Læsetid: 5 min.

Jorns ark

Asger Jorns værker fylder Arken som en stor og fantastisk fortælling, funklende af skæg og ballade, men også anslag til skarp debat
5. oktober 2002

Udstilling
Vandalen Asger Jorn sprang som en aggernak ud fra alle snærende æsker. Han var en torn i øjet på alle, der ønskede fastfrossen lov og orden på gældende betingelser. Han malede, tegnede, trykte, vævede, huggede, formede, skar, dryppede, pustede og skrev. Udadtil, og især i dansk sammenhæng, var han en uromager, en provokatør. Hans store forsøg på at forene det sociale, politiske og historiske med midler, han definerede som æstetiske, fik ganske stor indflydelse i verden og kunsten, men især i udlandet. Først og fremmest i Frankrig. Paris lige før og efter Anden Verdenskrig var hans hovedstad. Surrealismen, men ikke bare den også Klee, Kandinsky og Bauhaus, var hans udgangsfelt. Det han ville fortsætte.
Jorns opfattelse af det æstetiske bunder i chok, banalitet, overraskelse. At vække interessen. Motoren her fandt han ikke bare hos
Kierkegaard, som han fra begyndelsen som skolelærer med violin var meget optaget af. Han fandt den over alt. Især i poesien og folkekunsten. Han søgte revolutionært forandrende kræfter i det banale, som er banalt, fordi det er sandt. Men ikke mere sandt end at man altid kan sige det modsatte og fuldende til en trekant med det ny, der så opstår af gnisterne.

Ord og billede
Det er ikke i akademisk forstand kunsten, der interesserer Jorn. Det er billedet, maleriet, tanken i stregen og farven, det levende praktiske. Og det er ikke digtet der interesserer ham i poesien. Men hvad digtet kan sige, hvor dybt det kan gå frem og tilbage, hvor direkte det kan tænde lyset.
Han mente at kunne påvise, i praksis med eksempler, at den store fortælling, den vi allesammen lever, fandt billedmæssigt udtryk før ordene fik samlet sig.
I en billedfjensk lutheransk dansk sammenhæng var det fjendtlig snak. Det er det bærende i den bog der, mere end nogle af alle de andre, han skrev, klargør, hvad han ville sige.
Pour la Forme hedder den. Udgivet af Situationistisk Internationale i Paris i 1958 og for nylig genudsendt i nyt format af det lille forlag Allia på Karl den Stores gade i fjerde arrondissement. Rigt og barokt illustreret.
Her gør han rede for den del af forarbejdet til den situationistiske internationale, der fandt sted i bevægelsen for et »Bauhaus Imaginistre« i Ulm.
Det handler om arkitektur, for Jorn den kunstart, der kunne samle alle billedudtryk i ét bedre end nogen anden. Skal husene være billeder, eller skal de ikke? For Jorn skulle de. Han var imod den rensede brutalisme, der voksede frem i de år. Han fandt netop fortilfælde i den bornerte overmaling i danske kirker af de folkelige fortællingers eksploderende billedpragt. Og forstadiet var Cobra, naturligvis.

Luxus
Jorns malerier der sidst i 50’ erne var de såkaldte ’modifikationer’, og umiddelbart efter ’luxusbillederne’. De står normelt lidt tåget i de senere års fremvisninger, men på Arken lige nu er de fremme i forgrunden.
Modifikationerne er overmalinger på gamle genremalerier af forskellig type. Hastige accentueringer af det fremmede ny, der er nødvendigt, når sansen for det æstetiske skal holdes i live. Det skal man selv gøre, og det er ikke noget, der kan stå stille. Forsiden til den originale udgave af Pour la Forme er malet eller tegnet med venstre hånd, eller måske med tæerne som chimpansen Congo, hvis farvesymfonier dengang var ret omtalte, blev udstillet på eksperimenterende steder og naturligvis interesserede en malende primat som Asger Jorn.
Det skønne er baseret på det grimme. Det gode på det onde. Dialektisk. Jorn var kommunist. Men han udvidede det grundlæggende i modsætningsmotoren med et nødvendigt tredje element. Eksempelvis i politiske termer: Anarkisme, socialisme, kommunisme. Med anarkismen som det æstetiske element.
Og luxus-billederne, for nu at vende tilbage til dem, var lavet med farver på trillende kugler, snore kastet i slyngninger på plader, den slags. Tilfældigheder med håndværkerens muntre styring som indbygget klangbund.
Hans egen lange skoling hos Leger, studierne af surrealismen, i praksis hele tiden, som noget man gør. Man glor ikke bare på det, man gør det selv. Gør det efter først og slipper det så løs. I de ornamenteringer, der knyttede ham til det nordiske, sådan som han fandt det især hos Munch.
Modifikationerne er samtidig klare demonstrationer af, hvad situationisterne kaldte »detournement«, at bringe det velkendte på afvej med simple midler, og luxusbillederne er demonstrationer af den teknik til undersøgelse af fysiske og psykiske landskaber, især byer om natten, for der lå fremtiden, der kaldtes »derive«, altså ligesom på dansk faktisk: Bare drive rundt...

Arken
Den svarer mere end nogensinde til sit navn for tiden, den besværlige bygning der ude ved stranden i Ishøj.
Jorns billeder fylder den fuldstændig. En stor og fantastisk fortælling, funklende af skæg og ballade. Men også af den respekt for skarp intellektuel debat, der førte Jorn til udlandet, for sådan en har vi ikke her.
Hele forløbet er med, og så alt belyser hianden. Det er en gigantisk billedfortælling, og det bliver klart, når man deriverer rundt i den, hvorfor eksempelvis den amerikanske kunsthistoriker T.J. Clarke for et par år siden kaldte Jorn den »sidste maler i den store gamle tradition.«
Den går tilbage til cirka Giotto, og når Jorn skal være den sidste der, er det selvfølgelig lidt, fordi det gør de samtidige amerikanere til de første af det ny og kommende.
Jorn var ikke ’vulgær’, han var ’banal’ måske, og ’populær’, men aldrig ’pop’.

Katalog
For de fleste vil det chokerende ny på den her udstilling formodentlig være skulpturerne fra Jorns seneste år. Han døde i 1953, kun 59 år gammel. Den suveræne behandling af materialerne er den samme, som hvad angår alle andre materialer, han rørte ved. Han sætter frihed på alting, og en slags ny bevægelse, der er organisk og ligesom kortslutter historien. Både i bronze og marmor. Og aggenakkerne er allevegne, som døddrukne danskere i Phornix Park, et sted i Findengangs vugge, hvor nychokket ligger og vræler.
Det er faktisk kun Jorns musik, indspillet med Dubuffet, hans nære ven, der mangler her.
Og kataloget er, i al sin vindskibelighed, faktisk fremragende. Ikke mindst fordi det bringer to af hans betydeligste tekster, fra tidsskriftet Helhesten nr. 1 i 1941 og fra tidsskriftet Cobra nr. 1 i 1940.
»Intime banaliteter« hedder den første, og »Tale til pingvinerne« den anden: »At kunne spille falsk er en af de største musikalske præstationer i dag. Den musikalske fornyelse må søges med sit grundlag i lirekaser og billige grammofoner... ved hjælp af den irrationelle spontanitet nærmer vi os den vitale kilde for tilværelsen. Vores mål er at frigøre os fra fornuftens herredømme, som har været og er det herredømme, borgerskabet har idealiseret for at bemægtige sig herredømmet over livet«.
Kun vandal. Kun viking. Kun
poesi. Kun idiot. Kun chok kan tænde det høje svimlende latterlys til fortsættelse efter døden.

*Asger Jorn: Til 19. jan. i Arken, København. Derefter Cobra Museum for Moderne Kunst, Holland og Kunsthalle zu Kiel, Tyskland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu