Læsetid: 2 min.

Kortere sagt

25. oktober 2002

(2. sektion)

Dvd
*A Hard Day’s Night Energi og entusiasme. Det var det vigtigste for Richard Lester, da han i 1964 fik tjansen som instruktør af en film med datidens hotte drengepopband The Beatles. Den semi-dokumentariske A Hard Day’s Night er netop kommet i en ny samlerudgave, og filmen overlever i høj grad på det skælmske og spontane i sin stolprende skildring af en dag i John, Paul, George og Ringos liv. Den tynde historie bygger på de frigjorte fyres konflikter med deres manager og diverse optrin med Pauls aldrende onkel, som har sneget sig med på turné. Lesters dengang friske effekter virker i disse MTV-tider noget forældede, men det er stadig sjovt at se The Fab Four flygte fra fans og spille deres iørefaldende hits for øredøvende tudetøser. Ekstramaterialet består primært af en række interviews, hvor alle involverede (på nær hovedpersonerne selv) mindes processen. Det bliver alt for mange nostalgiske ’talking heads’, og bortset fra nogle dvd-rom indslag (som bl.a. originalmanuskriptet) er der for lidt bonusguf fra Beatlemania-tiden. Heldigvis er filmen i sig selv et sjovt stykke rockhistorie, leveret på ’Liverpooliansk’ med glimt i øjet. novrup

A Hard Day’s Night. Instruktion: Richard Lester. Manuskript: Alun Owen. Region 1. Kan købes i velassorterede dvd-bikse

*Danske Operette-klassikere Under denne titel udsendes otte operetter produceret af Danmarks Radio i årene 1959-1970 på dvd. Her er bl.a. mulighed for at opleve danske værker som Emil Reesens Farinelli med en kvindebedårende Poul Bundgaard, Kai Normann Andersens Landmandsliv med Frits Helmuth eller H.C. Lumbyes Champagnegaloppen med, ja, den berømte galop. Nostalgi-kanonen er kørt i stilling på omslagene, hvor tonen er De og formuleringerne gammeldags. Det kræver bestemt også et nostalgisk sindelag og en god portion overbærenhed ligefrem at blive ’løftet mod højderne’ med ’den brogede skare af medrivende og muntert optrukne karakterer.’ For nogle vil det måske være et kærkomment gensyn. Som yngre førstegangsseer er det mest kulturkult at se de mange kendte skuespillere give den hele armen i de kulørte historier – som fik farver fra 1968 med Johann Strauss’ Flagermusen og En nat i Venedig samt Arthur Sullivans HMS Pinafore, hvor Ulf Pilgård er admiral med kors og bånd og stjerner på. Dvd’erne har intet ekstramateriale og heller ingen undertekster, hvis man skulle have problemer med det ellers meget korrekt udtalte danske.

Jomfruburet (Torben Anton Svendsen, 1959), Landmandsliv (Holger Boland, 1963), Champagnegaloppen (Ole Walbom, 1969), En nat i Venedig (John Price, 1969) og H.M.S. Pinafore (John Price, 1970) er udkommet. Farinelli (Holger Boland, 1961), Valsedrømme (John Price, 1967) og Flagermusen (John Price, 1968) udkommer d. 6. november.

web.hvad.hvor
*Entertainment Behind the Screen Der er efterhånden ved at være en hel del danske websider, som mere eller mindre professionelt beskæftiger sig med film. Forleden stødte jeg på Entertainment Behind the Screen, der kan findes på adressen www.ebts.dk, og som umiddelbart ser ud til at rumme det meste af, hvad enhver filmfan gerne vil have. Siden byder på forskræp på kommende film – der bliver ligefrem talt ned til premieren – profiler på store instruktører og skuespillere, filmnyheder, oversigter over films billetindtjening i bl.a. Danmark og USA, enkelte anmeldelser og naturligvis en linksamling. Det er også muligt at købe filmplakater og -stills på siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu