Dans
Rui Horta lader vente på sig. Dansescenens store, lyse foyer genlyder med jævne mellemrum af stemmer, men ingen af dem tilhører den verdensberømte portugisiske koreograf. Minutterne går.
Efter mere end en halv times tålmodig venten dukker Tim Rushton op og fortæller, at Horta skam ikke har glemt aftalen, men at han bare har så ualmindeligt travlt. Og Rushton, der er Nyt Dansk Danseteaters kunstneriske leder, må jo vide, hvad han taler om, for det er ham, som igennem det sidste år har planlagt det fornemme iberiske besøg.
Egentlig er det ikke underligt, at den 45-årige Horta i øjeblikket ikke helt kan få minutterne til at slå til. SHIFT har premiere på Dansescenen om blot fem dage, og han er først for nylig ankommet til det efterårskolde København. Et sådant program gør selvfølgelig tid til en mangelvare.
Men pludselig står han der alligevel. Han undskylder forpustet forsinkelsen, og slår sig med et bredt smil ned i en af foyerens gamle lænestole. Og den stressende situation synes overhovedet ikke at have bidt på det næsten to meter høje, kronragede maskulinum, som uden nogen videre opfordring begynder at tale om SHIFT.
»Titlen siger egentlig det hele. Det drejer sig om skift, om dét at bevæge sig fra en tilstand til en anden. Når man som tilskuer overværer SHIFT, er det meningen, at man skal vandre igennem en række af de følelser, som vi alle rummer i vort indre register. Følelser som vrede, glæde, varme og kulde. Disse følelsesmæssige skift har jeg forsøgt at fremprovokere på mange forskellige måder. Blandt andet ved hyppigt at variere det visuelle design og ved at lade danserne skifte positioner med meget korte mellemrum.«
Hortas mørkebrune øjne lyser af varme, når han taler. Der er ingen tvivl om, at den karismatiske koreograf elsker den moderne dans og de muligheder, den indeholder. Men Horta fortæller, at han ikke selv valgte sin store kunstneriske kærlighed. Den valgte snarere ham.
Kunstnerisk udfordring
»Da jeg ligesom skulle vælge, hvilket kunstnerisk sprog jeg skulle kaste mig over, var jeg en 17-18 år. Og når man er i den alder, så er det kroppen, der betyder mest. På den baggrund kan man sige, at jeg blev håndplukket af dansen, det omvendte var ikke tilfældet. Dansen råbte jo med sine kropslige udtryksmuligheder på min opmærksomhed. Og denne historie tror jeg, at mange koreografer vil kunne fortælle.«
»Men dét at den moderne dans appellerer til den kropsfikserede kunstnerungdom, repræsenterer også et problem. Mange dygtige koreografer blomstrer kreativt i en meget ung alder, for derefter når de bliver ældre og mere reflekterende at forsvinde fra den moderne dansescene. Disse koreografer forsvinder, fordi de ikke er i stand til at omsætte de komplekse tanker, som aldringsprocessen uvægerligt fører med sig, i et danseudtryk. Og i dette problem ligger min udfordring sådan set. Jeg ønsker ikke at forsvinde fra det koreografiske landkort, blot fordi min krop ikke længere betyder alt for mig. Det er mig meget magtpåliggende at skabe nogle koreografier, som også er i stand til at rumme mine mere modne, intellektuelle overvejelser.
En smuk illusion
Efterårslyset falder blegt på bordet imellem os. Fra salen bagved blander lyden af stemmer sig med hinanden. Det fælles sprog er engelsk, men stemmerne er farvede af franske, svenske, bosniske og danske dialekter. Det er de seks dansere, der medvirker i SHIFT, som veksler nogle ord i deres hårdt tiltrængte middagspause. Men Horta synes hverken at ænse lyset eller stemmerne. Han er på vej ind i dybe overvejelser omkring dét at skabe kunst.
»Jeg holder af at tænke på skabelsesprocessen som et stykke hyperbevidst arbejde. Men det er nok, når det kommer til stykket, en smuk illusion, for når jeg kigger på en forestilling som for eksempel SHIFT, så kan jeg se at den er underløbet af en mørk strøm. En strøm af underbevidste fænomener som frygt, tab, ensomhed og død. Fænomener som jeg ikke bevidst har placeret i forestillingen, men som alligevel findes i den. Og det er nok dybest set denne subliminale understrøm, denne ophobning af klange fra den almenmenneskelige underbevidsthed, som gør, at alle kan forholde sig til min kunst.«
Horta ler, og lader sig falde tilbage i den bedagede stol, da han bliver spurgt om, hvordan det kan være, at hans kunst kun appellerer til en lille, indforstået kreds, når den nu åbenbart handler om noget, som alle er i berøring med.
Vidunderligt paradoks
»Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, det hænger sammen med det faktum, at den moderne dans er en meget ung kunstform den opstod først i 1960erne. Vi koreografer er en slags pionerer, der skaber et sprog, som det almindelige moderne menneske endnu ikke helt har lært at læse. Vi arbejder hele tiden på skabe forståelse for denne kunstforms bogstaver, og jeg tror ikke læretiden bliver specielt lang. For selv om den moderne dans er en supermoderne kunstform, så er dens kerne kroppen og dens signaler størrelser som vi alle sammen er bekendte med. Så selv om den moderne dans er en meget moderne kunstform, så rækker den alligevel langt bagud. Den er på én og samme tid avantgardistisk og arkaisk. Det er dette vidunderlige paradoks, jeg elsker ved den moderne dans.«
Lyset er nu forsvundet fra bordpladen, og Horta skal tilbage til arbejdet med SHIFT. Han giver hånd, og siger mange tak. Så er han væk. Lige så pludseligt som han dukkede op.
*SHIFT spiller på Dansescenen i København fra den 24. oktober til den 6. november
