Læsetid: 4 min.

Kunstnerisk klovneri

Susanne Ottesen ejer og driver Galleri Susanne Ottesen i Gothersgade i København. Galleriet repræsenterer blandt andre Martin Erik Andersen, Morten Buch Jørgensen, Olav Christopher Jenssen, Kenhet Nielsen, Bjørn Nørgaard, Kirsten Ortwed og Erik Steffensen
4. oktober 2002

(2. sektion)

At erhvervslivet ansætter en kunstner til at lege klovn er dybt uinteressant, siger Susanne Ottesen, der langer ud efter Center for Dansk Billedkunst – og efter Allis Helleland fra Statens Museum for Kunst

Synspunkt
Det lyder ellers som en drøm: Erhvervslivet har indset, at kunsten kan noget særligt, og det vil de gerne betale for. Kunsten leverer det irrationelle, erhvervslivet pengene.
»Det med den kreative alliance, den tror jeg ikke en skid på,« siger Susanne Ottesen. »At et firma ansætter en billedkunstner til at rende rundt og lege klovn, er dybt uinteressant. I pressen har man samme diskussion: Kunststoffet er blevet til kulturstof. Kunstneren er blevet en kulturmedarbejder. ’Og så har vi kulturmedarbejder Jensen, som kan det kreative.’ Det betragter jeg som en forfladigelse.«
– Unge kunstnere omtaler jo også sig selv som små entreprenører?
»Det er da masser af kunstnere, der hopper med på vognen – også nogle af dem, der er blevet internationalt kendte. Olafur Eliasson f.eks. Han går jo decideret ind og siger: ’Hvad vil i have? Fint, så laver vi den vinkel’.«
– Er det et problem?
»Det er lidt uretfærdigt at hænge det op på ham. Den eneste grund til, at jeg nævner ham, er, at projektet er lykkedes for ham, og han laver også gode ting. Men samtidigt er det en synliggørelse af, at institutionen bestemmer værkets karakter.
– Så præmisser er uklare?
»Hvis du ser på kunsten i 60’erne, blev det lavet på en modstand, et opgør med, hvordan man betragtede kunsten. Skillelinien var klar: Her står jeg og der står samfundet. Men Olafur Eliasson lever af at være indenfor. Det er dybt problematisk, og jeg tror ikke, man kan holde distancen.«
– Det er vel det samme, når det er statens penge?
»Det er den unge generations dilemma. Vi har jo haft ét statsstøttet galleri i Danmark, og det er Nicolai Wallner, der har stået for det mest progressive. Det er blevet støttet i hoved og røv af Center for Dansk Billedkunst (CDB).«
– Hvad mener du med den unge generations dilemma?
»At de fødes af staten. Det er jo et faktum: De havde ikke overlevet, hvis ikke CDB havde kanaliseret så mange penge hen til dem. Hvis det lykkes i den sidste ende, så er det fint. Men hvad nu hvis interessen bare kører en anden vej, så er de jo fortabte – de har ikke andre strukturer at falde tilbage på. Deres værker ser måske ud på en bestemt måde, fordi systemet har ønsket det.«
– Har CDB promoveret et bestemt kunstsyn?
»Det værste var ikke, at de promoverede et bestemt kunstsyn, det værste var, at de gjorde sig selv til en institution. Der har været flere kuratorer ansat på CDB end på Louisiana. Det var helt ude af proportion, og det var vel også derfor, de blev nedlagt.«
– Du hører ikke til dem, der begræder, at CDB blev lukket?
»Nej, det gør jeg ikke. Det blev drevet forkert, men det er der jo ingen, der tør sige. Du vil jo gerne have, at institutionen overlever, som den oprindeligt var tænkt, og derfor kan du ikke gå og sige, at det er noget lort, det, de laver. Det er vanskeligt at forklare ministeren: Skidtet fun-
gerer ikke, men vi vil gerne have det. De har ikke gjort deres arbejde godt nok, derfor blev de lukket.«
– Nu siger du vi?
»Ja, jeg tror ikke, jeg er alene om det synspunkt.«

Et andet synspunkt, Susanne Ottesen ikke mener at være alene om, er spørgsmålet om den kontroversielle direktør på Statens Museum for Kunst, Allis Helleland. Susanne Ottesen melder klart ud: »Jeg så gerne en ny direktør.«
– Det mener du?
»Ja, det gør jeg. Kunsthistorikere er pæne mennesker, og derfor er der ingen, der siger, at det er en katastrofe, sådan som det museum bliver drevet. Hvad det jo er.«
– En katastrofe ligefrem?
»Kigger man på museet udefra, kan man jo se, at de mest respekterede kunstnere i landet siger fra, at Nørgaard og Kirkeby ikke vil sætte deres ben på museet, at alle medarbejderne giver chefen et mistillidsvotum, at man får et sparekrav fra ministeriet og opfylder det samme dag uden brok, at man fyrer de medarbejdere, der er besværlige – og så er vi ikke engang kommet til det væsentligste: samlingerne og udstillingspolitikken.«
»Efter min mening har der ikke været en eneste væsentlig udstilling – jeg kan ikke komme på en eneste i hendes regeringstid. Ikke en. Bortset fra kobberstiksamlingen, men den har hun jo også lukket. Hun skulle aldrig have været ansat og må for guds skyld ikke forlænges.«
– Er hun ikke blevet forlænget?
»Nej, den slås op nu.«
– Så er det jo også billige point, du scorer?
»Nej, nej, alle er jo rædselsslagne ved tanken om, at man kan finde på at genansætte hende. Derfor er det meget vigtigt, at det bliver sagt. Hun har et år tilbage af kontrakten – så jeg skal i hvert fald leve med hende et år endnu.«q

*Grå bog
Susanne Ottesen ejer og driver Galleri Susanne Ottesen i Gothersgade i København.

Galleriet repræsenterer blandt andre Martin Erik Andersen, Morten Buch Jørgensen, Olav Christopher Jenssen, Kenhet Nielsen, Bjørn Nørgaard, Kirsten Ortwed og Erik Steffensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her