Læsetid: 4 min.

Irak overlever på minimumsrationer

Det engang så rige Irak ligger i ruiner og olielandets befolkning lever af statsstøttede bønner
9. oktober 2002

Hverdagen
BAGDAD – Mr. Mahdi er en glad mand. Han kører rundt blandt Bagdads rullende bilvrag med revnede forruder knuste sidespejle, i sin egen hvide BMW, der kun har et par år på bagen. På bagsædet sidder skiftende udenlandske journalister, der i visse tilfælde betaler 50 dollar om dagen for at blive kørt gennem byen til interview, briefinger og indoktrineringer. Pengene skal deles med ham, der passer indkørslen til parkeringspladsen, ham der passer selve parkeringspladsen og ham der passer kontoret på parkeringspladsen.
Nogle journalister er heldige at få presset prisen for en plads på bagsædet helt ned på 20 dollar om dagen, men det er stadig en god dagsløn i et land, hvor en offentligt ansat læge i dag tjener 15 dollar om måneden. Før krigen mod Iran fra 1980-88 var lønnen for en almindelig offentlig ansat på 1.200 dollar om måneden. Efter krigen lå den på 400 dollar, og i dag er den nede på tre dollar. I samme periode er værdien af den irakiske dinar faldet fra – at en dinar modsvarede tre dollar – til, at en dollar nu koster 2.000 dinarer. Går man i banken i dag og veksler 50 dollar, får man tre store bundter med 400 250 dinar-sedler og en plasticpose til at bære stakken hjem i.
Mr. Mahdi har derfor god grund til at smile hele vejen rundt i byen, for han skal nok klare sig.

Spild af penge
Langt værre er det for den fattige mor, der går rundt med et spædbarn på armen mellem mr. Mahdis BMW og de andre journalistbiler. Hun får som alle andre irakere hver måned to madrationer bestående af olie, mel, te, bønner, ris, mælkepulver og andre af de mest basale langtidsholdbare fødevarer. Ra-tionen er betalt af regeringen og dækker det mest basale ernæringsbehov.
Det er for såvidt godt nok. Rationerne er nok til at ingen sulter, og de svarer til det, folk lever af i andre katastrofeområder i Afrika og Centralasien. Tilmed får regeringen stor ros for sin præcise og omhyggelige udlevering af rationerne over hele landet.
Iraks katastrofe er derfor ikke unik i den forstand, at befolkningen lever af minimumsrationer.
Det særligt katastrofale ved tilfældet Irak er, at landet dels har været regionens højest udviklede, dels er så rigt, at det slet ikke burde modtage hjælp og henslæbe en tilværelse baseret på statsudleverede bønner og ris.
»Vi burde ikke spilde vores tid og penge her. Irak er et rigt land og vores penge ville være brugt meget bedre i Afrika, hvor der er et reelt behov,« siger Margaret Hassan, leder af CARE International. Hun har boet i Irak i 12 år og har fulgt landets dramatiske nedtur fra et moderne velforsynet og selvforsørgende samfund til et perspektivløst samfund af passive bistandsmodtagere uden indflydelse på deres egen skæbne.
»Før 1991 havde selv de mest øde landsbyer elektricitet og Irak generelt havde en sofistikeret infrastruktur. Alle havde indlagt vand, og der blev bygget moderne hospitaler over hele landet,« siger hun.
I 1980’erne begyndte det at gå ned ad bakke under Iraks ruinerende krig mod Iran. Det var derfor et svækket land, der invaderede Kuwait i 1990. De efterfølgende sanktioner slog eftertrykkeligt benene væk under Irak og gav økonomien den mavepuster, den stadig ikke er kommet sig over. Først i 1996, da sanktionerne blev lempet og FN's Olie-for-mad-program blev indført, begyndte farten på den økonomiske nedtur at tage af.
Eksporten overvåges nøje af FN og alle indtægterne administreres, så regeringen ikke får mulighed for at bruge dem på andet end civile formål og krigsskadeerstatninger. Den irakiske regering ser aldrig kontanterne fra deres oliesalg, men sender FN en liste over det, de vil importere. Alt militært afvises, ting der kan bruges både militært og civilt undersøges, og alt der kun kan bruges civilt godkendes. Gennem løbende justeringer af listen er programmet nu begyndt at fungere så godt, at der ikke længere er fare for hungersnød i Irak. Fødevarerne er til stede over hele landet, men kun tilgængelige for dem, der har råd til at købe dem.

Ingen kender fremtiden
På Bagdads største fødevaremarked, Souq al-Shorja, er der varer nok under de slidte baldakiner, der skærmer for solen. Dåsetomater fra Tyr-kiet, tørret frugt fra Thailand, to slags ris, pasta, gryn, b nner, grøntsager, te – alt hvad man kan ønske sig, undtagen kunder.
18-årige Abbas passer en lille bod med otte sække bønner for en ven. En sæk koster 550 dinarer, en krone og 75 øre, han sælger den for 650 dinarer og tjener så lidt, at det ikke er værd at regne om til danske penge.
Tidligere købte irakerne stort ind og inviterede hinanden på besøg ustandseligt. Nu er der skruet ned for invitationerne og folk køber kun det, de har aller mest brug for.
De overlever på samme måde, som deres 20 år gamle biler får humpet sig osende og spruttende ned ad Bagdads store boulevarder. Men de kører ikke BMW som hr. Mahdi, og de lever ikke, som de gjorde engang – og sådan som de kunne – deres enorme olieressourcer taget i betragtning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu