Læsetid: 2 min.

K'NYT

30. oktober 2002


Nordisk Råds filmpris til Aki Kaurismäki
*Den finske instruktør Aki Kaurismäki modtog i aftes Nordisk Råds nye filmpris for filmen Manden uden fortid.
Kaurismäki har selv skrevet manuskriptet samt både instrueret og produceret filmen, som i øjeblikket vises i flere danske biografer.
Manden uden fortid er ifølge juryen en original og intens skildring af menneskets værdighed og solidaritet. »Filmen beskriver samfundets underste lag, men spreder toner af håb og fremtidstro, og den er stilmæssigt lyrisk, humoristisk og symbolsk«, hedder det i prismotiveringen.
Aki Kaurismäki modtogprisen på 350.000 danske kroner i forbindelse med rådets 50-års-fest i Helsingfors. Ialt 10 nordiske film var nomineret til prisen, blandt dem Susanne Biers Elsker Dig For Evigt og Okay, af Jesper W. Nielsen.

Det Kgl. Kapel i Wien
*I aften spiller Det Kongelige Kapel under ledelse af musikchef Michael Schønwandt den første af tre koncerter i Musikverein i Wien. Orkestret indtager for første gang nogen sinde den berømte Gyldne Sal, der skulle have verdens bedste akustik, med værker af blandt andre Carl Nielsen, Gade og Sibelius.

Musikalsk torsdag
*I morgen vil musik tone frem på togperroner, biblioteker, færger, skoler og spillesteder over det ganske land, når dansk musikliv afholder Spil Dansk Dagen. En lang række musikalske organisationer samarbejder om projektet, der er blevet til på initiativ fra KODA (Komponistrettigheder i Danmark) for at skabe opmærksomhed om det mangfoldige danske musik liv.
I den mere folkelige ende af det omfattende program finder man f.eks. Marstals Småborgerlige Sangforening, der vil synge sømandsviser hele vejen fra Ærø til Nørrebro, og kl. 11.45 inviterer Kurt Ravn og Radiounderholdningsorkestret til alsang på P4 med ambition om at slå rekorden fra 1940, hvor 750.000 mennesker sang på samme tid over hele landet.
www.spildansk.dk

’Lilja’ og ’Elsker dig for evigt’ i Oscar-kapløb
*Susanne Biers film ’Elsker dig for evigt’ bliver det danske bidrag til årets Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Den svenske kandidat bliver Lukas Moodyssons Lilja 4-ever. Moodyssons grumme film om den 14-årige Lilja, der forlader en trøstesløs russisk beton-ghetto for et liv som prostitueret i Sverige, får foreløbig konkurrence fra bl.a. Bollywood-musicalen Devdas og brasilianske Fernando Meirelles Cidade de Deus. Meirelles film om narkohandel i et slumkvarter i Rio har fået ekstra meget opmærksomhed i hjemlandet efter at narkobaronen Paulo Sergio Magno blev arresteret på vej i biografen for at se filmen.
Det amerikanske filmakademi offentliggør de fem udenlandske kandidater den 11. februar næste år. Selve uddelingen finder sted i marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her