Læsetid: 3 min.

Klart ja til Nice

Man kan ikke bestille bord, og stolene er taburetter, men kokken i La Merenda i Nice har en fortid med to stjerner
19. oktober 2002

Til biddet
Ligesom vi her i Danmark i den forløbne uge er trukket i røjsere og har købt billetter til Tøjhusmuseet eller andre middelalderaktiviteter, således er efteråret også så småt ved at komme til Nice i Frankrigs sydøstlige hjørne.
Nu begrænser strandturene sig for de fleste til solbadning, da vandtemperaturen er ved at være nede under de 20 grader. Man skutter sig ved tanken. På Cours Saleya, hvor mange gør deres daglige indkøb, begynder græskar og rodfrugter så småt at kunne konkurrere i omfang med de endeløse bjerge af tomater og bær, som har domineret sommeren igennem.
En atletisk udseende ung mand kan ses her næsten dagligt, trækkende eller trillende med sin cykel rundt mellem faste stadepladser. Han hedder Dominique le Stanc, og han er indehaver af en bistro, hvor både lokale og turister fylkes hver eneste gang, han har åbent, hvilket er for det meste – undtagen et par lange ferier og en fast ugentlig dag, som var søndag sidst vi tjekkede.

En institution
La Merenda er, sin lidenhed og fravær af prætentioner til trods, noget af en institution i byen. le Stanc er heller ikke hvem som helst. Tidligere var han manden bag det tostjernede køkken på Hotel Negrescos restaurant Chantecler.
Dengang serverede han for millionærer og det, der er værre, og det gør han sådan set stadig, for le Merenda er blevet chic, men vi andre kan også godt være med.
En aften kan klares for et par hundrede pr. næse, men hvis man vil have fornøjelsen, må man selv møde op på adressen, som er rue de la Terrasse nr. 4. Inden for hænger der nemlig en lille tavle med beskeden »Pas des cheques, pas des cartes de credites, pas de téléphone«. Man kan altså ikke ringe og bestille bord, og man skal have kontanter med.
Til gengæld får man lejlighed til at smage det franko-italienske middelhavskøkken, som det var le bon Dieus mening, at det skulle smage. Læg ud med et par farserede sardiner, husets pizza (på størrelse med en desserttallerken, men gooooddd!), en tallerken coppa eller den ufravigelige pasta pistou, som huset håndlaver med emmenthaler i stedet for parmesan. Hvilket formentlig forklarer den milde, nøddeagtige aroma, der hviler over hele oplevelsen. Herfra rask videre til daube af bøf eller lam, dvs. forkød, der har knurret i timevis sammen med fond, rødvin, urter og krydderier, til det hele kan spises med gaflen alene.

Husets vin eller ingen
Den noget mutte, men ellers venlige unge mand, der hedder Fabien, og hvis hverv det er at gå fra bord til bord med menutavler, tallerkener og husets vin (som er lokal, rustik, velsmagende og eneste valgmulighed, fås i rød og hvid), kan som regel finde tid til at accentuere oplevelsen med et lille skvæt olivenolie i hver tallerken.
Det dufter aldeles himmelsk, men prøv, hvis du vil gøre det efter i hjemmekøkkenet, at få fat på fransk olivenolie, helst fra egnen omkring Nice. Den er let, lys og gylden i modsætning til mange af de spanske eller italienske, som godt kan være lidt mandige i det.
Spørg evt. efter Alziari, hvis du er parat til at slippe et gustent beløb.
Efter hovedretten kan man få lidt lokal gedeost eller desserten, en tærte, en chokolademousse eller lidt bær med Kirsch eller lignende.
Der er plads til ca. 24 gæ-ster i restauranten, og de sidder alle på ryggesløse taburetter med flet og pude. Det er ikke et sted, hvor man hænger over kaffen og calvaen i timevis – ikke mindst fordi man ved bestillingen bliver spurgt, om man ønsker at komme klokken 19 eller klokken 21. Andre muligheder er der ikke, og ved 23-tiden går personalet hjem.
La Merenda er bedst, når det er køligt udenfor, hvilket som nævnt i indledningen godt kan være lidt problematisk i Nice. Men hen på aftenen falder temperaturen trods alt ned i det leje, hvor sammenkogte retter og robust rødvin begynder at give mening. Få, hvis du kan, et bord inderst i restauranten. Sandt nok, varmen fra det åbne køkken kan mærkes, men at se en tidligere to-stjernet kok stå og forberede en pasta pistou i et træfad er en oplevelse – om ikke for livet, så i hvert fald for en lang weekend i Nice.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her