Læsetid: 4 min.

Kunst i vidneskranken

For at man kan få ophavsret på et objekt, skal det være et kunstværk. Og hvad er det egentlig? Kunst og ophavsret diskuteret på internationalt seminar, torsdag
5. oktober 2002

Kunstseminar
Thi kendes for ret: dette er en montage. Når domstolene tilkender ophavsret og dermed beskytter producenten mod plagiat og sikrer, at pengene havner på den rigtige bankkonto, skal de først tage stilling til, om det er et kunstværk. Er der tale om et værk, som hævdes at være en montage, og derfor kunst, skal man f.eks. påvise, at der er brugt lim til at stykke billedfragmenterne sammen.
I betragtning af at immaterialret, som ophavsretten hører under, typisk dækker fem procent af nationaløkonomierne i vesten, er det ikke overraskende, at det er et juridisk område, som er præget af tvister og teknikaliteter. På det internationale seminar Legal Frameworks. Intellectual Property and Visual Art, der torsdag løb af stablen på Retsvidenskab ved Københavns Universitet, hævede juristerne blikket fra paragrafferme og stillede sammen med humanister og kunstnere de overordnede spørgsmål: Hvordan kan man vide, at noget er kunst? Og hvordan afvejes hensynet mellem offentlighedens adgang til den kulturelle arv og beskyttelse af kunstneren, arvingerne eller multinationale selskabers rettigheder?

Værk kontra idé
I det 20. århundrede har kunstens toneangivende strømninger som avantgarde og konceptkunst fokuseret mere på ideer og processer end på det færdige værk. For domstolene er det dog stadig lettere at forholde sig til et gammeldags værk, som dagens første taler, Fiona Macmillian, var inde på.
Et af de mere bizarre eksempler er en retssag, rejst af popsangeren Adam Ant. En britisk domstol skulle afgøre, om Adam Ant kunne få ophavsret på sit varemærke: to striber på hver kind. Hvorfor Ant ville have rettens ord for, at ansigtssminken var et maleri, vides ikke. Det er heller ikke så interessant som dommens principielle karakter. Dommeren afgjorde nemlig, at det ikke var et maleri, fordi: »Et maleri ikke er en idé. Det er et objekt, som er fast fikseret på en overflade.«
Ikke alene blev Ants ansigtsmaleri diskvalificeret som kunstværk. Hvad værre er, at den idébårne kunst som avantgarde, appropriationskunst og installationskunst røg med i samme, juridiske hammerslag. Skønt det i praksis f.eks. er lykkedes Christo at få ophavsret på fotografier af den indpakkede rigsdagsbygning i Berlin, gjorde Macmillan det klart, hvor problematisk det er, at loven behandler alle kunstværker ens.

Uden copyright
Den yngre, eksperimentelle kunst, der især sætter jurister grå hår i hovedet, var repræsenteret ved kunstnergruppen N55’s Ingvil Aarbakke, som lagde ud med at fastslå, at de hverken har copyright på deres værker, endsige sætter dem til salg.
Derimod sælger N55 manualer til værkerne f.eks. en stol, for grundtanken er, at kunsten skal være til glæde for flest mulige.
N55 bor på en flydende platform på Holmen, hvor de ikke har ret til at bo, men bare har indtaget rummet. Det er også ideen bag LAND projektet, hvor de opfordrer til, at man bruger ejendomsretten til at inkludere andre mennesker i stedet for at ekskludere dem. Foreløbigt er der fri brugsret på arealer op til 10.000 kvm. i USA, Norge, Sverige og Holland. N55 ønsker at gøre op med den »historiske misforståelse, at den, der sår også har ret til at høste.«

Plagiat eller inspiration
Ophavsret handler dog ikke bare om at sikre kunstnerens økonomiske ret til sit værk, men også om en ’moralsk’ ret til værket. Den skal med andre ord beskytte mod kopister. Det er et ømt punkt i lovgivningen, fordi det er et grundvilkår for kunsten, at gå i clinch med den kunst, der gik forud. Grænsen mellem inspiration og plagiat er som bekendt hårfin.
Det gav Friedemann Kawohl, gæsteprofessor ved universitet i Bournemouth et eksempel på. Et band har for nylig fået en retssag på halsen for at have indlagt et minuts stilhed i et musikstykke. De blev beskyldt for at have tyvstjålet stilheden fra John Cages 4’33, der består af fire minutter og 33 sekunders stilhed. Offentligheden fik desværre ikke argumenterne at høre for, hvordan stilhed patenteres, da sagen blev afgjort uden for retssalen.
Det lykkedes bl.a. Duchamp at få en sneskovl indlemmet i kunstinstitutionen som en ready-made med titlen In Advance of a Broken Arm. Læren fra Duchamp er, groft sagt, at et kunstværk er et produkt lavet af en kunstner. Det ræsonnement gør sig også gældende i retslig praksis, hvor et værks kontekst i vid udstrækning afgør dets status. Også her er det springende punkt, at en kunstner står bag, hvilket dagens sidste taler, Simon Stokes, jurist fra London med speciale i billedrettigheder, pointerede. Er der ikke en identificerbar kunstner bag f.eks. gruppeværker eller computergenereret kunst, må man opfinde en.

Politisk spørgsmål
Dermed blev diskussionen ført tilbage til udgangspunktet: hvad er et kunstværk? Helle Porsdam, lektor ved syddansk universitet, fik dagens sidste ord: »Når vi fra humaniora ikke engang kan give svaret på, hvad der er kunst, hvordan kan vi så forlange at dommere og jurister skal kunne?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her