Læsetid: 4 min.

Kidnappede japanere vender hjem

I dag får fem af de japanere, der blev kidnappet af nordkoreanske agenter i 1970’erne og 80’erne lov til til at tage på ferie i Japan. Nordkoreas leder Kim Jong-il vurderer, at det kan betale sig
15. oktober 2002

TOKYO – 24 år efter at de sporløst forsvandt, får fem overlevende japanske kidnapningsofre nu lov til at vende tilbage fra Pyongyang til et to uger langt besøg hos deres pårørende i hjemlandet.
I dag lander de med chartret fly på Haneda-lufthavnen i Tokyo til, hvad der tegner til at blive det største massemediefremmøde i japansk historie.
Men dermed har det bizarre drama ikke fået nogen happy end. For ’den kære leder’, Kim Jong-il, vægrer sig mod at slippe taget og beholder de frigivne bortførtes børn som en slags gidsler for at have garanti for, at de vender tilbage.
De er jo nu nordkoreanske medborgere, ikke japanere, og som vigtige brikker i den stalinistiske stats gigantiske spionorganisation sidder de desuden inde med et bjerg af varme statshemmeligheder.
Og ikke nok med det. De optræder og taler også som rigtige nordkoreanere, og ingen af dem har i deres samtaler med japanske diplomater ytret nogen særlig glæde over, endelig igen at kunne genforenes med forældre, søskende og venner.
Japanerne er ikke i tvivl. De er alle blevet hjernevasket helt ind til benet.
Hele nationen raser imod regimet i Pyongyang og sammenligner de kidnappedes hjemkomst med de japanske soldater, der uvidende om Japans kapitulation i 1945 holdt sig i kampberedskab i 28 år i afsides sydøstasiatiske jungler for ikke at svigte kejseren, Solgudens søn, og nationen.
Vreden omfatter også de otte andre kidnappede, som er blevet rapporteret døde, og yderligere omkring 40 forsvundne, som mistænkes for også at være bortført. Alle er overbeviste om, at sandheden fortsat holdes skjult, og forhåbningerne om, at flere af ofrene endnu kan være i live i Nordkoreas mystiske gulag-lejre, vokser.
Hjemkomsten i morgen vil blive noget af en national manifestation og – siger de pårørende – de første skridt imod en ’afprogrammering’.
»Vi ved, at de formentlig vil hylde Kim Jong-il og systemet i Nordkorea i hver anden sætning, og at de er blevet tvunget til at fortrænge mindet om det meste af deres ungdom,« siger Toru Hasuike, bror til Kaoru (45), som var studerende, da han og hans kæreste Yukiko Okudo en juliaften i 1978 blev kidnappet på stranden i byen Obama af nordkoreanske agenter i frømandsdragt.

Sandheden betaler sig
I dag er Obama feststemt: Slægtninge, venner og alle de gamle klassekammerater er mobiliseret for at møde Kaoru og Yukiko, som for længst har giftet sig, og genopfriske deres hukommelse. Diplomater og embedsmænd fra forskellige ministerier trækker i trådene.
Målet er udtalt fra højeste niveau: Alle de fem bortførte og deres i alt seks børn skal snarest muligt tilbage til hjemlandets jord og blive der for altid.
At de allerede få timer efter landingen i Haneda vil blive udstyret med japanske pas, er mere end letkøbt symbolik.
Alt tyder på, at Kim Jong-ils sensationelle indrømmelse af kidnapningerne under topmødet ved ministerpræsident Koizumi den 17. september bundede i et desperat behov for japanske bistandsmilliarder og ’krigsskadeserstatninger’. En normalisering af relationerne var nødvendigt for, at Nordkorea efter otte år med sult og elendighed igen kunne komme på fode. For en gangs skyld vurderede ’den kære leder’ formodentlig, at han selv med en ydmygende indrømmelse af ’sandheden’ ville kunne opnå mere end ved fortsat hårdnakket benægten.
Men hverken den japanske regering eller de bortførtes pårørende køber hans ærlighed.
»Det er ren fabrikation,« siger Shigeru Yokota, hvis datter, Megumo, der dengang var 13 år, blev kidnappet 15. november 1977 på vej hjem fra skole i Nigata, og som nu hævdes at have begået selvmord på en sindssygeanstalt i 1993 efterladende sig en datter, der i dag er 15 år.

Tvivler på at alle er døde
En grund til tvivlen er, at nordkoreanerne påstår, at syv af otte dødes grave er blevet »fejet bort af oversvømmelser«. Ingen af de overlevende kender angiveligt til, hvor de var begravet, og Megumis påståede datter siger, at hun aldrig har besøgt morens grav.
Den ufattelige overdødelighed blandt de unge bortførte – de fleste var omkring de 30 og i deres bedste år – har heller ingen rationel forklaring.
Samtidig er motiv og mønster ved at blive lidt klarere.
Japanerne blev bortført for at lære nordkoreanske agenter ikke blot sprog og dialekter, men også at opføre sig præcis som en japaner. Formålet var at optrappe spionvirksomheden i Japan og infiltrere Sydkorea som ’japanske forretningsmænd’.
Samtidig gennemgik de kidnappede japanere en radikal omskoling på anonyme, såkaldte gæsteherberg i Pyongyang, som hører under de forskellige militære efterretningstjenester. En del af dem er institutter for ideologisk indoktrinering, mens andre er spionuniversiteter.
Den japanske efterforskning hævder, at syv af de otte boede på gæsteherberg ved deres død, mens de overlevende derimod havde fået privilegier og var forflyttet til bedre boliger. I rene ord betyder det, at det mislykkedes for flertallet at tilpasse sig til deres nye virkelighed, og at de muligvis har udtrykt deres tvivl over for personkulten, ufriheden og kadaverdisciplinen i det nordkoreanske system.
»Vi håber fortsat på, at de, som er blevet erklæret døde af Pyongyang, endnu lever indespærrede i arbejdslejre,« siger Shigeru Yokota, som kræver, at hans barnebarn også for lov at tage til Japan, selv om hun åbenbart aldrig har fået at vide, at hendes mor var japaner.
Alle de kidnappede har levet i en lille kreds af landsmænd – mange af dem flykaprere fra det berømte Yodo-drama i 1970 – og er blevet tvunget til at fornægte både oprindelse og identitet.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her