Læsetid: 4 min.

Iraks olie kilder Jordan

Den irakiske olie har mistet sin kontantværdi, så nu forærer diktatoren den væk i nabolandet og lønner sine ansatte med nye biler
25. oktober 2002

BAGDAD – Vejen mellem Amman i Jordan og den irakiske hovedstad flyder med olie. Irakiske og jordanske tankvogne i hundredvis slider tre spor i hver retning og forsyner Jordan med en tredjedel af landets forbrug. Døgnet rundt er der gang i den rullende olierørledning. Bilerne henter olien fra de enorme irakiske oliefelter, krydser grænsen i et væk og afleverer olien i Amman.
Men umiddelbart får irakerne ikke noget til gengæld for deres udstrakte gavmildhed. Den modsatte vej fra Jordan til Irak kører tankvognene både uden last og uden penge. Saddam Husseins leverancer til den fattige nabo er en vare, han ikke beder om penge for, men som han håber at bytte til varme jordanske broderfølelser, når han får brug for det. Og det kan han snart få, hvis det lykkes USA’s præsident George W. Bush at komme igennem med sine planer for en krig mod Irak. Til den tid vil Irak og Saddam Hussein få brug for alle de internationale støtter, han kan skrabe sammen – ikke mindst i den nærmeste nabokreds.

Frem med guldvægten
Jordanerne er rædselsslagne for krigen og for at blive fanget i et håbløst inferno af israelske modangreb på irakiske raketbeskydninger, en flod af irakiske flygtninge og oprør i de palæstinensiske og irakiske flygtningebefolkninger, der allerede dominerer landet og ikke mindst hovedstaden Amman.
Til den tid må Jordan veje sine internationale venskaber på en guldvægt og finde ud af, om fremtiden ligger i et godt forhold til USA eller i et mere uforudsigeligt forhold til Irak under Saddam Hussein. Meget tyder på, at Jordan vil vælge det første, men diktatoren i Bagdad håber på at smøre den enerådige jordanske konge med så meget olie, at afvejningen alligevel falder ud til hans fordel.
Den form for avanceret bestikkelse er noget af det bedste, Saddam Hussein kan stille op med sine oliekilder lige for tiden. Landet besidder verdens næststørste kendte oliereserver, men pumperne kører bogstaveligt talt på halv kraft og har gjort det længe. FN’s sanktioner har sat eksporten i system, så regimet aldrig ser en dollar fra oliesalget, men i stedet kan aflevere en liste i New York med de varer, regimet ønsker at købe.
FN’s sanktionskomite vurderer indkøbslisten og afviser eller tillader de varer, regimet må købe. Al teknik, der kan bruges militært, afvises, alt det aldeles harmløse tillades, og regningerne betales af FN med penge fra Iraks oliekonto.
Resultatet er blandt andet, at den irakiske regering i princippet ikke har så meget som en dollar at gøre godt med og derfor må gå nye veje for at tilgodese landets interesser. Som for eksempel Jordan.

Salget er taget af
Men oliesalget går ikke, som det skal. FN’s såkaldte Olie-for-mad-program er inden for det sidste år løbet ind i det problem, at den regulære olieeksport, som skulle finansiere de civile indkøb, ikke kan leve op til forventningerne. En kilde med indsigt i FN’s program forklarer, at blandt andet amerikanske og britiske forhindringer ødelægger de irakiske indtægtsmuligheder.
For det første har USA stoppet for al import fra Irak – også for varer, der eksporteres helt lovligt og under FN’s opsyn, som for eksempel olien.
For det andet har prissætningssystemet for den irakiske olie skræmt mange potentielle købere væk. Prisen på olien bliver efter amerikanske og britiske krav fastsat præcis en måned efter en given kontrakts underskrivelse og giver dermed det internationale oliemarked mulighed for at give både køber og sælger en alvorlig økonomisk begmand inden salget gennemføres.
For det tredje gør den politiske turbulens om Irak for tiden, at få oliekunder tør stole på Irak som en sikker leverandør også i fremtiden, og derfor tyr de til andre oliekilder i mindre ustabile lande.

For lidt penge i kassen
For Irak betyder det, at der ikke kommer nok penge i kassen til at betale de mange kontrakter, regimet gerne vil indgå om levering af landbrugsudstyr, kommunikationsudstyr, undervisningsmaterialer, reservedele og lignende, der ikke direkte holder irakerne i live. I begyndelsen af denne måned offentliggjorde FN’s kontor for Irak, at i alt 1.379 kontrakter til en samlet værdi af 2,56 mia. dollar ikke kan gennemføres på grund af manglende finanser.
Resultatet af de manglende kontanter i den irakiske statskasse kan paradoksalt nok også aflæses i trafikken mellem Amman og Bagdad. Mellem de tomme olietankvogne med kurs mod øst ruller store lastvognstog med nye europæiske og japanske personbiler. Røde Peugeoter, hvide Toyota pick-ups og grå Mercedeser holder i lange rækker på grænsestationen i ørkenen mellem Jordan og Irak.
I et land, hvor en tankfuld benzin koster en dollar, og hvor regeringen ingen penge har, men nogenlunde frit kan importere civile forbrugsgoder, gør biler det nu ud for indholdet i privilegerede offentligt ansattes lønningsposer. De heldige irakere har altså nye biler, men ingen penge. De uheldige har kun ingen penge til trods for, at Iraks oliekilder er verdens næststørste efter Saudi-Arabiens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu