Læsetid: 3 min.

Her kommer Ludomanden

Man kan forestille sig, hvor de har ledt med lys og lygte på DR. For hvis ikke det her er nødvendig public service, hvad er så?
4. oktober 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Andespil hed det i gamle dage, der ikke er ældre, end at de godt kan bruges i en tv-reklame, hvor en hel sal fuld af hvide ænder, hvide som Anders, ændernes and nummer et, føler sig truet til en vis ophidselse ved udsigten til bingo.
Dengang strømmede man til forsamlingshuset, når
idrætsforeningen kaldte, og man sad med sine plader ved lange borde, der flød med knapper og papstumper til markering af én række eller hele pladen, indtil udløsningens arm i vejret og det hyperventilerede: banko.
En and, en flæskesteg, en kurv med vin og godter. Typiske gevinster dengang.
Det er sådan set det samme i dag, og andespil i gammeldags forstand kan måske også findes rundt omkring i samfundets randområder, især hvor de ældre skal samles og måske underholdes. Men med tiden er det blevet sådan lidt underligt spredt. Vi står ensomme med vores små plader uden for alle de små kiosker og skraber distræt med dirrende fingre og let hamrende hjerter. En mønt, en kuglepen, en kniv, en negl.
Til tal dukker frem og måske ... måske. Plus tips og lotto og den lange og det varme og det korte og alle mulige garderinger, som ikke garderer nogen mod noget som helst, for spilledjævelen er ubarmhjertig, kender ingen nåde, helmer ikke, før total ruin er indtrådt og kun behandling på en anstalt står tilbage.

Samling
Ludoman er man så, ikke euroman eller noget som helst, nej, ludoman, man er slået hjem, og hjem findes ikke. Man er hjemløs på gaden, og så skraber man pladen. Igen.
Ting falder fra hinanden, folk står og skraber hver for sig i skumle gyder. Det kræver indsats. Samling. Men om hvad?
Om skærmen da! Det kræver nogen, alt kan samles om. En ludomand, og hvem er det?
At samle spillefolket, før det spiller sig fra hus og hjem. Men hvem kan gøre det?
For det er ikke hvem som helst, der ejer det, der kræves for at være alles ludomand. Det er faktisk ikke som med ænderne, hvis små vil følge den, de møder først, og gå med hende eller ham til verdens ende.
Det skal være en, som alle kender. Lige fra dengang for mange, mange år siden, da Keld and the Donkeys sprang ud af pigtrådsskabet med deres sang om gadekæret. Det kræver Keld.
Og hvad skulle de også stille op med ham ? Hvor mange seere i hvilket segment gider se Cliff Richard spille puslingetennis og lade, som om vi alle sammen stadig er The Young Ones and shouldn’t be afraid?

The old ones
Det er vi ikke, vi er the old ones, og vi er ved at pisse i bukserne af skræk. Det er derfor, vi skraber. Til pensionen.
Så Keld er manden. Ludomanden. Formatet kender vi fra før. Dæmonisk studievært i stormfuldt lys stiller barske spørgsmål til tre udvalgte, der på forskellig vis kan udfordre hinanden. Dæmonisk? Keld Heick? Nej, vel, men det er heller ikke dem i studiet, det handler om. De kan vinde lidt småpenge, en femten tusind kroner eller deromkring, ved at svare på spørgsmål, der også udvider folkets store horisonter. Det kan godt være, der svares forkert, for nej, det var desværre ikke Manet, der malede Guernica, men Keld fortæller, hvem det var. Og det var ikke Benny Andersen, der skrev den om at være en høne. Men selv et skrabeæg kan lære, når onkel Keld fortæller.
I virkeligheden foregår det hele bare et helt andet sted. For midt i gadekæret, midt på skærmen, står et stykke klassisk konceptkunst og flimrer. Det er i sig selv absolut meningsløst. En spilleplade med center og ramme, og i hvert eneste felt drøner tal i evig random skiften forbi vores grådige øjne.
Ludomandens spørgsmål afbrydes, hver gang nogen derude i det interaktive har vundet en million. Det hedder »Vind Boxen«.
Og jeg ved ikke, om små æsler har det som ællinger, men meningen er i hvert fald, at de skal følge Ludomand Keld, når han kalder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu