Da undertegnede var knægt, fandtes der en blodig, fantasiskærpende og fuldstændig uimodståelig mytologi omkring sangeren Ozzy Osbourne og dennes orkester, Black Sabbath: De var fuldblods-
satanister. De ofrede levende dyr til hedenske guder, men læskede sig selvfølgelig i det varme blod først, når de ikke rask væk bed hovedet af høns og andre bevingede væsener. De kneppede kun kridhvide jomfruer på kirkegårde ved midnatstid under en bleg og mystisk fuldmåne. De var vaskeægte børn af Aleister Crowley og Marquis de Sade med Dracula som en nær fætter. De pissede galde og sked guld og var i det hele taget ikke af denne verden. Og de plejede på daglig basis omgang med alle de mere eller mindre fortabte og fordømte personager, vi kendte så indgående fra tegneseriehæftet Gru, der i den grad levede op til sit navn.
Intet under vi elskede og tilbad dem, når vi i stearinlysets skær samledes og efter en chillum eller to forsøgte at påkalde os Den Onde selv, mens lp’en Paranoid kørte i baggrunden. Den pragmatiske årsag til, at vi ville i kontakt med Mr. Lucifer, var den enkle, at vi havde et regnskab at gøre op med en matematiklærer, der desværre ikke var til maltbolscher! Men selv om Han altså ikke åbenbarede sig, lykkedes det os ved flere lejligheder at piske en stemning op, så man satanedme næsten ikke turde forlade vennerne for at tage den ensomme tur på knallerten hjem gennem den selvdøde forstad, der snildt kunne myldre med dæmoner og andet riffraff fra underverdenen. Det hjalp ikke på sagen, hvis man havde set den stadigvæk hårrejsende film Excorcisten en fire-fem gange, fordi man nu engang syntes, den stank af jordnær realisme.

En døende brontosaurus
I de betongrå 70’ere havde vi brug for probate midler for at kunne slæbe os gennem dette nedtursårti. Og hvad var bedre til det formål end fire arbejderrødder fra den trøstesløse britiske industriby Birmingham, som kaldte sig Black Sabbath og i en lind strøm udsendte albums med titler som Paranoid og Masters Of Reality (begge 1971), Sabbath, Bloody Sabbath (1973) og Sabotage (1975). Det skadede bestemt ikke sagen, at kritikerne hadede dem –
lyden af »en døende bronto-saurus i en tjæregrav,« beskrev en fra standen således bandets lyd – forældre for-uroligedes over dem, og ældre søskende foragtede dem. Den slags er nu engang den bedste reklame, man kan få.
Med et katalog af sange, der i et væk omhandlede undergang, vanvid, død og ødelæggelse med en ram em af paranoia og selvhad og konstant stod i dialog med Mørkets Fyrste, var gruppen ikke kun grundlæggere af genren heavy metal – sammen med navne som Led Zeppelin,
Deep Purple og Grand Funk Railroad – de gav den også en gotisk drejning, som giver genlyd den dag i dag i bizarre subgenrer som goth, industrial og ikke mindst death metal, der i og for sig blot har taget præmisserne og ført dem ud i det groteske. Tilsæt dertil en tonstung lyd og en øresønderrivende volume, og man vil forstå, hvorfor genren på dansk kom til at hedde ’betonrock’ – efter denne skribents mening stadig et perfekt navn til genren.

Dope, druk & damer
Men trods gruppens navn og et heftigt sceneshow, der involverede godt med brændende kors, teaterblod og anden staffage fra tegneserie-overdrevet, påstod gruppens medlemmer konsekvent, at alt det der med sort magi kun udsprang af fascination og nysgerrighed, og med årene fadede deres image som Mørkets Prinser til fordel for en mere jordnær tungrock-aura, hvor man især hæftede sig ved gui-taristen Tommy Iommis stildannende riffmageri og Ozzys fantasifulde tekster og kraftfuldt manende stemme, der passende lød som rockens svar på Boris Karloff.
Bandet gik omkring midten af 70’erne til i en sky af dope, druk og damer, og i 1979 gik den da 31-årige Ozzy solo med brask og bram.
I starten gik det godt pga. samarbejdet med den effektive guitarist Randy Rhoads, der virkelig kunne riffe, så det plaskede, men da Rhoads døde i et flystyrt i 1982 – samme år som Ozzy giftede sig med sin manager, Sharon Arden, røg Ozzy ud i nogle retningsløse år.
Alt dette ændredes, da grungen bragede igennem først i 90’erne, og Nirvanas frontfigur, Kurt Cobain, pegede på Black Sabbath som en af sine store inspirationskilder.
Siden da har rehabiliteringen ingen ende villet tage. Hvert år sender Ozzy sin Ozzfest rundt fra land til land, og sidste år lod Black Sabbath sig sågar gendanne for en sidste stadion- og festivaltour, der også bragte dem til Roskilde Festival, hvor de gav et sejt og voldsom højlydt sæt.
Hele vejen igennem har Ozzy været en af det religiøse højres yndlingsskydeskiver, så det må have været noget af et chok for den front i løbet af i år via tv-showet The Osbournes, som et godt stykke tid har kørt på MTV og nu også kan ses på TV 2, at opdage, hvor venlig og velformuleret – omend han bander som en tyrk, men det gør hele familien – en familiefar han egentlig er. Dette sindssvagt populære og topunderholdende show har endnu engang bragt Ozzys navn på alles læber og beviser en gang for alle, at hvad angår rock’n’roll survivors, ligger han helt i top! Ja, som et andet satanisk band, Black Widow, sang: »Come, come, come to the sabbath – Satan’s there!«

*TV 2 søndag kl. 22.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her