Koncert
I 1999 udgav sangeren og multiinstrumentalisten Moby atten sange under den prunkløse titel Play.
Albummet, som hovedsageligt var blevet til i den ranglede og introverte amerikaners soveværelse, skulle hurtigt vise sig at appellere til musikkøberne. Play blev i løbet af det efterfølgende år langet over diskene i alverdens pladebutikker i omkring 10 millioner eksemplarer. Pludselig var den generte Moby blevet en stjerne i den absolutte sværvægtsklasse.
Omvæltningen lammede imidlertid ikke Mobys kreative nerve. Efter at have turneret med Play på udsolgte spillesteder i hele verden gik han i januar 2001 i studiet og indspillede og producerede egenhændigt opfølgeren, 18. Stilen på 18, der udkom tidligere på året, er grundlæggende den samme som på den millionsælgende forgænger sugende strygerarrangementer, dansable breakbeats, bluesrockende tangenttemaer og muskuløse basfigurer blander sig atter engang umærkeligt med Mobys uskolede vokal.
Velsoigneret publikum
Tirsdag aften stod Moby på scenen i Valby-Hallen som et led i promoveringen af 18. Fra det hævede gulv kunne han skue ud over et ungt og velopdragent publikum, der ikke kunne være længere væk fra de vilde punkere, som han i sin karrieres spæde begyndelse spillede for på New Yorks undergrundsklubber under navne som The Banned og Vatican Commandos.
I Valby-Hallen var det ikke hanekam, tilmalede motorcykeljakker og beskidte militærstøvler, som tegnede publikumsbilledet, men derimod Beckhamfrisurer, poloshirts og italienske sko. Og den lille anæmiske
Richard Melville Hall sådan staves Mobys navn i Harlems kirkebøger havde vitterligt svært ved at håndtere den velsoignerede og affable
danske ungdom. Han prøvede ellers ihærdigt at indgyde sanselighed og lidenskab i deres stillestående fødder ved som en vanvittig at fare rundt på den vældige scenes forskellige
niveauer og ved at spille huggende og aggressivt på sin lavthængende guitar. Men lige lidt hjalp det.
Det eneste, som reelt magtede at få de mange velholdte sko til at bevæge sig en smule, var FM-hitsene fra Play. Numre som »Porcelain«, »Why Does My Heart Feel So Bad?«, »Natural Blues« og »Honey« gjorde således nogenlunde fyldest i den næsten fyldte sportshal, imens de mere hidsige og pumpende skæringer fra
Mobys bagkatalog beklageligvis led en langsom og uværdig død på det
fadølsplettede cementgulv.
Lyset spillede med
De ydre omstændigheder i den store hal kunne for en gangs skyld ikke lastes for noget. Mobys komplekse lydhybrider stod knivskarpt i det enorme rum, der ellers er berygtet for at kunne få enhver koncert til at lyde som en ridset lakplade fra århundredets begyndelse, og lyset var en uhyre smuk og værdig medspiller, der konstant understregede arrangementernes larger than life-kvaliteter. Nej, det var i sandhed det velopdragne publikum, der svigtede den ellers så fornemme halfest, som Moby havde inviteret til.
Moby valgte heldigvis at afholde sit omhyggeligt koreograferede party, selvom de cirka 3.000 betalende gæster ikke rigtig havde lyst til at deltage og det gjorde han med stor koncentration, intensitet og værdighed. »No one can stop us now, cause were all made of stars, stars, stars,« messede den kronragede antihelt i et af koncertens allersmukkeste øjeblikke, og i den buldermørke efter-årsaften i Københavns udkant var der ingen tvivl om, at Moby er gjort af det samme stof som de lysende stjerner. Om vi, der stod på gulvet under ham, også skulle have stjernestøv i årerne, det er straks mere tvivlsomt.
*Moby i Valbyhallen, København, tirsdag aften
