Læsetid: 2 min.

K'NYT

31. oktober 2002


Europæisk kultur får eget parlament
*På svensk initiativ mødes et europæisk kulturparlament for første gang i den belgiske by Brügge i dagene 15.-17. november.
Topmødets formål er at etablere et diskussionsforum for kulturudøvere og formidlere med deltagelse af op mod 25 europæiske lande. Man vil bl.a. diskutere, hvordan europæiske kulturudøvere kan bidrage til bedre forståelse mellem kulturer, religioner og regioner.
»Det meget brede tema vil blive delt op i to hovedområder. Det ene omhandler kulturens relation til politikken og det andet kulturens rolle i forhold til den internationale dialog,« udtaler kulturchef for det svenske udenrigsdepartement Karl-Erik Norrman til Dagens Nyheter.

Allehelgenskoncert på Vesterbro
*Enghave Kirke på Sdr. Boulevard i København markerer allehelgensaften med en koncert for kor og orkester i aften kl. 20. Kirkens Kammerkor og Kammerorkester opfører tre værker af Bach, der iblandt »G-moll messen«.

Huaorani-indianere på Fotografisk Center
*I anledning af Fotografisk Centers latinamerikanske festival »Latinas – Latinos« får centret i aften besøg af den chilenske antropolog Lucia Stacey, der fortæller om Huaorani-indianerne i det nordlige Ecuador. Huaorani-stammen har fået rettigheder til deres land i Amazonas-regionen, men i dag er næsten 70 procent af området omfattet af oliekoncessioner. Stacey vil belyse indianernes konflikt mellem traditionel levevis og den moderne verden.
Foredraget, der foregår på engelsk, starter kl. 19 i Fotografisk Center, Gammel Strand 48.

Særpris til portrætfilm
*Ved afslutningen af årets Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival uddelte en jury bestående af bl.a. Klaus Bondam, Hella Joof og Pernille Højmark en særpris til instruktøren Bent Staalhøj for hans »flimrende og voldsomme portræt« af den danske instruktør og fotograf Knud Vesterskov i dokumentarfilmen From Scratz. Prisen for bedste spillefilm gik til Michael Cuestas L.I.E.
Årets festival har med 9.000 indløste billetter været den bedst besøgte i CGLFF’s knap 20-årige historie.

Bjørn Svin sætter strøm til børnene
*Technomusiker og dj Bjørn Svin forlader natklubberne til fordel for en række trommekoncerter for børn. TrommeKaravane er en turne, som formidler kunstnerisk udfordrende musik til børn med afsæt i bl.a. Hanne Kvists børnebøger. Ud over Bjørn Svin selv har Fuzzy og Jacob Riis leveret musikken til karavanen, der håber på at gøre børn til bevidste og kritiske forbrugere af musik.
www.karavane.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu