Læsetid: 3 min.

Det hvide snit

Kulturbro 2002’s hommage à Arne Jacobsen er en lille luksuriøs sag, der ikke kaster skygge i teatersammenhæng – skønt Ulla Henningsen tårner sig op i verdensformat
26. oktober 2002

Teater
På vejen ud til Bellevue Teatret passerer man arkitekt Jacobsens fredede benzintank, der ligner et Hopper-ikon, og fem minutter efter sidder man i teatrets let Florida-smagende, kølige funktionalisme. Således er modtageapparatet så spidsfindigt forhåndsindstillet; men til ingen nytte, skal det vise sig.
For The White Town , Robert Wilsons synonym for den omkringliggende bebyggelse, har en navlesnor til sit påskud, der er tyndest tænkelig. Nok får vi et par basale Jakobsen-citater over lydanlægget for mørk scene og til start en hvidsminket Ulla Henningsen, der i gråt Jacobsen-suit og med tungen i kinden demonstrativt indstuderet præsenterer ’sin’ model til ovennævnte benzintank og henrivende balancerer med en minimodel af Myren. Men så går vi videre til den scenograferede koncert, som The White Town viser sig at være, og forestillingen slipper sit tag i form, rum eller æstetik i arkitektonisk eller designrelateret forstand til fordel for Wilsons fantasi over mennesket i det nordiske lys. Som ganske rigtigt er slående netop i Klampenborg-vue’et uanset vejrfarve – et sjællandsk Skagen.

Hommage à Henningsen
Vi ved det allerede – Henningsens vokale spændvidde er lige så sensationel, som den er eksklusiv. Kun i en lille kenderkreds er den virkelig bekendt og massivt beundret; med forestillingen kommer hendes format som jazzcrooner, chanteuse og begavet foredrager (af f.eks. PH) ud af skabet i et show, der fra at være dedikeret en vis arkitektping går til at være hommage à Henningsen.
I statuariske scener, hvor Wilsons hånd lægger de knaldende primærfarver, der går igen fra Woyzeck, og primært på bagtæppet, flyder Henningsens sublime fraseringer gennem evergreens, Nick Cave, Evert Taube og Lou Reed. Udsøgt, fornemt og i siamesisk samhørighed med Nikolaj Hess’ overdådigt spillende band. En luksusperle, lige til at eksportere. Men – med påskuddet i baghovedet – virker forestillingen som et uafgjort regnskab fra Woyzeck mellem instruktøren og hans primadonna. Og man forstår udmærket hans fascination af Henningsens format, men så giv hende dog en hovedrolle af tilsvarende omfang – eller kald fænomenet på Bellevue for det, det er – en hurtigløsning.
Selvfølgelig er det et spørgsmål om penge.
De pengestærke initiativtagere – primært konstruktionen Kulturby 2002, men også Carlsbergfonden og det afpillede Teaterråd (fy !) – har kløet sig i håret og ment, at en arkitekt som Robert Wilson var den rette til at tage sig af en verdensberømt kollega – og så har Wilsons notering på det minutkulturelle aktiemarked selvfølgelig ikke stået i vejen. Yderligere er det soleklart, at en kunstnerisk tilfredsstillende teatralsk abstraktion over et arkitektliv og -tankeverden ikke lader sig gøre overnight; hvilket svarer til, hvad Wilson til enhver tid har plads til i timemanageren. Så man, Kulturbro 2002 såvel som publikum, kunne have forudset, hvad man fik. Spørgsmålet er så, om man har fået værdi for sine penge ?
Med de gratis og ugenerte selvcitater fra Black Rider, Woyzeck og Liva (en vis forankring i kulturmiljøet omkring 1934 antydes på det underfundigt abellske fortæppe) og den fra Woyzeck totalt overførte, kantet fremmedgjorte, marionetstive spillestil (som Henningsen mestrer med en lang række undertoner af gotisk uhygge og dæmonisk desperation) ved jeg nok, hvad jeg mener; det er mere interessant, hvad pengetanken mener? Og hvad den havde tænkt sig at mene i fremtiden ?

Velbekomme
Den moderigtige Mozart-kugle bekom det guldrandede premierepublikum – de fleste naboer fra det søndre whiskybælte – riiiiiigtig godt; resten, teatergængere with an interest, kiggede på uret og hinanden.
Skal man tænke teaterpolitisk, og det er man nødt til i disse Brian-tider, er The White Town udtryk for en rådvild pengerigelighed, der er noget nær en fornærmelse mod det resterende, økonomisk til besvimelse korsetterede teaterliv.
Men fru Henningsen er af verdensformat.

*The White Town. Instr., design og lysdesign: Robert Wilson. Sangred.: Hal Willner. Kost.: Jacques Reynaud. Kapelmester: Nikolaj Hess. Bellevue Teatret. Til 9. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her