Læsetid: 2 min.

Jeg vil komponere til min dødsdag

Filmmusikkens store nestor, Ennio Morricone, forlader sjældent sit hjem i Rom, men nu er han koncertaktuel i Paris
25. oktober 2002

(2. sektion)

Interview
Ennio Morricone er i Paris. I en alder af 74 har denne filmmusikkens absolutte maestro, der ellers sjældent forlader sin bopæl i Rom, besluttet at unde sig selv en koncertturné med kor og orkester og ham selv som dirigent.
Og koncerterne er ikke et påskud for Morricone for at spille sin ’miskendte’ klassiske kompositionsmusik, for med i programmet er også hans mest populære filmtemaer: Once Upon a Time in the West; Den gode, den onde og den grusomme og Sacco og Vanzetti – og de lidt mindre kendte: Undersøgelse af en borger hævet over enhver mistanke og Arbejderklassen kommer i paradis, begge af Elio Petri, samt Slaget om Algier. Et subjektivt valg, som Ennio Morricone selv forklarer:

Begyndelsen
– De har komponeret lydsporene til mere end 400 film. Er dette Deres egne yndlingsnumre?
»Nej. Temaet fra Halvt en mand af Vittorio de Seta holder jeg også meget af – og også mine kompositioner til Elio Petris film står mit hjerte nær, skønt filmene ikke fik succes.«
– De har komponeret fra De var seks år gammel. Hvad satte Dem i gang?
»Jagthornmusik, især et bestemt tema af Carl Maria von Weber. Det indså jeg, da jeg blev 13, hvorefter jeg kasserede alle mine barndoms banale skitser. Jeg modtog sangundervisning af min far og studerede trompetmusik på Santa Cecilia-konservatoriet, foruden komposition, orkestrering og orgel. Jeg skrev mit første stykke filmmusik, da Luciano Salce i 1961 bad mig om at komponere til hans første komedie, Il federale. Og lige siden har jeg især komponeret til film, teater og tv.«
– Hvilke filmkomponister sætter De selv højt, og er der særlige regler eller hemmeligheder, man skal kende til for at komponere musik til film?
»Jeg har stor beundring for mange af mine kolleger – lad mig i flæng nævne Bernard Herrmann, Jerry Goldsmith, John Williams... Hvis der er nogen hemmelighed bag vellykket filmmusik, må det være en præcis sans for filmens særlige tid, en intim forståelse af rytme og forløb, men også af tidens sammenhæng med filmscenernes rum. At forstå den menneskelige tidsoplevelse er nødvendigt for at lave film og for at komponere musik og følgelig også for at komponere filmmusik.«

Den største ærgelse
– De har komponeret musik til politiske film som ’Arbejderklassen kommer i paradis’ og ’Slaget om Algier’. Delte De instruktørernes politiske holdninger, og har De nogensinde ud fra politiske synspunkter sagt nej til kompositionsopgaver?
»Jeg har aldrig sagt nej til en bestillingsopgave, hvis jeg havde tid.«
– Hvordan kan De overkomme det? I 1972 komponerede de musikken til hele 23 film?
»Jeg er komponist, og jeg holder først op med at komponere den dag, jeg dør.«
– Er der instruktører, som De gerne ville have samarbejdet med?
»Jeg skulle have komponeret musikken til Kubricks A Clockwork Orange. Men fordi Kubrick var en gentleman, ringede han først til Sergio Leone for at høre, om jeg var ledig, hvortil Sergio svarede, at jeg kun arbejdede for ham. Det er en skam, for jeg ville meget gerne have lavet musikken til den film. Det er min største ærgrelse.«

© Libération og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu